i

Dr. Skillers Hjerne

  • Lalandias swingerklub

    Følgende skrivelse er d.d. afsendt til Lalandia. Dansk Pirat Selskab afventer nu i spænding en reaktion fra Lalandia.

       

    ’Til rette vedkommende hos Lalandia

      

    Jeg kontakter Dem på vegne af Dansk Pirat Selskab, som er en forening, hvis primære formål er at udbrede kendskabet til alt det seje, der kan knyttes til det at være pirat – pirat er bare så sejt!

     

    Vi har i Dansk Pirat Selskab erkendt at det kræver visse midler at skabe opmærksomhed om en så overset ting som pirat. På denne baggrund har vi stiftet forskellige datterselskaber, der på sigt gerne skulle kunne generere et overskud, der kan bruges i den store sags tjeneste…..at vise alle, at pirat er det sejeste i verden!

     

    På denne baggrund kontakter vi nu Dem¸ vi overvejer nemlig at oprette en swingerklub.

     

    Vi har i en tv-reklame hørt at der i Lalandia findes et område, der omtales som ’Sprøjteland’; er dette ikke korrekt?

     

    Vi overvejer at afholde vores stiftende generalforsamling i Sprøjteland, men vil gerne vide om De tror det ville være det rette sted for noget sådant.

     

    Vores medlemmer er af natur ret frisindede, men vi vil naturligvis nødigt støde nogen, hvorfor vi gerne vil høre lidt nærmere om hvorledes man forventes at opføre sig i sprøjteland.

     

    Vi håber at høre fra Dem snarest idet vores stiftende generalforsamling er nært forestående.

     

    Venligst; Dr. Skiller, Dansk Pirat Selskab’

      

     

    posteret Jun 11 2009, 11:11 PM af Dr. Skiller med no comments
  • Stik piben ind!

     

    Til rette vedkommende i Kirkeministeriet

     

    Jeg kontakter Dem på vegne af Dansk Pirat Selskab som oprindeligt var en forening, der havde til formål at udbrede kendskabet til pirateri og alt det seje ved at være pirat; dette er i og for sig stadig foreningens formål, men derudover holder vi tillige et vågent øje med samfundet omkring os og råber vagt i gevær, når vi finder anledning dertil.

     

    Således nu til vores anliggende:

     

    I lyset af rygelovens strenge forbud og de intentioner, der ligger bag denne, synes vi at kunne konstatere et par uheldige forhold i den danske folkekirke.

     

    Det drejer sig først og fremmest om præsternes beklædning.

     

    Finder Kirkeministeriet ikke, at det – især i disse konfirmationstider – er meget uhensigtsmæssigt at præsterne bærer pibekrave?

     

    Nuvel der er måske ikke umiddelbart en direkte sammenhæng mellem en krave der er pibet og en pibe i betydningen et rygeinstrument. Men tænker de unge mennesker herpå? Næppe.

     

    For dem er en pibe enten noget deres farfar sidder og pulser på eller måske en af disse nymodens genstande som vi har hørt man bruger til indtagelse af hashish på steder som Christiania….og i København i øvrigt.

     

    Er det virkelig disse associationer man fra Kirkeministeriet ønsker at danne i de unge hoveder, der burde være opfyldt af Herren (i hvert i netop disse minutter, inden den står på ny racercykel, høns i asparges og Onkel Børges ’Velkommen i de voksnes rækker’-tale)  

     

    Samme bemærkninger kan gøres til kirkeorgelets piber. Hvad bliver det næste? Et damporgel?!

     

    Vi ser frem til at modtage Kirkeministeriets bemærkninger.

     

    Må vi høre fra Dem

     

    På vegne af Dansk Pirat Selskab

    Venligst; Kaptajn Skiller

     

    posteret May 08 2009, 03:13 PM af Dr. Skiller med 1 comment(s)
  • DitCentrum'sk Facebooktest....eller noget i den stil...

       

    Jeg har konstateret at Frk. Schmidt i den seneste tid har forsøgt at lave en eller anden form for ’sammenbinding’ af DitCentrum og Facebook; derfor formoder jeg, at en del af DitCentrums brugere har et vist kendskab til Facebook.

     

    Alt andet ville dog også være underligt, da Facebook jo omtales nærmest uophørligt bl.a. af journalister som til tider henviser til FB (det hedder Facebook vist nok i smarte kredse) som noget nært et sandhedsvidne, når man ønsker at underbygge denne eller hin påstand.

