Som journalist skriver man meget, og det er ikke så tit, man får noget at vide om det, man har forfattet.
Det gælder bare ikke lige nu. Efter artiklen med Sara i søndags har mange skrevet, mailet, ringet, prikket på skulderen og snakket til mig om, hvor bevægede de var over at læse om hende den lille og hendes familie.
Det er fantastisk at få lov til at give ord til nogle, der kan gøre sådan en forskel. For det er ikke bare tomme ord, folk er kommet med. De har tænkt over livet, over deres egne børn, andres børn, skæve børn, ensrettede samfund.
Det gør godt inde i mit hjerte, at det er lykkes at skrive, så dem, der læser avisen, bliver berørt. Man kan ellers være bange for, at vi er blevet immune, når der er så mange historier om vold og mord og så mange opgørelser med tal over, hvor meget kommunerne nu skal spare - for ikke at tale om de store krige, sult, hungersnød... Man kan blive helt lammet.
Men det er vi ikke. Lykkeligvis er vi mennesker, mødre, fædre, søskende, naboer eller bare helt almindeligt interesserede i andres folks ve og vel. Det varmer at vide.
Jeg blev så glad for din artikel. Jeg har skrevet en mail til " de ikke egnede" læs den. Hver gang jeg hører om en familie, der er blevet beriget med et mongolbarn, har jeg lyst til at møde den familie. Ønske dem tillykke og fortælle dem, at de er så heldige. Der er lige så mange måder at leve livet på, som der er mennesker. Der er ingen, der har sandheden. Vel er der bekymringer, men det er der jo også med vore såkaldte egnede børn.
Kærlig Hilsen Anne Louise Larsen.
Klik her for at logge på
Opret NORDJYSKE Login