Et mystisk fænomen har ramt mig. Det er ikke et ukendt fænomen som sådan, men nok i hypokonderi - afdelingen, dog uden at være beslægtet direkte til ovennævnte. Ja, man kunne måske påstå, at i forhold til hypokonderi, så er dette her fænomen en long-distance-cousin eller en grand fætter, som det hedder på dansk.
Fordi jeg er bestemt ikke hypokonder i disse dage, tværtom. Men jeg har een ting til fælles med disse..lad os sige...besynderlige mennesker..og det er den absolutte fokuseret, ja, nærmest besættelse, af ens kropslige funktioner. Og i mit tilfælde er det ikke søde og nuttede ting, som fx. hvordan et smil opstår eller hvor mange gange i sekundet vipperne vipper, selvom det jo kunne være et tidsfordriv som National Geographic måske ville være interesseret i..hmmmm!!!
Nej, jeg beskæftiger mig med kroppens lidet flatterende, omend nødvendige, funktioner, og er meget, meget koncentreret i mit arbejde. Så meget, at jeg faktisk er tæt på et gennembrud og at kunne skrive en phd på området. Der har ihvertfald været meget research og fieldarbejde, hvor jeg har været tæt knyttet til den primære forsøgskanin 24/7!
Men det jo fantastisk! Her sidder man på første parket...nej..det jo nærmest kæmpeløgn...jeg har faktisk een af hovedrollerne i dette bizarre stykke, skrevet og instrueret af Moder Natur. Det har vist fået gode anmeldelser, såvidt jeg ved!!! Men jeg er jo nærmest i en slags trancetilstand. Prøver så godt at forberede min krop og mit sind på at indenfor den nærmeste fremtid, skal vi begge to opleve smerter som kun en højere magt står bag.
Og så er det det rammer een, og nu vil jeg undlade at gå i detaljer, men når det VITTERLIGT rammer een, altså eet af tegnene (ikke fra oven, men fra neden *tøhø*), forvandles man til en fnisende, lille skoletøs med fletninger og rokketand. Og man sidder bare og griner dumt ned på dette tegn, med en blanding af ærefrygt og chok.
Jeg havde jo egentlig halvvejs accepteret at denne her smækre, knap så lille mere, parasit for altid skulle dele blære, mavesæk o. a. med mig resten af vores dage, og lige pludselig ændres spillereglerne, brikkerne flyttes i en anden position og BAM.....jeg lider af metafor-diarré!!!!
Nuvel, for at kalde en spade for en spade, og smide alle metaforerne over bord, går der nok ikke mange dage, før Betterøv stempler ud, hvilket i sig selv kan være en ret lammende tanke, men dog meget, meget velkommen!
Det er lige for øjnene af mig. Dette forførende objekt, denne sirene, med sine lange, slanke, røde, bløde folder, der lander så smukt, så blidt, så perfekt ned over hendes stramme bryst. Som Matadorens skinnende silkekappe, tæmmer det hendes indre vildskab, hendes urinstinkt, der kun venter på at bryde ud af sit aflukke og stange alt og alle. Stramt og blødt. Kontrasten skriger efter mig. Skriger, at jeg skal rejse mig fra tilskuerrækken, smide mit hvide lommetørklæde og skræve over hegnet, snige mig ind på Arenaens tavse savsmuld under skygge af pasodoblens svedige toner og vente til det bliver min tur.
Vente. Kun vente, til jeg kan springe på hende, bagfra, og KVÆLE Natascha Crone med hendes skrækkelige, røde tørklæde, der åbenbart er flyttet ind på hendes hals, som et selvstændigt modermærke.
...ER DET BETTERØVS FØSSEDAG. HURRA - HURRA - HURRAAAAAAA..........or is it?
Fordi æresgæsten, der også går under navnet Missus Diva Neser herhjemme, har allerede påtaget sig en attitude, som selv Diana Ross ikke kan være med på.