     

    Nå men folk der som undertegnede anvender Facebook i et eller andet omfang er sikkert osse overordentligt bekendt med de evindelige tests (eller hvad de nu hedder) på Facebook; test hvor man ved at besvare 6-8 simple spørgsmål kan få svar på meget vigtige spørgsmål om sig selv.

     

    Spørgsmål som: ’Hvilken slags påskeæg er du?’; ’Hvilken landsdel passer du bedst ind i?’ Eller ’Hvilket sexlegetøj er du?’

     

    Nu er jeg ikke specielt teknisk begavet (eller begavet i det hele taget) så sådan en test kan jeg desværre ikke lave, men jeg kan lave en mere simpel variation – simpel i den forstand, at man her blot skal vurdere om man er enig eller ej i en række udsagn.

     

    Testen hedder: Er De en rigtig DitCentrum-bruger?

     

    Hvor mange af følgende udsagn er De enig i?

     

    1)  Det danske retssystem er alt for vattet. Dødsstraf, gabestok og alle mulige andre form for lemlæstelse burde genindføres. Enig?

     

    2)  Henning G. er en røv! Enig?

     

    3)  Den største fare i verden, er islam. Enig?

     

    4)  Det er alt sammen de rødes skyld. Enig?

     

    5)  Denne test er åndssvag. Enig?

     

    6)  Det er ham der har lavet den i øvrigt osse. Enig?

     

    7)  Jørgen Poulsen er en ond mand, der stjal alle negrenes penge. Enig?

     

    8) Jeg ved hvem Betterøv er. Enig?

     

    9)  Ytringsfrihed indebærer en ret til at sige nøjagtig hvad man vil om alle andre i enhver tænkelig situation uden efterfølgende at kunne blive gjort ansvarlig derfor.

     

    Kunne De erklære Dem enig i mindst 7 af ovenstående udsagn kan De med rette kalde Dem en rigtig DitCentrum-bruger.

     

    Venligst; Dr. Skiller

     

    PS: Undertegnede ’dumpede’ i øvrigt testen, da jeg kun kunne erklære mig enig i 4 af udsagnene (5, 6, 8……og 2)

      

    posteret Apr 01 2009, 11:48 AM af Dr. Skiller med 3 comment(s)
  • Forår på DitCentrum?

     

    Tør man håbe?

     

    Titter solen nu atter frem….og så oven i købet her på DitCentrum?

     

    Undertegnedes egen aktivitet på DitCentrum har i nogen tid været næsten ikke-eksisterende, da jeg ikke har fundet, at der var særligt meget relevant for mig hverken at læse eller kommentere; hvorfor lysten til selv at bidrage med indlæg også har været ret begrænset (noget særligt tab derved har brugerne nu nok heller ikke lidt)

     

    Men er der nye tider på vej? Eller gamle tider skulle man måske sige….er solen på vej tilbage?

     

    Jeg har i hvert fald med stor glæde konstateret at to af DitCentrums helt store stjerner tilsyneladende er på vej tilbage efter al for lang tids fravær; Suetonius og McQueen rører atter på sig!

     

    Enlig svale gør som bekendt jo ingen sommer….således vel ej heller to svaler; men lad os nu bare håbe.

     

    Kom så McQueen og Suetonius – berig os igen; giv os forår på DitCentrum.

     

    Venligst; Dr. Skiller

     

    posteret Apr 01 2009, 10:32 AM af Dr. Skiller med 5 comment(s)
  • Nørrebro og ministeren

    Nedenstående er d.d. sendt til Udenrigsministeriet i klar forventning om snarlig besvarelse:

       

    Aalborg, den 4. marts 2009

       

    Til rette vedkommende i Udenrigsministeriet (meget gerne ministeren selv)

     

    Jeg henvender mig herved til Dem med en forespørgsel i forbindelse med en nært forestående rejse.

     

    Foreningen Dansk Pirat Selskab – hvori undertegnede er kaptajn – agter at foretage en ekspedition til København, nærmere bestemt området ’Nørrebro’, i perioden 9-15 marts d.å.

     

    Da vores forening er hjemmehørende i Danmark er vores viden om Sjælland (herunder området ’Nørrebro’) desværre forholdsvist begrænset, hvorfor vi venligst anmoder om Udenrigsministeriets hjælp.

