Nyheder
Job
Radio
Klub
DitCentrum
Folk & Fag
Ugeaviserne
Hjælp
Annoncering
Om Nordjyske
Forside
Blogs
Forum
Billeder
i
Forside
Nyheder fra NORDJYSKE
(Alt)
DitCentrum.dk er skabt af dig og din mening -
opret dig her
Forside
November 2006 - Indlæg
Enkemand i pensionsklemme
Snydes for sin afdøde hustrus tjenestemandspension, fordi de blev gift otte måneder for sent.
Af Af Lone Beck
- Det er røveri ved højlys dag - med statens godkendelse!
Sådan siger den 66-årige gartner og lokalpolitiker Niels Christiansen, Rakkeby, der må sande, at han går glip af sin afdøde hustrus tjenestemandspension, fordi parret blev gift på det forkerte tidspunkt.
Niels Christiansen slog pjalterne sammen med den jævnaldrende Inga i 1968, og parret holdt sammen lige indtil Ingas død i sommer. Selv om de fik to børn sammen, tænkte de ikke på at gifte sig - før det var for sent.
Se at blive gift
- Vi skrev testamenter i foråret 2000, fordi vi ville sikre hinanden. Det var i den forbindelse at advokaten sagde, at vi skulle se at blive gift, og så gjorde vi det, fortæller Niels Christiansen.
Inga blev pensioneret i 1999 pga. sygdom, men det faldt ikke parret ind, at det kunne blive et problem, at de først blev gift, efter at hun forlod arbejdsmarkedet. De troede at samlevende par nutildags er ligestillet med ægtepar.
- Fra min pension fik jeg at vide at det var ligegyldigt om vi kun var samboende. Vi gik ud fra at det samme gjaldt for Ingas pension, siger Niels Christiansen.
De fleste pensioner er rent faktisk ændret, så samboende er ligestillet med gifte, men det gælder ikke for tjenestemandsansatte, og Inga var socialpædagog og ansat som tjenestemand under Nordjyllands Amt.
For tjenestemænd, der dør før deres mand eller kone, udbetales pension kun til ægtefællen, hvis ægteskabet er indgået, inden ansættelsesforholdet ophørte.
Fuldkommen vanvittigt
- Hvis jeg var død først, havde Inga automatisk fået mine pensioner, og havde vi giftet os otte måneder før, havde jeg ikke haft noget problem i dag, sukker Niels Christiansen.
- Jeg synes det er fuldkommen vanvittigt. De regler skal laves om. Vi har indbetalt til pension på lige fod med dem, der er gift.
Niels Christiansen har via sin advokat klaget til Nordjyllands Amt over afgørelsen. Desuden har han fortalt folketingsmedlem Ole Stavad om sagen, og Ole Stavad har stillet spørgsmål til finansministeren og foreslået at reglerne ændres.
Men det hjælper ikke meget. Reglerne er som de er.
- Jeg vil køre videre med sagen. Men min advokat siger jeg er i en håbløs situation, siger Niels Christiansen.
100.000 kr. om året
Han mister lige godt 100.000 kr. om året før skat, fordi han ikke kan få sin hustrus pension.
- Min pension er i forvejen ikke for stor, fordi jeg er politiker. Jeg er som den eneste i kommunalbestyrelsen blevet trukket i løn, når jeg skulle deltage i møder. Desuden blev jeg fyret tidligt pga. sygdom. Men det går alligevel, for jeg er i den heldige situation at jeg ikke har gæld og har en billig husleje. Jeg synes bare det er urimeligt.
lone.beck@nordjyske.dk
posteret
Nov 30 2006, 10:45 PM
af NORDJYSKE med
no comments
Vi julerejser som aldrig før
Rejsebranchen nyder godt af, at flere vender julestress ryggen.
Af Af Martin Bach
NORDJYLLAND: Antallet af danskere, der vælger at rejse fra jule- og nytårsræs, har aldrig været større.
Hos DTF Travel i Hjørring er salget af julerejser mere end fordoblet i forhold til sidste år.
- Vi begyndte at sælge julerejser for tre-fire år siden. I år er det for alvor slået igennem som et accelererende marked. Men størstedelen af de danskere, der køber ferie i julen, bliver inden for landets grænser. Det helt store hit er Ribe. Her er vores ophold revet væk, siger direktør Henrik Jørgensen, der ikke er i tvivl om, hvorfor folk i tusindtal er fristet til at tilbringe julen langt fra hjemmet.