At jeg så er så åbenlys i mine handlinger, siger måske mere om mig, men man bliver jo nødt til at prøve sig frem, ikke?
Desværre tror jeg ikke hun hopper på den. Hun er en snu lille satan. Ulydige unge. Og hvis hun GAD, ville hun nok stikke hovedet provokerende ud og spørge:
"Whaaaa....Tror du jeg blev født i går?"
...øhm...nej....DET ER JO NÆRMEST DET DER ER PROBLEMET, IKKE LILLE SKAT!!!
Nej! Istedet for at pakke sin kuffertserie fra Louis Vuitton (tøzen er jo Diva), har hun erhvervet sig en nydelig lille lommekniv og en tazergun, som hun morer sig med hhv. at stikke ned i morens lyske og ...øh...hosthost...understel!!!
Som straf kilder jeg hende så under tæerne og niver hende lidt i "den fine", men der skal mere til at ryste en ægte diva. NUvel...jeg HAR været ned ved fjorden, og prøvede at fortælle hende hvad hun egentlig går glip af. Så nu vil jeg med min hæse, tonedøve stemme prøve at råbe hende op med en ny udgave af "Fødselsdagssangen" a la Fjorten - Pissefulde - Asiater - Møder - Kareeokee - udstyr - Fra - Bilka!
Jeg har erkendt noget svært. Jeg er en snob. Ikke 100%, heldigvis. Jeg tilhører ikke den grupper af mennesker, som synes at dyrke denne lidet flatterende side af menneskeheden. Men, ikke desto mindre, er jeg en snob.
Og jeg tror alle mennesker har denne indre snob i sig, hvilket jeg faktisk finder ret spændende. Fordi i og med at vi alle er mennesker, har vi også disse grimme sider i os, sider vi ikke er stolte af og helst ikke vil vise frem til andre end til dem som VIRKELIG elsker og kender os, og som kan tilgive os disse "helligdage".
Jeg tror, det er sundt at erkende, fordi det mange fejlagtigt tror, er at bare fordi man er snobbet med en ting, er jo ikke ensbetydende med at man siger at andre er tabere. Sådan ser jeg ihvertfald ikke på det. Det har faktisk ikke rigtig noget med andre at gøre - ikke i min verden. En sprogforsker vil måske sætte mig på plads.
Min indre snob florerer for det meste om mandagen, har jeg fundet ud af. Mandag, hvor de fleste tilbudsaviser allerede har gjort deres arbejde i weekenden og opilnet de fleste forbrugere. Mandag, hvor tilbuddene nærmest hænger, piftende ud af vinduer, som en ordentlig flok håndværkere med blik på barmfagre kvindfolk, men hvor det i dette tilfælde er forbrugerne, herunder tilbudsjægerne, der målet for hujen og hejen.
Min indre snob ville aldrig tillade mig at være tilbudsjæger. Aner ikke hvorfor. Jeg har prøvet og prøvet og prøvet. Men jeg føler mig ikke godt tilpas i denne tilstand, og jeg får alligevel aldrig de ting jeg har sat mig for. Tror faktisk ALDRIG at jeg har. Jeg har hverken træningen eller aggressionen eller snilden eller hvad det nu er der kræves, for at være en sublim tilbudsjæger. Jeg har nok ikke det, der over atlanten kaldes for "Edge".
Derfor har min indre snob overtalt mig til at jeg gerne vil betale de 10 kr. mere for en vare eller i det mindste vente til onsdag eller torsdag og dermed HÅBE på at tilbudsjægerne har efterladt et par tilbud. Og det har de faktisk ret tit, hvilket jeg er glad for.
Jeg ved ikke, om jeg er specielt stolt at denne snob jeg bærer rundt på. Det tror jeg ikke, at jeg er. Ikke hvis ordet "stolt" indebærer den normale fortolkning af ordet. Men jeg er bevidst om den, og det er jeg stolt af.