     

    Det vi ønsker er en sikkerhedsvurdering fra Udenrigsministeriet.

    Er ’Nørrebro’ efter Udenrigsministeriets vurdering et sikkert rejsemål for danskere i den omtalte periode?

     

    Vi har på Deres hjemmeside forgæves søgt efter rejsevejledning og sikkerhedssituationsvurdering for området ’Nørrebro’

     

    Idet vi har erfaret at Udenrigsministeriet fra tid til anden advarer mod at rejse til givne destinationer, skal vi herved altså venligst anmode om Deres vurdering.

     

    Såfremt vores henvendelse slet ikke er rettet til rette myndighed, beder vi Dem om at videresende nærværende skrivelse under iagttagelse af almindelige principper om god forvaltningsskik.

     

    Vi kan i denne forbindelse oplyse, at vi overvejede at rette vores henvendelse til Borgerrepræsentationen, Efterretningstjenesten eller Tivoligarden men fandt det dog mest sandsynligt, at området sorterer under Dem.

     

    I håbet om en snarlig besvarelse

     

    Dr. Skiller (Dansk Pirat Selskab)

     

  • Det gamle træ i Aalborg

     

    For længe siden, på et sted i Aalborg – præcist hvor og hvornår er ikke så vigtigt – stod der et stort træ (et egetræ, muligvis, jeg er ikke sikker – men det er nu ej heller så vigtigt)

     

    Ingen vidste helt hvordan eller hvorfor det var blevet sådan, men et faktum var det, at man under netop dette træ, dagligt kunne opleve forskellige borgere mødes for at diskutere diverse spørgsmål, fortælle underholdende historier med videre.

     

    Da der ofte fødtes mangt en fornuftig eller i det mindste underholdende tanke under det store træ, blev træet som tiden gik efterhånden et populært sted, hvor mange borgere valgte at stoppe op og lytte; og når de havde gjort det nok til at have samlet mod dertil, bidrog de efter omstændighederne også til samtalerne….med større eller mindre held, da ikke alle var specielt interesseret i selve debatten, men ofte egentlig kun var interesseret i at brøle deres (ofte ret simple) budskab fra bagerste række for derefter at nægte at argumentere herfor (nægtede er måske ikke det rette ord….måske formåede de det bare ikke. Jeg ved det ikke….der er alt sammen så længe siden)

     

    Udefra set – især hvis man ikke hørte efter hvad der egentlig blev sagt – kunne det virke som en succes….en fremgang – der var jo flere mennesker under træet end nogensinde.

     

    Der kom jo nye til hver eneste dag! Ganske vist forsvandt nogle af dem, der havde været der i starten ligeså langsomt; men det bekymrede tilsyneladende ikke. Der kom jo flere til end der gik, som man sagde.

     

    Og der blev sandelig da også sagt (eller brølt) mere end nogensinde; en diskussion om kvalitet/kvantitet kunne måske ha’ været relevant, men den udeblev, for der var jo ingen tilbage, der var interesseret i den slags.

     

    Således endte det gamle træ med at blive et samlingssted for landsbytosser og rablende gadeprædikanter – et sted som byen ikke længere kunne være stolt af, et sted som ikke havde noget at tilbyde byen.

     

    Byrådet…..eller hvem der nu egentlig stod for det…..lod som ingenting, de vidste godt, at de havde sovet i timen, og håbede nu blot på at træet langsomt ville gå ud. Hvis nogen skulle formaste sig til at påpege udviklingen henholdt byrådet sig blot til at der jo altså var flere under træet end nogensinde…basta!

     

    Om træet så gik ud som byrådet havde håbet?

     

    Jeg ved det ikke…..det er alt sammen så frygteligt længe siden….

     

    Venligst; Dr. Skiller

     

    posteret Oct 19 2008, 03:55 PM af Dr. Skiller med 2 comment(s)
  • Lars Tyndskid, Maren i kæret og Skipper fra Hirtshals

     

    Jeg har konstateret, at ham der Skipper oppe fra Hirtshals, i indlægget ’Af en uvidende bonderøvs betragtninger’ har draget visse paralleller mellem undertegnede og Erasmus Montanus.

     

    Fred være med det; jeg er blevet kaldt det, der er meget værre – både på DitCentrum og i den rigtige verden.

