Da jeg havde talt med Nicholai og hans familie forleden til artiklerne i Stiftstidende og tv på 24NORDJYSKE i dag, gik det endnu en gang op for mig, hvor meget den lille irritation betyder.
Det har gjort så ondt på den dreng, at voksne og børn omkring ham ikke som udgangspunkt har været forstående, tolerante, accepterende.
Og der er mange tusinder, der har det som ham. Som mærker en irritation fra mennesker omkring dem, fordi de ikke hele tiden opfører sig fuldstændig normalt. Man oplever det overalt - i skolen, bussen, butikken, boldbanen. Men vi behøver slet ikke være sådan. Vi kan bare vælge at være venlige og overbærende.
Som journalist møder man mange forskellige mennesker. Og jeg tror ikke, jeg har mødt nogle, der i sjælen var onde. Derfor tror jeg også, det nytter, når Nicholai og hans familie og Sara og hendes familie og alle de andre, I kommer til at møde, tager mod til sig, stiller sig frem og fortæller.
Uanset, hvor anderledes man er, om det er lidt eller meget, har man brug for den lille venlighed. Og den vil jeg gerne være medvirkende til at få frem.
____________________________________Læs også www.nordjyske.dk/deikkeegnede
Jeg synes, det er godt, der kommer hul på denne diskussion. Flot af dig og flot af familierne der stiller op.
Kære Charlotte
Det er simpelthen den dejligste livsindstilling, du har.
Jeg er helt enig med dig, når du siger, at du ikke tror, at du har mødt et menneske, der i sjælen er ondt. Jeg tror, at langt de fleste mennesker i bund og grund forsøger at gøre det rigtige, og det bedste de kan.
Desværre skal der ind imellem mere til end bare forsøget på at gøre det rigtige for at disse herlige unger kan få det godt.
Der skal også ressourcer og viden til - mere end hvad der ligger i en alm. pædagog- eller læreruddannelse, og det ser jeg gerne ændret.
Jeg er meget glad for, at du har villet skrive de historier - og jeg tror også, at det nytter at gøre noget ved tingene.
Derfor var jeg heller ikke i tvivl, da jeg fik mulighed for at fortælle Nicholais historie.
Det kommer måske ikke til at gøre den store forskel for hans vedkommende, men der vil komme mange efter ham med de samme problemstillinger, og dem vil jeg gerne være med til at slå et slag for, så ikke flere børn behøver at gå gennem det samme som Nicholai har gjort.
Som mor til Nicholai har jeg måttet kæmpe på flere fronter - dels med at hjælpe mit ulykkelige barn, dels med at forsøge at holde sammen på et vaklende familieliv, og dels med en generel holdning til, at hvis lærere, pædagoger og læger ikke kan se problemet, så er det der nok ikke.
Det har været svært.
Nu ser det ud til, at vi er ovre den del. Vi bliver hørt og forstået, Nicholai får hjælp, og jeg er forsigtig optimist med hensyn til fremtiden.
Jeg er glad for, at du sætter fokus på børnene og familierne - og en dejlig varm og medlevende måde, du får det gjort på.
Med venlig hilsen
Jane Gulbæk
Klik her for at logge på
Opret NORDJYSKE Login