- Mange har travlt i en hverdag præget af stress og jag. Derfor vil man undgå, at også julen bliver til stress. Og så vælger flere at holde den uden for hjemmet, hvor maden bliver serveret, siger Henrik Jørgensen, der peger på Hamborg, Malmø, Rostock og Lübeck som nogle af de populære juledestinationer.
En julerejse på to-tre dage koster fra 599 kroner og op.
På gavejagt i London
Også hos det mindre rejsebureau Alpe Tours i Gistrup nyder man godt af julerejsende nordjyder:
- I forhold til sidste år er salget af skirejser i julen steget med 25 procent, siger Kirsten Steen Madsen, der forklarer fremgangen med, at flere danskere har opdaget, at det er forholdsvis billigt at rejse i julen.
Men ikke kun julerejser er i høj kurs. December er i det hele taget blevet en travl måned for rejsebureauerne.
- Vi sælger også godt i julen, men det helt store skred ser vi inden for rejser i løbet af december. Der er en kraftig vækst i antallet af personer, der tager på juleindkøbstur til London og Berlin. Det hænger selvfølgelig sammen med, at det med Sterling er blevet billigere at flyve fra Aalborg, siger Peter Rønholt, direktør for Best Travel i Aalborg.
martin.bach@nordjyske.dk
posteret
Nov 30 2006, 10:43 PM
af NORDJYSKE med
no comments
5. klasse får årets handicappris
5. klasse på Astrup Skole i Arden Kommune får Nordjyllands Amts årlige handicappris, fordi klassen på forbilledlig vis har fået to handicappede kammerater med ind i klassens liv.
Af Af Bente Lembo
Selv om Morten Ankerstjerne og Kasper Rønde Kongensgaard ikke kan løbe lige så stærkt som kammeraterne og bliver hurtigere trætte, så bliver de altid spurgt, om de vil være med til at spille fodbold.
Ingen drillerier
Og der er aldrig nogen, der driller de to drenge, der har spastiske lammelser. Ved prisoverrækkelsen sagde formanden for amtets socialudvalg Bent Pedersen (S) til eleverne i 5. klasse, at deres sammenhold og kammeratskab er noget, vi voksne kunne lære meget af.
Inspektør Rita Rydborg mener at klassen har grund til at være stolt af, at den så flot lever op til Astrup Skoles målsætning om, at alle skal behandles ordentligt.
Hun siger, at Astrup Skole har lært at være rummelig, ikke mindst fordi den har et stort antal elever i specialklasse.
Vant til forskelle
Når der er så stor brogethed på en skole, vænner man sig til det, og forskellene springer ikke længere i øjnene, forklarer Rita Rydborg.
To af de ikke-handicappede elever i den prisvindende 5. klasse, Thomas Olesen og Jaylen Høgh, fortæller, at de ikke tænker videre over, at Kasper og Morten har et handicap.
- Man kan ikke tro, at de er handicappede. De er jo bare venner, siger Jaylen Høgh.
bente.lembo@nordjyske.dk
posteret
Nov 30 2006, 10:42 PM
af NORDJYSKE med
no comments
Sej strid bag sent valgmøde
Alle kandidater til bestyrelsen i fælles debatmøde - på trods.
Af Af Søren Beukel Bak
Først var der udsigt til en valgkamp helt uden debatmøder.
Så lignede det et debatmøde med kun tre af fem kandidater - men det ender med en diskussion, hvor alle fem tropper op.
Derfor får de studerende ved Aalborg Universitet (AAU) i dag lejlighed til at møde alle dem, der bejler til de to pladser, som universitetets bestyrelse har til studerende.
Det foregår i den store kantine på Fibigerstræde i dag kl. 11. Studentersamfundets tre og Frit Forums to kandidater har alle lovet at møde frem.
Forud for mødet er gået en række diskussioner mellem de to lister. Studentersamfundet insisterede på at stille med alle sine kandidater, mens Frit Forums spidskandidat Nikolaj Vad ville have et møde en-til-en, altså ham i debat med en af Studentersamfundets kandidater.
- Vi deler ikke opfattelsen af liste mod liste. Vi foreslog så et møde med to fra hver liste - så måtte den ene af vi tre undlade at deltage. Men det blev også afvist, siger Anders Hvashøj. Han er en af Studentersamfundets tre kandidater og den eneste af de nuværende bestyrelsesmedlemmer, der genopstiller.