     

    Dog må jeg alligevel lige fremkomme med et par bemærkninger, for at præcisere det synspunkt som (bevist eller ubevidst?) er blevet misforstået af Herr Skipper.

     

    Benævnte indlæg er et næsten klassisk, Skipper’sk indlæg, idet det umiddelbart fremstår som den flotteste pakke under træet…indtil man fjerner de smukke sløjfer og det knitrende papir for blot at konstatere, at der endnu engang blot er tale om noget skrammel fra Søstrene Grene.

     

    Bag det smukke sprog og den sværmeriske tale ligger nemlig en – formentlig ganske bevidst – fordrejning af min holdning.

     

    Selvfølgelig kan (og bør) strafferammer mv. diskuteres af alle uanset uddannelse- og erhvervsmæssig baggrund. Dette kan vel næsten kaldes en demokratisk pligt (i moralsk henseende); men diskussionen bør jo tages generelt og objektivt og ikke på baggrund af en konkret og enkeltstående sag, hvor folk lader følelserne løbe af med sig (jeg behøver vist ikke at henvise til de mange eksemplar herpå, der findes bare på DitCentrum)

     

    Man kan vel sige, at man bør diskutere de overordnede principper som den lovgivende magt bør fastlægge, i stedet for at tude over den dømmende magt som jo blot arbejder indenfor de rammer, der er blevet den givet.

     

    Der er jo en grund til at vi (som vælgere) selv vælger vores Folketingsmedlemmer, mens vi ikke selv vælger vores dommere.

     

    Diskussionen bør således tages f.eks. i forbindelse med et Folketingsvalg og ikke med tårer i øjnene og kogende blod efter en bestialsk hændelse.

     

    Denne fokus på enkeltsager er plat og usmagelig…men hvis Herr Skipper og andre på den måde vil en tur i kanen med Bjarne Laustsen og ligesindede, kan jeg jo ikke gøre meget ved det…men så kommer de i min verden altså bare til at fremstå som uvidende bonderøve.

     

    Når krydset skal sættes til næste folketingsvalg er Dr. Jur. Eva Schmidt, Lars Tyndskid, Maren i kæret og Skipper fra Hirtshals’ stemme naturligvis lige meget værd.

    Når det derimod gælder om at forholde sig til en konkret dom, er jeg fortsat ikke sikker på at det samme er tilfældet.

     

    Venligst; Dr. Skiller

     

    PS: Herr Skipper: Jeg er ganske enig i Deres udmærkede betragtninger omkring sammenligningen af kunst og demokrati (eller hvad vi nu skal kalde det – jeg er sikker på at De ved hvad jeg hentyder til) reelt er en uegentlig sammenligning, der ikke holder.

    Men gik den, så gik den….og det gjorde den vist osse indtil De så korrekt påpegede, at den ikke gik.

     

  • Rasmus Popenda og Mona Lisa

     

    På Louvre hænger der et billede, der kaldes Mona Lisa – egentlig hedder det vist nok La Gioconda, men lad os nu bare kalde det Mona Lisa.

     

    Billedet omtales tit som et af verdens ypperligste. Jeg har ikke en skid forstand på malerkunst og værdien af min personlige vurdering af værket vil derfor i sagens natur have en ret begrænset værdi.

     

    Det er et herre-grimt billede. Farvevalget er amatøragtigt. Hendes efter sigende så underfundige smil er til grin. Rammen er dum. Og ham der L;eonardo da Vinci var i det hele taget bare talentløs…

     

    Er der nogen der lytter? Betyder min analyse af Mona Lisa noget?

     

    Nå ikke?

     

    Okay så…

     

    Men hvorfor skal alle mulige uvidende bonderøve så gøre sig kloge på den dom Landsretten fredag afsagde i sagen omhandlende episoden ved Aalborg Stadion?

     

    Hvorfor skal jeg høre på den blodtørstige pøbels krav om livstid eller dødsstraf?

     

    Hvorfor holder man ikke bare kæft, når emnet er noget man ikke har den mindste smule begreb om?

     

    Retssystemet er ikke baseret på følelser og må aldrig være det!

     

    Min analyse af Mona Lisa har nøjagtig samme værdi som pøbelens vurdering af Landsrettens dom i benævnte retssag. Det er dybt pinligt at opleve en nation af forholdsvist veluddannede individer reagere som man kan konstatere i denne sag.