Jeg er ikke udpræget A menneske og heller ikke rigtig B menneske, ihvertfald ikke længere. Jeg ligger nok midtimellem, som de fleste danskere nok gør. (hvorfor man egentlig har brug for at opdele folk i alfabetiserede kasser, har jeg nu aldrig rigtig forstået....fordi hvis man selv kunne vælge sin kasse, ville jeg fluks vælge den der halvsmadret kasse fra FrugtKarl, der ligger ude blandt affaldet bag Brugsen...KUN fordi jeg kunne!)
Nu er jeg i en tilstand, hvor jeg egentlig lige så godt kunne være pensionist. Jeg går lige så hurtigt som mange af dem, bliver endda overhalet indenom af en del, handler ind på samme tid som dem, står og småbrokker mig sammen med dem over at "det oz er for dårligt at banken først åbner kl. 10.00!" , men det er sådan set ret hyggeligt. Jeg er oppe og tisse hver nat en 5-6 gange, hvis jeg er heldig. Spiser mine obligatoriske 12-13 stk syntestiske piller (hvoraf de fleste heldigvis stadig er vitaminer og mineraler til brødfødningen af CamillasDottir).
Og nu er jeg, som den frække copycat jeg har udviklet mig til, begyndt at kopiere pensionisternes stå-op-tider. Fordi, når man nu ikke rigtig laver noget, og efterhånden lever 80 % af sit sociale liv i Cyberspace grundet en selv - fiflet karantæne fra omverdenen, ja, så kræver kroppen faktisk ikke særlig meget hvilke.
Og hvis man samtidig er begyndt at småspekulere lidt over den kommende marathondistance ude på Nord, ganget med tisseturene bliver facit lig med minus - søvn.
Det sjove ved det hele kommer så her; jeg synes det er fedt at stå tidligt op!!! Og kan kun anbefale det til dem der aldrig har prøvet det før ;-) Det minder mig om mine morgenvagter. Om det fantastiske i at stå op kl. 0500, se solen langsomt stå op og strække sine lange, smukke fingre ud over den fjord, den by, som jeg elsker på godt og ondt. Men i særdeleshed, udover den fjord, som er blevet en del af min sjæl, og som altid har fulgt mig. Selv helt ud i verdenen, hvor andre farvande aldrig har kunnet måle sig til dens sokkeholdere.
Limfjorden slår alt. Den er nordjysk. Ligesom mig. Og tit glemmer jeg at sætte pris på den, men hver gang jeg går over broen, som desværre ikke er så tit længere, i min nyfunden pensionisttilstand, beundrer jeg dens foranderlige humør, og jeg føler mig altid hjemme, som aldrig før.
Blød og varm og fuld af minder
En ven med lune
Favner blidt når månen skinner
Min søvns alrune
Blød og varm og fuld af fjer
En velkendt trøst
Der altid bliver hvor den er
Til det bli´r lyst
Blød og varm, siger aldrig stop
En trofast ven
Der venter på min trætte krop
Og favner den igen
Jeg forstår ikke Moder Naturs intentioner...fatter dem simpelthen ikke!! Burde man ikke tro at det hele blev bare LIDT lettere her på falderebet, her, hvor hun har besluttet at vi fødende kvinder skal finde alle vores kræfter, de såkaldte "Ur-kræfter". De famøse kræfter man ikke anede man havde til den kommende kraftpræstation. (ja, jeg tror sgu stadig ikke at jeg har flere end jeg har, men jeg håber da!) Hele den her uge er der en usynlig igle der har fulgt mig 24/7...stået og kigget på mig om natten, bare ventet på at jeg skulle vågne, hvorpå den så er hoppet på mig, inden jeg overhoved har fået øjne, og så bare ellers hængt ved.... Den har langsomt suget alt min energi og aktivitet..ikke engang noget så basalt som at gå ned ad trappen for at tisse, giver den fra sig. Nej, den tager ALT!!!! Jeg har aldrig hadet tyngdekraften så meget som i disse dage...befinder mig bedst i horisontal position. (men hvem gør ikke det?!)Men okay...i denne sitaution er jeg sgu sat tilbage. Bare tanken...og her MENER jeg tanken...om noget energikrævende, såsom at skulle ned på posthuset , VED jeg allerede tager halvdelen af den smule energi jeg har. Hvad er jeg forvandlet til?... En stor klump snot på +22kg kg, vis ENESTE evne i disse dage er at være bevidst om egen eksistens og egen begrænsning!!!! (nåja...og så Lækkerbisken indeni maven, søføli´) Lækkerbisken, som virker til at trives med at hendes omvandrende silo nu er faldet sammen, og har gjort hende meget energisk. Så meget, at hun styrter rundt fra den ene ende af \"hallen\" til den anden...ved ik´om hun spiller Floorball med sig selv eller så´rn..
