De ikke egnede

Igår var jeg i København til en konference om en ny konvention fra FN, som skal give handicappede de samme menneskerettigheder som alle andre. Det lyder støvet og langtrukkent og træls og svært og kedeligt... Men det var faktisk ekstremt livgivende.

For det første er konventionen ret skrap, og når landene skriver under, som de er begyndt på, skal de følge den. Det var ret vildt at høre om alle de konkrete ting, der skal ændres, når den træder i kraft - måske allerede til næste år. En masse beslutninger om nej til støtte og hjælp og meget mere skal gøres om fremover. Men det vigtigste er måske, at den tvinger os alle til at tænke på dem med handicap som mennesker på lige fod med andre. Det vil da være et stort skridt...

For det andet var der en helt speciel stemning i det ellers helt almindelige konferencelokale på Hotel Scandic. Op mod halvdelen havde synlige handicap, og kørestolene stod på række og geled på forreste række. I modsætning til alle andre konferencer, jeg har været til, var der ingen trafikkaos eller sure miner på vej ind og ud til pauser. Alle ventede og hjalp hinanden. Der var heller ingen, der så skævt til en, hvis man spildte eller kom til at køre over et par tæer. Folk afbrød heller ikke hinanden, eller blev irriterede over, at den anden ikke talte perfekt og superhurtigt. Jeg siger ikke, at alle med handicap er små og store engle. Men de fleste af dem bruger nu en gang deres eget handicap til at være mere tolerante overfor andre.

For det tredie så hang de to første ting sammen. Det var helt særligt at mærke, hvordan en måde at være overfor hinanden på helt konkret havde ført til en lang række paragraffer og til sidst en hel konvention, der skal dække hele verden. Det er tit sådan, at de store ord ikke passer med virkeligheden, men igår gjorde den.

Gid det var sådan lidt oftere.

Hilsner,

Charlotte