De ikke egnede

September 2007 - Indlæg

• Hvorfor vil jeg skrive om "de ikke egnede"?

  Min farfars lillebror hed Holger. Han var et af de mennesker, der betød allermest for mig som barn. Ikke, fordi han passede mig, var meget sammen med mig, tog mig med ud til en masse sindsoprivende oplevelser i Tivoli eller i det hele taget gjorde noget stads ud af mig. Snarere tværtimod. Han var der bare - med hele sit store hjerte. Nogle af mine første minder er hans smil til mig. Da var jeg virkelig elsket. Holger er død nu. Han blev 63 år og lærte aldrig at læse, havde aldrig et job eller et kørekort. Holger havde Downs syndrom, han var mongol, som det hed, da jeg var lille. Og Holger er en af grundene til, at jeg bliver nødt til at skrive de historier, der fra i dag kommer i NORDJYSKE Stiftstidende. Han er en af dem, der lige fra han var helt lille blev erklæret ikke egnet. Han skulle helst gemmes væk. Kom også væk på institution som 10-årig, men blev så ulykkelig af at ligge på sovesal med 35 andre, af at mærke et spanskrør, af at blive skældt ud, set ned på, mishandlet, at min oldemor hentede ham hjem. Det ene barn fyldte nu hele hendes liv, en barsk skæbne for hans to søskende. Som voksen kom han på en ny institution, tiderne var ændret, han kom til at stortrives. I dag behandles de ikke egnede ikke bevidst ondskabsfuldt eller nedladende. De holdes bare udenfor. Er det sådan, det skal være? Er det bedst, de kloge og de mindre kloge går i skoler hver for sig? Er det bedst, at sprinterne løber og leger et sted og dem uden ben et helt andet? Det er ikke let at svare. Holger elskede at være sammen med os normale børn og han elskede at være sammen med ligesindede. Men han elskede allermest at kunne vælge selv. Lille Sara fra Skalborg, som jeg har besøgt og skrevet om i søndagsavisen (artikler er også her på siden), er en lille guldklump, der ligesom Holger vælger selv. Og ligesom ham vælger hun konstant at give glæde videre. At se hendes smil til storebror Alexander må få selv de koldeste hjerter til at smelte. At få hende er ikke som at have et almindeligt barn, og hendes familie går ikke ud og prædiker. Det er hårdt, og de er beundringsværdigt kærlige. De vælger at se Sara som den dejlige pige, hun er. Det er et valg, om man vil se mennesket. Det er også et valg, vi andre træffer. Vi kan også vælge, om vi vil se handicappede som mennesker, som en del af vores samfund. Eller vi kan vælge at sige, at de ikke er egnede? Hvad synes du? posteret Sep 30 2007, 08:20 AM af Charlotte Rørth med 1 comment(s)