I går tror jeg hun prøvede at lave en Storm P udgave af et BungeeJump????!!!! Det føltes MEGET specielt, så specielt, at jeg blev nødt til at fortælle hende at nu skulle hun sateneme ikke til at vende sig lige her før sidste akt!!!! Hun har ligget med hovedet nedad...tja...sikkert siden hun ankom på de baskende rumpenisser...HUHEJ, hvor det gik!!!!! Og så kan jeg lige se, at her hvor hun faktisk SKAL til vende snuden ud mod det neongrønne EXITskilt, så drejer hun sig lige, kigger nysgerrigt ind i mine ribben og mumler: \"HM! Dette her har jeg ikke set før..det ser sjovt ud, så jeg bliver lige her et par uger eller 8!!!\" Er begyndt at dagdrømme om at ligge og kigge ned i liften, på denne her úkendte baby, og så bare få total noia på!!!! Den her fremmede baby som jeg aner hvad jeg skal gøre ved!!!! Jeg håber godt nok at Moder Natur ved hvad hun har med at gøre!!!
Og samtidig glæder jeg mig så meget at jeg er tæt på at hyle!...nå, jeg går ud fra dette også er normalt...der er godt nok meget der er normalt, når man taler graviditet, hormoner og moderskab.Men jeg tror jeg har regnet den ud! Jeg har lagt mærke til gennem hele graviditeten at iglen er mest hårdtarbejdende, når livmoderen/baby vokser, og det giver jo egentlig mening. Og nu hvor det hele er meget større, kræver det nok endnu mere energi at vokse....og med DET formål i mente, gør det sgu egentlig ikke noget at jeg er blevet besat af en igle i disse dage...
Jeg elsker at støde på noget inde i cyberspace, der får mig til at grine så meget at tårerne uhæmmet løber nedad kinderne og jeg får ondt i ryggen! Noget af det her skal KLART afprøves, næste gang jeg smutter forbi pølsevognen, og så må vi se hvem der kan tale mest slang; pølsemanden eller jeg...
Pølse Slang:
Pølsevogn Skinke-kutter Rød pølse En skoldet fra bassinet To hotdog med rå løg og en halv liter cacaomælk To hotter med rå løg og et pund cacao 2 ristet med sennep og ketchup 2 brændte øgler med slam Pølser (røde) Nissearme Hotdog Indianer m/sidevogn Hotdog m/det hele Død indianer m/tæppe og hele krigsmalingen Ristet hotdog m/det hele Død hund m/dej og hele farveladen Ristet hotdog m/løgringe m.m. Solskoldet grønlænder m/briller, hår på brystet i kajak og iklædt lædervest, agurkemaske, blodprop og skidtibuks Hotdog m/sennep& ketchup Indianer i kano m/lort og blod på ryggen Hotdog m/sennep, ketchup & Remoulade Indianer i kano m/pis, lort og bræk ned af ryggen Hotdog m/sennep Død indianer m/lort i nakken Pølser Tarme 2 røde pølser Nisse arme Almindelig m/brød Fingre m/dej Rød pølse i svøb rød henning i pressening Pølser Tandkød i tarm Fransk hotdog Skaldet franskmand i sovepose.