Gav op
Onsdag opgav parterne at lave et fælles arrangement.
I stedet besluttede Studentersamfundet at stille op med sine tre kandidater ved et debatmøde i dag fredag - og samtidig fik Frit Forum buddet om at være med.
Det takkede listen ja til, omend ikke med udpræget glæde.
Derfor kan de studerende møde alle fem i dag.
- Vi ville ikke være med til en-til-en mødet, for vores tre kandidater har forskellige meninger på nogle punkter. Naturligvis er de grundlæggende enige om at varetage de studerendes interesser, men hver især har nogle mærkesager. Dem skal de have mulighed for at præsentere, forklarer Jeppe Mulvad Larsen, uddannelsespolitisk ordfører for Studentersamfundet.
Hos den socialdemokratiske Frit Forum er spidskandidat Nikolaj Vad ikke særlig begejstret for udfaldet. Men både han og medkandidaten Karen Rubæk Holm stiller op til dagens debatmøde:
- I princippet går Karen og jeg ind for de samme synspunkter, så jeg har svært ved at forstå, hvorfor vi ikke kunne lave mødet en-mod-en. Jeg opfatter Studentersamfundet som én liste, men hvis de står for noget forskelligt, så ved man jo ikke, hvad man får ved for eksempel at stemme på listen.
Samtidig ærgrer han sig over at få invitationen med bare et døgns varsel:
- Men selvfølgelig kommer vi. Alle studerende er blevet indbudt, og så ville det være underligt, hvis vi ikke var til stede, siger Nikolaj Vad.
Valget foregår fra mandag til torsdag i næste uge.
soeren.bak@nordjyske.dk
posteret
Nov 30 2006, 10:41 PM
af NORDJYSKE med
no comments
Vi skal nok nå det
Kommuner og i amtet har flyttedag - men borgerne vil næppe mærke ret meget, siger topchefer.
Af Af Søren Wormslev
NORDJYLLAND: Amtspolitikerne er blevet sat til vægs. Eller deres stole er i hvert fald.
Amtsrådssalen på amtsgården i Aalborg Øst, hvor politikerne plejer at træffe deres beslutninger, er midlertidigt inddraget til andre formål (og amtsrådet henvist til at holde deres møder udenhus).
Årsag: Der bygges og flyttes om. På amtsgården som på de fleste af landsdelens rådhuse.
Håndværkerne og flyttekasserne er de konkrete tegn på, at meget skal laves om, når strukturreformen træ-der i kraft 1. januar. Ansatte skal skifte arbejdsplads, kontorer lægges sammen osv.
Men spørger man rundt i amt og kommuner, lyder meldingen fra den administrative ledelse næsten entydigt: Vi skal nok nå det. Og lige så klart er signalet, at det store flertal af borgerne formentlig dårligt kommer til at mærke flytterierne.
- Vi har sat de borgerrettede opgaver i højsædet. Det betyder, at der i hele perioden vil være nogen, man kan henvende sig til personligt eller telefonisk, siger Erik Odder, kommunaldirektør i Rebild.
Han er i virkeligheden mest bekymret for de ansatte:
- I denne tid trækker vi på medarbejderne i et omfang, som ikke er holdbart i længden. Derfor skal vi internt have forståelse for, at man nogle steder måske bider lidt af hinanden, fordi der er ekstra travlt - og vi skal huske hinanden på, at dette er et forbigående fænomen, siger Erik Odder.
Ingen alarmklokker
I Ny Hjørring er kommunaldirektør Jesper Christensen også optimist:
- Der er ingen alarmklokker, der ringer. Vi har personalet på plads, og telefoner, der virker. Den største udfordring er nok it, men her lyder meldingerne fra vore samarbejdspartnere på, at også dét går efter bogen, siger han.
Hovedparten af landets kommuner har KMD som hovedaktør på it. Computersystemerne lukkes ned, når personalet går hjem 22. december, og de kan først bruges igen, når der står 2007 på kalenderen.
Det betyder, at der mellem jul og nytår bliver behov for at improvisere, hvis borgere har akut brug for hjælp.
I Aalborg er man ved at pudse beredskabsplanerne af.