     

    Venligst; Dr. Skiller

     

    posteret Aug 10 2008, 10:37 AM af Dr. Skiller med 22 comment(s)
  • DitCentrum'sk

     

    1.

    Ja nu er det måske ikke så vigtigt eller interessant, men det har jo sådan set aldrig holdt mig tilbage, så I får lige historien alligevel.

     

    Her i formiddags kl. 10.30 var jeg ude på min daglige cykeltur…vejret er nemlig ikke til at være ude i kolonihaven for tiden – min kolonihave hvor jeg i øvrigt selv laver strøm ved hjælp af solceller; strøm til min bærbare som har trådløs internetforbindelse…jow jow.

     

    Nå men jeg kom altså cyklens da jeg så en smadderflot rød bil. Jeg har taget et billede af den som jeg nok skal uploade snarest.

     

    Det var en god dag på cyklen.

     

    Spørgsmål og kommentarer er velkommen på min private mail.

     

    2.

    Da jeg her forleden dag skulle til et foredrag med den knivskarpe Per Clausen fra Enhedslisten blev jeg nødsaget til at begive mig helt til Aalborg, idet arrangementet var henlagt til skur nr. 16 i Fjordbyen.

     

    Jeg benyttede mig naturligvis af offentlig transport, og der fra bussen så jeg, da vi kørte oppe på broen, en bil der fangede min opmærksomhed.

     

    Mærke og model bed jeg, om jeg så må sige, ikke mærke i, da den slags materielle trivialiteter ikke har min interesse, næh det der fangede min opmærksomhed var bilens farve; den var nemlig rød!

     

    Jeg rejste mig begejstret og hylede ’Rød Front’ og ’Røv eller kammerat’ og satte mig så ellers igen idet jeg stillede mig selv spørgsmålet: ’Læste manden i bilen mon bøger?’

     

    Hvilket fik mig til at tænke på de seneste 12 bøger jeg selv havde læst….dagen før.

     

    3.

    Puha….her i formiddags kom jeg lige kørens over fra Nusse med La Niña (ja jeg har nemmerlig boet i Spanien) i barnevognen.

     

    Jeg blev bare nødt til at komme væk fra mit lille hus (mi casa pequeña) som er ved at blive bygget om. Med den tid det efterhånden har taget, begynder jeg at tro at det er samme entreprenør som ham der arbejder på La Sagrada Familia vi har fået fat på – tøhø.

     

    Nå men som sagt kom vi kørens oppe på broen, da jeg så en rød (rød som striberne i det spanske flag) bil komme kørens lige forbi os.

     

    Jeg tænkte: Hmm…..det må jeg da kunne lave et bette indlæg om, og da det var 24 minutter siden jeg sidst havde skrevet ét tænkte jeg at det var tid at vende hjem (volvér)

     

    Så det gjorde jeg

     

    4.

    Nødsaget af omstændighederne måtte jeg forleden dag midlertidigt forlade mit elskede Vendsyssel på en kort færd søndenfjords – nærmere bestemt Aalborg.

     

    Da jeg arriverede på Limfjordsbroen, fangede mit øje noget interessant.

     

    Jeg tænkte: ’Hvad er dog det for en himstregims? Eller er det måske ligefrem en dingenot?’

     

    Det viste sig dog blot at være et rødt automobil…måske skulle man alligevel erhverve et par rigtige briller i stedet for dem fra Tiger, som jeg fortiden anvender.

     

    Bilen fik mig til at tænke på min satans genbo som tilsyneladende nægter at overholde rigets måske vigtigste ordenforskrifter – reglerne om parkering.

     

    Bilens røde farve fik mig endvidere til at tænke på det blod, jeg frygter, vil løbe i gaderne, hvis ikke snart politikerne tager truslen udefra alvorlig.

      

    5.

    Forleden dag skulle jeg med tøserne ude fra Vejgaard Boldspilsklub til Asaa for at spille en kamp.

     

    På vej derop så jeg oppe på broen en rød bil….

    …OG SÅ ER DER I ØVRIGT IKKE MERE AT SIGE OM DET. EMNET ER IKKE TIL OFFENTLIG DISKUSSION; OG HVIS DER ER NOGEN DER IKKE KAN FORSTÅ DET, KAN DE FÅ EN KARANTÆNE ELLER EN UDSMIDNING LIGE I FJÆSET!

     

    BASTA!

     

    DIXI!