Det er nu fastslået, at engang i tidernes morgen, stod der 3 onde feer over den komodeskuffe jeg lå, og nedkaldte en forbandelse over mit hvalpefedtede korpus. At de 3 feer så ingen fantasi havde, skal jeg ikke kommentere.
Det er ikke så tit jeg frekventerer (hedder det vist med et fint ord!) den østlige del af Aalborg, men de få gange jeg har måtte bruge de offentlige transportmidler, mente alle guderne åbenbart at jeg begik Hybris, og satte forbandelsen i værk. Uanset hvor godt jeg planlægger min rejse til Aalborg øst, uanset hvor god tid jeg forlader mit trygge hjem...altid, og her mener jeg desværre ALTID ender jeg enten ude ved Aab´s baner eller endestationen i Universitetsparken!
Ja, jeg indrømmer det blankt. Jeg er distræt. Meget distræt. Men ikke dum. (selvom mange sikkert vil være uenige i den påstand, når de har læst dette her færdigt!)
I dag havde jeg så et stort pres på mig. Det var ikke kun mig selv det gik ud over. Nejnej...min kære kæreste lagde, naiv som han var, ansvaret på mine skuldre for at finde en bus til Gug. Okay..det er derfor internettet er opfundet, tænkte jeg kækt. Fandt bussen, fandt ruten...undersøgte om den kørte på den vej, hvor vi skulle af, og alt var LADIDAH!
Little did I know...at klokkestrengen bimlede oppe hos Nemesis.
Frisk og frejdig og med en ordentlig røvfuld selvtillid, charme og lækkert hår tog jeg kæresten i hånden og drog afsted i god tid. Vi ender ved busterminalen. Står og joker helt vildt. Jeg er lidt småsulten, men det er jeg altid i disse dage, hvor jeg skal brødføde en 3 kg baby.
Jeg ser bussen i det fjerne, og vi gør os klar. Min hjælpsomme gemal når lige at assistere en ung dame med et spørgsmål, og det er så her første fejl bliver begået; han mister overblikket over hvad JEG laver!
Dette medfører så anden fejl; Da busskuret blokerer for mit udsyn, og jeg samtidig skal holde øje med hvor kæresten befinder sig, laver jeg lemminge - attituden, og følger med strømmen. Dette afgør det hele for min bedre halvdel, som naivt følger efter mig.
VI kører. Og kører. Jeg smider henkastet en bemærkning om hvorfor der er så mange studerende i bussen. "Mon der ligger en skole på ruten?, filosoferer jeg højlydt, og ignorerer det spørgende blik fra min sidemand.
Underligt nok sidder jeg og kigger ud gennem vinduet, og der er ingen alarmklokker der ringer. Ikke engang da min hurtigopfattende kæreste forsigtigt konstaterer, at "det var da vist ikke den samme rute som sidst". Ikke engang DER tændes der en mistanke i mit sind. Nej, istedet siger jeg lettere stødt, at "det nok bare er en anden rute, men vi ender nok i Gug!"
SELV da vi er de sidste i bussen og stirrer ud på endestationen i Universitetsparken (ARGH..."We meet again, Mr. Bond!")...selv der, er alvoren ikke gået op for mig. VI går ned til chaufføren. Jeg har allerede en lille hidsig tale parat. En tale, som jeg også brugte sidste gang jeg skulle til Gug (i sommers)....bare i en anden bus og en anden endestation. Udfaldet ender ALTID i det samme; min fejl, min dumhed, min.........
"Jamen er det ikke 15 eren?" spørger jeg.
"Nej da" siger chaufføren, lettere rystet over dette stupide spørgsmål. "Det er 12 eren!"