- Helt konkret betyder nedlukningen af computerne, at man godt mellem jul og nytår kan melde eksempelvis flytning eller lægeskifte. Men ændringerne indberettes først til de centrale systemer efter nytår, siger vicekommunaldirektør Jørgen Litske Petersen.
Står en borger i en akut nødsituation, kan han eller hun godt få en økonomisk håndsrækning, selv om computerne ikke virker i de tre arbejdsdage mellem jul og nytår.
- Vi klarer det på anden vis. Vi vil gøre alt for, at borgerne ikke mærker det, og vi er faktisk ret fortrøstningsfulde, siger Jørgen Litske Petersen.
900 skifter plads
I Aalborg bliver ugen op til jul den store flyttedag. 900 ansatte skal skifte skrivebord. Mens det sker, vil kolleger passe telefonen, så ingen går eller ringer forgæves.
- Men det kan da godt være, at en borger i nogle tilfælde vil få at vide, at vi kontakter ham om nogle timer eller i morgen, når den faste sagsbehandler er på plads, siger vicekommunaldirektøren.
På amtsgården i Aalborg rykker en del ansatte ud, men der er også andre, der rykker ind.
- Men vi tror ikke, borgerne vil mærke det helt store til, at vi flytter rundt, siger amtskommunaldirektør Per Okkels, der også bliver administrativ chef i Region Nordjylland.
- Vi har valgt at prioritere netop det borgervendte højest. Det betyder, at der er andre ting, vi venter med at bruge kræfter på til det nye år. Det gælder eksempelvis udformningen af en personalepolitik, siger Per Okkels.
soeren.wormslev@nordjyske.dk
posteret
Nov 30 2006, 10:39 PM
af NORDJYSKE med
no comments
Krav om svar fra minister i muslingesag
SF’ere vil have ministre til at forholde sig til ulovlige udledninger.
Af Af Lasse Damsgaard
De to MF’ere Pernille Vigsø Bagge og Kresten Touborg kræver nu, at miljøminister Connie Hedegaard (K) og fødevareminister Hans Chr. Schmidt (V) forholder sig til ulovlige udledninger til Limfjorden fra muslingeindustrien.
En af synderne er muslingevirksomheden Dan Shellfish i Aggersund Syd.
De to SF-folketingsmedlemmer vil have begge ministre til at forholde sig til ulovlige udledninger af vand til Limfjorden, som stammer fra forarbejdningen af de muslinger, som ikke er fanget i Limfjorden, men i andre farvande, der har lavere sundhedsstatus end Limfjorden.
Dan Shellfish i Aggersund er en af de virksomheder, der får store mængder muslinger fra andre danske farvande.
Det er ulovligt at lade vandet fra de skyllede muslinger ende i Limfjorden, fordi de danske farvande er opdelt i områder, og her har Limfjorden en højere status end eksempelvis de områder på Nordfyn, Vejle Fjord og Isefjorden, hvor Dan Shellfish får nogle af sine leverancer fra.
Kræver ministersvar
De to SF’ere vil have ministrene til at redegøre for om kommunen, amtet og andre kontrolinstanser har levet op til deres rolle som tilsynsmyndighed og samtidig vil de have svar på, hvordan fremtidens kontrol sikres efter lovens krav.
- Vi frygter virkelig for, hvordan det vil gå med tilsynet på området, når amterne forsvinder efter nytår, siger Pernille Vigsø Bagge, der sagtens kan forestille sig, at ministrene bliver indkaldt til samråd omkring sagen, hvis de ikke i første omgang svarer tilfredsstillende på de to SFeres spørgsmål.
I øjeblikket forhandler muslingeerhvervet med Fødevarestyrelsen om ændringer, som vil betyde, at det bliver lovligt at skylle muslinger fra andre farvande og udlede vandet til Limfjorden, som det er tilfældet i Aggersund.
lasse.damsgaard@nordjyske.dk
posteret
Nov 30 2006, 10:38 PM
af NORDJYSKE med
no comments
Betjent står til at miste jobbet
Landsretten satte straffen ned, men det kan formentlig ikke redde politimandens job.
Af Af Carl Åge Østergaard
En 49-årig politimand blev i går i Vestre Landsret idømt fængsel for vold og trusler mod sin kone.
Dommen medfører formentlig, at politimanden bliver afskediget.