     

    posteret Aug 06 2008, 11:41 AM af Dr. Skiller med 6 comment(s)
  • Frøken Simonsens enerverende påståelighed

    Men det bli'r vi nu to om at bestemme, Herr Frobenius!

    Venligst; Dr. Skiller

    posteret Aug 02 2008, 12:47 PM af Dr. Skiller med 6 comment(s)
  • Dyrepsykologi

     Dyrepsykolog?!

    Vorherre til hest (hmm…måske ikke det bedste udtryk i denne sammenhæng)….dyrepsykolog!

    Jeg ved ikke lige, hvordan jeg fuldstændigt tilfældigt google’de ind i siden www.dyrepsykologen.dk, hvor man tilsyneladende i dyb alvor fortæller om, hvad man skal stille op når kæledyrene udviser adfærdsproblemer.

    Mage til kvaksalverisk pseudo-videnskab skal man efter min bedste overbevisning sgu’ lede længe efter….men måske er der penge i lortet?

    Måske kan man lave en nebengeschäft, hvor man kan narre lidt gysser ud af uvidende og godtroende mennesker ved at diagnosticere deres undulat som psykopat; påstå at deres lille mis er skizofren eller at deres gamle vovhund lider af forfølgelsesvanvid i særlig svær grad…

    Det var måske en idé…

    Men hvordan bli’r man mon dyrepsykolog?

    Aner det ikke, men det er sgu’ nok ikke så let….med mindre man selvfølgelig er født med hestevisker-evner….og det er jeg vist nok ikke.

    Men så må man jo gå den tunge gang og slide sig gennem dyrepsykolog-uddannelsen.

    I disse dage er det jo åbenbart blevet så populært at kombinere et ophold i Hotel Gitterly med uddannelse; Rasmus Trads blev så vidt jeg husker opgraderet fra almindelig svindler til journalist, og Peter Brixtofte agter åbenbart at lære tyrkisk.

    I og med han i rødvinstågerne ofte fremstår temmelig kaudervælsk, skulle det næppe blive det store problem med det tyrkiske….men nu må vi se….øh…eller høre…

    Nu står jeg ganske vist heldigvis ikke lige for at skulle i brummen, men hvis nu en eller anden tilfældig byretsdommer en dag skulle få den mærkelige idé at udelukke mig fra samfundet i en given periode, tror jeg sgu’ det vil blive dyrepsykolog-uddannelsen, jeg ville hoppe på.

    Muh, mæh, mjav og vov….vi ses på briksen i min konsultation!

    Venligst; Dr. Skiller

     

    posteret Jun 13 2008, 06:28 AM af Dr. Skiller med no comments
  • Piraternes brev til panserne


    På vegne af Dansk Pirat Selskab skrev undertegnede d.d. således til Politiet (vi afventer fortsat svar, og skal nok offentliggøre det, når vi engang har fået det)


    Politimesteren i Aalborg….eller Nordjylland

    Ærede Politimester…politidirektør eller hvad sådan noget nu hedder nu om dage.

    Jeg kontakter Dem på vegne af foreningen Dansk Pirat Selskab, hvori jeg selv har den store ære at være Kaptajn.

    Baggrunden for min henvendelse er, at jeg er i tvivl om hvorledes jeg skal forholde mig til en konkret problemstilling.

    Dansk Pirat Selskab er nemlig blevet inviteret til en fødselsdagsfest hos én vi kender, der hedder Bjarne (og som for øvrigt er medlem af Dansk Pirat Selskab Support)

    Dette er jo som sådan ikke et problem – tvært i mod; Bjarne er faktisk smadder-flink.

    Problemet består i, at Bjarne ønsker sig en hobby-kniv og en samt en Global kniv til filetering.

    Jeg bør nok nævne, at Bjarne bor i Jomfru Ane Gade….ja naturligvis ikke på en af barerne men i en af de lejligheder, der ligger ovenpå.

    Og nu kan De måske begynde at se, hvor jeg vil hen med denne skrivelse.

    Vi er nemlig inviteret derned fredag den 20. juni klokken 20.00, og vi har jo i medierne hørt om visitationszoner, kamera-overvågning osv.