Det er der hysterien kommer galoperende i det fjerne for at samle mig op. Jeg prøver at redde situationen ved at lukke en skoggerlatter op, men opdager hurtigt at jeg er den eneste der griner. Ja, for at sige det mildt, tror jeg aldrig jeg har set sådan et mørkt blik i min kærestes øjne. Ikke engang mit søde smil, efterfulgt af en omgang "tihi", kan fjerne det blik!
Det er ikke specielt fedt at opdage, at man ikke kan finde ud af noget, som en almindelig 10-årige kan! Aldrig i mit liv, er jeg steget på den forkerte bus.
Taxachaufføren, som vi havde ringet efter, var lettere lamslået, da vi fortalte ham historien på vej til Gog City. Jeg kunne se hans nervøse blik i bakspejlet ramme mig, mens jeg desperat prøvede at overbevise ham om at "Nej, jeg er ikke retarderet!", og "Nej, det er ikke noget jeg har fundet på, men TRO MIG...jeg ville ønske..."
Om ikke andet fik vores bankrådgiver IGEN et billigt grin. Sådan var det også sidste gang. Og sidste gang var det OGSÅ min skyld!!!
Nej!! Tror bare jeg bestiller en taxa fra starten af næste gang jeg vil prøve at trodse forbandelsen...
Ja....så går jeg ind i det, der vist betegnes som "opløbsfasen"..
Med eet stk. veludviklet baby på 3 kg i mavsen, klar til affyring, og med hovedet godt mast ned i mit, i forvejen ømme bækken, som en levende morter, har jeg nu sat mig ned på en ret så ubekvem stol i venteværelset. Nu kan alt ske. Det hele er i naturens hænder.
Det er egentlig lidt underligt! Især når jeg nu har vænnet mig til det hele. den ekstra vægt, ømheden i kroppen og alle de andre ulemper/fordele ved at have fostret et andet liv. Og nu..lige om lidt...når hestene kommer spurtende ind i mål, svedige, udmattede og med skummet hængende i og omkring bidslet, skal jeg nu iføre mig en splinterny hat, hvorpå der står "MOAR"!!! Den har ligget i skabet i 9 måneder, og jeg har da taget den frem i ny og næ. Den har fyldt mig med mærkelige følelser, modsatrettede følelser, der aldrig rigtig kunne blive enige og alligevel fulgtes de ad.
Underligt at tænke på. Som om graviditeten nu har gumlet og gennemtygget hele ens personlighed i en 9 måneders tid, og nu spytter en uformelig klump ud, hvor man genkender få stykker, men resten er eet stort sammensurium af noget uderfinerbart.
Synes lidt det begynder at minde mig om de sidste dage i gymnasiet. Den der tryghed. Den der kedsommelige og forusigelige tryghed, som man bare ville ud af i de 3 år, og da man så stod der, 3 år efter, ville man pludselig ikke. Man ville tilbage. Fremtiden var lidt for fremmed og usikker, men også¨spændende.
At man så samtidig render rundt som en stor overaktiv hormonbombe, gør ikke sagerne lettere at kapere i disse semifinaledage. Fordi man er igang med at læse til en eksamen, hvor man ikke ANER hvad man trækker. og det er egentlig også ligegyldigt, fordi det emne du trækker, ved du alligevel ikke en skid om. Det er fløjtende ligegyldigt hvilket et af dem du får i hånden - NADA! Det er først NU, når døren for altid lukkes bag dig, og du indser at der kun er een vej frem, at du i en baglæns panik, nødtvungent må give Sokrates ret; At det eneste du ved, er, at du ingenting ved.
Njaaa...man er vel altid elev i eet eller andet sammenhæng. Dette her virker bare lige pludselig en smule større, og det er det også. Det er på een gang så stort, at min hjerne slet ikke er bygget til at forstå det, og samtidigt er det bare så nemt, fordi mit hjerte tager min hjerne i hånden og leder vejen.
Klik her for at logge på
Opret NORDJYSKE Login