Hvis man enten er syg eller gravid, som jeg selv, og i mit arbejde som tjener, er det ret svært at acceptere.Det kræver faktisk lidt tilvænning. Jeg tror det er lidt det samme, som at melde sig syg fra arbejde. Den dårlige samvittighed kører een rundt i manegen, mens man prøver at bilde sig selv ind at det er helt okay. Det er egentlig ret pudsigt. Og på en måde beundringsværdigt tilsat lidt stupiditet. Fordi hvorfor skulle man have dårlig samvittighed over at være syg? Og hvorfor skulle man have dårlig samvittighed over ikke at kunne/ville løfte tunge ting på arbejdet, for at beskytte sit ufødte barn? Det hele er logisk. Det hele er accepteret af omverdenen. Og alligevel ponger man sig selv oveni hovedet! Heldigvis prøver jeg med alle kræfter at overdøve den der satans djævel, og tænker på mig barn, og det også det jeg skal. Jeg synes bare det er mærkeligt at vi mennesker er skruet sådan sammen. Jeg kan ikke rigtig finde ud af om det er godt eller skidt. Eet eller andet sted er det vel begge dele. Man er et socialt dyr, vil gerne accepteres, og dette samfund er det gennem arbejde mange opnår den respekt. Jeg selv inklusiv. Og pludselig være i en tilstand som gør at ens kollger skal arbejde lidt hårdere...AVS..den gør sgu ondt.
Nå ja..jeg er jo ikke syg, eller møder op med 40 i feber (hvilket jeg virkelig synes jeg tåbeligt, 39, 7 er grænsen *G*). Det er egentlig ret ens, både for den syge, der møder op, og sådan en som mig. VI føler begge et ansvar! Og det er vel egentlig godt. Men vi udsætter os selv for unødig belastning, og det er jo egentlig skidt. Så....arghhhh..jeg ved sgu ikke....det er nok godt nok i sidste ende, for at bruge den nordjyske vending.
Eet eller andet sted er det næsten en forbrydelse mod Moderen selv. Græsset er højt, flot og grønt, og dufter fantastisk. Farvespillet mellem de gule mælkebøtter, de blå forglemmigej og de lilla what´s-it´s-name, er som at have sit eget spillevende Monetmaleri. Det virker til at fuglene, insekterne og hummelbierne også godt kan lide at komme her, og så føler man sig ikke så alene, selvom naboerne flokkes til begge sider. Det er hyggeligt, ja gu´er det så! Men jeg tilhører menneskeracen, og som et medlem af menneskeracen, ligger der en urdrift i os alle (hos nogle mere udtalt end andre). Denne urdrift modvægtes gudskelov af en anden urdrift, der hedder skabertrangen, så eet eller andet sted er der nok en slags balance, og derfor er det okay, når jeg nu i 3 måned i min graviditet, burner min nyindkøbte plæneklipper igang, ifører mig truckerhat, solbriller og en kold alkoholfri bajer, og så bare møver det glanspolerede MONSTER afsted, og for een gang skyld kan føle mig lidt gudeagtigt, velvidende om at det bare er blår. MUHAHAHA!!
Jeg håber virkelig af hele mit hjerte at det er mig der noget galt med, at det er mine alt for store mængder af hormoner, der får mig til at se verden på en anden måde, men eet eller andet sted siger det mig at det ikke, desværre, er hele sandheden. Fordi før jeg blev gravid, lagde jeg også mærke til denne erosion af hjælpsomhedsprincippet blandt mennesker. Desværre. og i den branche jeg arbejder, får jeg det serveret dagligt, eller ikke mere dagligt, færre og færre gange.Derfor er jeg miljøskadet. Derfor opfører jeg mig ordentligt når jeg er ude i "privaten". Jeg er hensynsfuld og hjælper gerne, hvis jeg kan se der er brug for det. og desværre har det gjort mig til et offer for den trælse tanke, at så må det også fungere den anden vej. Ak nej!!! Det har jeg måtte sande mange gange. Lige så glad jeg bliver af både at opleve eller bare se til, når andre mennesker hjælper hinanden eller er flinke og rare mod fremmede mennesker, lige så rasende bliver jeg når jeg ser det modsatte, som jeg synes er blevet mere af.Jeg håber det er hormonerne, men de kan sgu ikke få skylden for det hele. Man bliver sgu da ikke blind eller det modsatte, bare fordi man er gravid. Så nej, jeg hopper ikke på den.Var nede og vaske i dag på vaskeriet, da vi desværre stadig lever i en jordhule. Havde været smart, synes jeg, og taget rullekufferteren, proppede den med vasketøj og rullede glad ned af bakken.Efter endt vask, ville kufferten så ikke mere, og gik i stykker i håndtaget!!! Ergo ..formålet var fuldstændig væk. Nå ja, tænker jeg, og smider håndtaget væk, løfter den op og begynder at slæbe den op over parkeringspladsen, hvorefter en dims fra den ituslåede håndtag, griber fat i mit bukseben, så jeg halvejes snubler, men jeg når at redde balancen. Det jeg ikke redder er mine varer!!! Især mælken, der nu ligger knust i tasken og "bløder" ud over det hele. Jeg "valgte" så at snuble det forkerte sted. Og undskylder selvfølgelig alle de besværligheder jeg har skabt og de ekstra 20 sekunder det tog for mig at rydde op efter mig selv!!! Men jeg havde to biler holdende som ventede på at bruge pladsen. Den første bil indeholdte en dame, der så efter lidt ventetid vælger en anden plads. Jeg rydder videre. Det tager lidt tid. Næste bil. Holder igen og venter, betragter min kamp for at rydde det hele op. Jeg står med en ødelagt mælk og aner ikke, hvad jeg skal gøre af den, hvortil damen i den første bil venligt, tror jeg først, siger at hun kan tage den med. Min tro på menneskeheden genoprettes, og jeg siger tusind tak, hvortil damen så tilføjer:"Ja, og så kan du lige skynde dig lidt, så ham der kan komme ind og parkere!".JO tak.....det må du FANDME OGSÅ UNDSKYLDE!!!!!! Jeg valgte nemlig helt bevidst at snuble med alle mine varer, og opstiller her mine velvalgte grunde:
punkt 1: fordi jeg ikke havde andet at lave..
punkt 2: fordi jeg vidste at det snart var påske og var udspekuleret nok til at regne ud at den bedst mulige måde at irrritere mine medmennesker på, var i dag, inden butikkerne reducerer deres åbningstider med 2 timer, så FUUUUUUUCK....hvor skal vi handle ind!!!!!
Punkt 3: i min snuhed, så jeg den eneste ledige parkeringsplads, og indså hurtigt, at det var her jeg skulle udføre min gennemtænkte plan. (jeg havde som det første saboteret min kuffert med vilje, hvis nu politiet skulle spørge ind!!)
Punkt 4: jeg gjorde mig bevidst langsom med at rydde op, fordi jeg netop ikke er eet af de mennesker, der synes det er lidt pinligt at stå med en masse poser i bedste posedamstil, iført en slidt, lyseblå kasket fra Argentina, indsmurt i mælk og en kuffert fra helvede. Jeg synes tværtom, at det er noget af det bedste krydderi man kan sætte på sin dag. Til sidst, men ikke mindst....
Punkt 5: Hele formålet med denne formiddag var at komme i kontakt med den mest sure, tvære og uopdragne gamle kvinde jeg kunne.
Ergo....mission accomplished!!!!! Good on U , mate!!!!!
Klik her for at logge på
Opret NORDJYSKE Login