De ikke egnede

Igår var jeg i København til en konference om en ny konvention fra FN, som skal give handicappede de samme menneskerettigheder som alle andre. Det lyder støvet og langtrukkent og træls og svært og kedeligt... Men det var faktisk ekstremt livgivende.

For det første er konventionen ret skrap, og når landene skriver under, som de er begyndt på, skal de følge den. Det var ret vildt at høre om alle de konkrete ting, der skal ændres, når den træder i kraft - måske allerede til næste år. En masse beslutninger om nej til støtte og hjælp og meget mere skal gøres om fremover. Men det vigtigste er måske, at den tvinger os alle til at tænke på dem med handicap som mennesker på lige fod med andre. Det vil da være et stort skridt...

For det andet var der en helt speciel stemning i det ellers helt almindelige konferencelokale på Hotel Scandic. Op mod halvdelen havde synlige handicap, og kørestolene stod på række og geled på forreste række. I modsætning til alle andre konferencer, jeg har været til, var der ingen trafikkaos eller sure miner på vej ind og ud til pauser. Alle ventede og hjalp hinanden. Der var heller ingen, der så skævt til en, hvis man spildte eller kom til at køre over et par tæer. Folk afbrød heller ikke hinanden, eller blev irriterede over, at den anden ikke talte perfekt og superhurtigt. Jeg siger ikke, at alle med handicap er små og store engle. Men de fleste af dem bruger nu en gang deres eget handicap til at være mere tolerante overfor andre.

For det tredie så hang de to første ting sammen. Det var helt særligt at mærke, hvordan en måde at være overfor hinanden på helt konkret havde ført til en lang række paragraffer og til sidst en hel konvention, der skal dække hele verden. Det er tit sådan, at de store ord ikke passer med virkeligheden, men igår gjorde den.

Gid det var sådan lidt oftere.

Hilsner,

Charlotte

I dag, fredag, har vi i avisen det interview, jeg har skrevet med Tim. Tim har Aspergers syndrom, går på Specialskolen for Voksne i Nørresundby og så har han et utroligt overskud. Han orker at tale om sig selv, så vi andre kan blive klogere.

Fordi han tror på, at det kan gøre en forskel. I al fald nogle gange. Det er ikke altid, man kan mønstre en tro på andre mennesker, når man som Tim er lidt anderledes og ofte er blevet rykket det i næsen som noget forkert.

Alligevel bliver han ved med at tro. Han tror og håber, at mennesker vil blive bare en lille smule sødere af at høre, hvordan han har haft det i en ganske almindelig skole. Den er sikkert ikke hverken værre eller bedre end det sted, alle vi andre er til daglig.

Måske skulle vi lytte til ham? Måske kan det nytte? Måske kan mennesker blive lidt sødere?

God weekend til jer alle - og da især til Tim,

Charlotte 

Jeg har både har hørt, skrevet og læst Siris fortælling, og jeg er så glad for den! Hendes mod til at stå og stå ved sig selv er så livsbekræftende, at man ikke kan andet end at blive varm om hjertet, få tårer i øjenkrogen og et stort smil på læberne til sidst.

For Siri er sørme altså fantastisk! Og jeg er så beæret over, at så skønt et menneske vil fortælle sig historie. Jeg håber, den gør andre lige så glade for livet, som Siri selv er blevet - selv om det er så hårdt for hende.

Både hun og Sara og dem, I møder de kommende uger og dage, har mindet mig om, hvor dyrebart livet er - og hvor meget vi mennesker kan gøre for hinanden. De skal have så mange millioner tak for, at de er til.

Mange hilsner,

Charlotte

Da jeg havde talt med Nicholai og hans familie forleden til artiklerne i Stiftstidende og tv på 24NORDJYSKE i dag, gik det endnu en gang op for mig, hvor meget den lille irritation betyder.

Det har gjort så ondt på den dreng, at voksne og børn omkring ham ikke som udgangspunkt har været forstående, tolerante, accepterende.

Og der er mange tusinder, der har det som ham. Som mærker en irritation fra mennesker omkring dem, fordi de ikke hele tiden opfører sig fuldstændig normalt. Man oplever det overalt - i skolen, bussen, butikken, boldbanen. Men vi behøver slet ikke være sådan. Vi kan bare vælge at være venlige og overbærende.

Som journalist møder man mange forskellige mennesker. Og jeg tror ikke, jeg har mødt nogle, der i sjælen var onde. Derfor tror jeg også, det nytter, når Nicholai og hans familie og Sara og hendes familie og alle de andre, I kommer til at møde, tager mod til sig, stiller sig frem og fortæller.

Uanset, hvor anderledes man er, om det er lidt eller meget, har man brug for den lille venlighed. Og den vil jeg gerne være medvirkende til at få frem.

____________________________________
Læs også www.nordjyske.dk/deikkeegnede

Som journalist skriver man meget, og det er ikke så tit, man får noget at vide om det, man har forfattet.

Det gælder bare ikke lige nu. Efter artiklen med Sara i søndags har mange skrevet, mailet, ringet, prikket på skulderen og snakket til mig om, hvor bevægede de var over at læse om hende den lille og hendes familie.

Det er fantastisk at få lov til at give ord til nogle, der kan gøre sådan en forskel. For det er ikke bare tomme ord, folk er kommet med. De har tænkt over livet, over deres egne børn, andres børn, skæve børn, ensrettede samfund.

Det gør godt inde i mit hjerte, at det er lykkes at skrive, så dem, der læser avisen, bliver berørt. Man kan ellers være bange for, at vi er blevet immune, når der er så mange historier om vold og mord og så mange opgørelser med tal over, hvor meget kommunerne nu skal spare - for ikke at tale om de store krige, sult, hungersnød... Man kan blive helt lammet.

Men det er vi ikke. Lykkeligvis er vi mennesker, mødre, fædre, søskende, naboer eller bare helt almindeligt interesserede i andres folks ve og vel. Det varmer at vide.