    Vi skal derfor venligst anmode Dem om at oplyse, hvorledes vi får transporteret gaverne op til Bjarne uden at risikere at komme i klammeri med ordensmagten (vi har stor respekt for den indsats De yder for at komme den meningsløse vold til livs)

    Var det muligt, at vi kunne få politieskorte? Eller er det nok med en forudgående tilladelse til transporten? Og kan De i givet fald udstede en sådan?

    Og er det overhovedet Dem jeg skal kontakte, eller er det måske Hjemmeværnet?

    Vil De venligst oplyse mig, hvad vi gør i denne prekære situation.

    På vegne af Dansk Pirat Selskab;
    Kaptajn Skiller (a.k.a. Lasse R.T. Jacobsen)

  • Tillykke til Prins McFanden

    'McQueeeeeeeen....,han har føssesdag og det har han jo og det er i daaaag....'

    Nå ja og det har Prins Henrik og Fanden i øvrigt osse.

    Uden yderligere sammenligning....Tillykke til alle tre!

    Venligst; Dr. Skiller

    posteret Jun 11 2008, 02:12 PM af Dr. Skiller med 5 comment(s)
  • At feje for egen dør

     

    Pinsen er netop overstået; i forbindelse med den – altså Pinsen – blev jeg af min ellers så dejlige og intelligente kæreste kommanderet ud foran døren for at feje.

     

    Vigtigt var åbenbart at jeg fejede ind mod døren. En gammel tradition tilsiger nemlig tilsyneladende, at hvis man 2. Pinsedag fejer ind mod døren, skulle man på den måde kunne samle lykke til hjemmet til resten af året.

     

    Om det er noget hun har slæbt med sig nede fra fjollede Fyn skal jeg ikke kunne sige, men komplet åndssvag følte jeg mig i hvert fald, da jeg gjorde det….men selvfølgelig gjorde jeg da det; man gør jo generelt klogt i at gøre hvad sådan en Prinsesse befaler….

     

    Og det er da sådan set osse gået rigtigt godt siden…..men det gjorde det nu egentlig også før, så om det skyldes mine Meyer-agtige udfoldelser med kosten, vil jeg mellem Dem og mig sagt nok betvivle en kende.

     

    Nå men om ikke andet fik det mig til at tænke på en ting, som måske kunne være relevant her på DitCentrum – absolut ikke mindst for mig selv, men dog osse for en del andre.

     

    Nemlig det der med at feje for egen dør….

     

    NORDJYSKE laver fejl (det gør alle), NORDJYSKE laver også mange fejl og ofte kan man undre sig over hvordan de mest underlige formuleringer og den til tider meget alternative ortografi kan slippe igennem uden, at en eller anden opdager det, inden det publiceres.

     

    Jeg er principielt enig i, at det er for dårligt og at det må være fair nok at stille større krav til NORDJYSKEs sprogfærdigheder end hvad man kan forvente hos os andre amatører.

    Derfor er det også okay, at man påpeger de mest miserable og beskæmmende fejl samt de der af en eller anden årsag bare er morsomme, men jeg synes måske nok, at der her på DitCentrum er opstået en tendens til, at selv den mindste slå-fejl eller lignende skal udbasuneres og ’misdæderen’ skal gøres til komplet idiot.

     

    I den henseende kunne det måske være formålstjenstligt om vi alle forsøgte at feje for egen dør; for hvem af os laver ikke disse fejl? Jeg gør i hvert fald (der er sikkert flere eksempler bare i nærværende tekst)

     

    Kan vi ikke prøve at lade være med at hænge os i petitesserne, hvis NORDJYSKE så ellers vil love at de opper sig lidt?

     

    Lad blot den rene kaste den første sten….men fortæl mig dog inden, hvem der i denne henseende kan påstå, at han er ganske ren.

     

    Venligst; Dr. Skiller

     

  • Indsamling på DitCentrum

    Vil NORDJYSKE Medier venligst oplyse, hvor meget Nibe Festivalen har betalt for den død-enerverende banner-reklame øverst på DitCentrums forside.

    Jeg vil, efter at have fået besvaret dette simple spørgsmål, starte en indsamling blandt DitCentrums brugere, således at vi kan overbyde Nibe Festivalen og få fjernet denne pisse-irriterende reklame snarest.

    Aldrig før har jeg dog som i år ønsket at festivalen drukner i regn.

    Venligst; Dr. Skiller

    posteret May 20 2008, 09:57 AM af Dr. Skiller med 7 comment(s)
Flere indlæg Næste side »

Denne blog

Syndikering