Det afgøres af Rigspolitiet. Men så sent som i sommer blev en anden politimand i Frederikshavn afskediget, efter at have fået en betinget fængselsstraf for dødstrusler i en familiær strid.
I den aktuelle sag blev den 49-årige dømt for tre gange inden for et døgn at have truet med at ”pløkke hovedet af” sin kone, hendes børn og en af konens kolleger, som han mistænkte hende for at have et forhold til.
Det var i telefonsamtaler med en ven og med vennens kone, at skudtruslerne blev fremsat.
Sindsbevægelse
Vennen, der også er ansat i politiet, tog den første trussel som et udslag af sindsbevægelse, efter at den 49-åriges kone samme dag var flyttet hjemmefra.
Men da den 49-årige dagen efter to gange gentog truslen, anmeldte vennen ham.
Derefter blev den 49-årige forment adgang til politiets våbenskab. Nogle måneder senere blev han suspenderet.
Kontrolfreak
Gennem afhøringer af den 49-åriges kone og andre familiemedlemmer fik politiet kendskab til, at det brudte ægteskab havde været præget af vold og trusler.
Den 49-årige undgik at slå, men udstedte forbud og udøvede kontrol med konen ved telefonisk at tjekke, hvad hun lavede, når han var på arbejde.
Nogle gange truede han med at slå hende eller hendes børn ihjel. Andre gange greb han hende om kæben og pressede hende op mod en væg, eller han klemte hende med begge hænder om halsen, så hun fik blå mærker.
Dem skjulte hun effektivt under højhalsede bluser.
- I perioder var han sjov og hyggelig at være sammen med. Men så kunne han få disse anfald, forklarede hun i retten.
Problemer med sønnen
- Nogle gange skete det, fordi der var problemer med hans søn fra et tidligere ægteskab. Andre gange på grund af stress på jobbet.
Den 49-årige erkendte, at han er jaloux, men nægtede at have været voldelig.
Han kunne ikke huske, at han havde fremsat trusler.
Sagen mod ham tog en ny og alvorlig drejning, da han i februar blev sigtet for trusler mod et vidne og varetægtsfængslet.
Landsretten vurderede dog lige som byretten i Frederikshavn, at truslerne ikke kunne henregnes under den skærpende bestemmelse om vidnetrusler, der har en strafferamme på otte års fængsel.
Den 49-årige har tre gange inden for det seneste år været indlagt på psykiatrisk sygehus og er blevet mentalundersøgt.
Mentalerklæringen fastslår, at han ikke er sindssyg og heller ikke var det ved fremsættelsen af truslerne.
Landsretten og byretten var enige om skyldsspørgsmålet, men landsretten nedsatte strafudmålingen til 60 dages fængsel, som er afsonet i varetægt.
Byrettens strafudmåling lød på fire måneders betinget fængsel - hvoraf de to måneder altså var afsonet i varetægt - samt samfundstjeneste.
Landsretten begrunder bl.a. udmålingen med, at politimanden fremsatte truslerne om at skyde på et tidspunkt, hvor han var i stærk uligevægt efter hans kone havde forladt ham.
carl.aage.oestergaard@nordjyske.dk
posteret
Nov 30 2006, 10:36 PM
af NORDJYSKE med
no comments
19-årig: Jeg kørte ikke
En 19-årig mand fra Aars slap forholdsvis billigt fra en soloulykke i aftes ved 19.30-tiden ud for Løkkensvej 456 i Stenum vest for Brønderslev.
Af Af Esben Heine
Den 19-årige var den eneste person, Falck og politiet mødte på ulykkesstedet. Ulykkesbilen kørte ad Løkkenvej mod vest, og ud for Løkkenvej 456 kom bilen ud i rabatten, hvor førereren mistede herredømmet over bilen. Den havnede på hovedet i en stor grøft på modsatte side af kørebanen.
Falck-folk fik bilen vendt om for at se, om der var andre personer. Manden forklarede, at han ikke selv havde kørt bilen, men han kunne ikke huske navnet på den person, der skulle have siddet bag rattet. Han forklarede, at han ikke kørte, fordi han slet ikke har noget kørekort. En hundepatrulje fra Hjørring Politi blev tilkaldt, og hundene forsøgte at finde frem til den anden person, der skulle have været i bilen, men hundene fandt ikke nogen.
Politiet har en teori om, at det er den 19-årige, der har kørt bilen. Han kom en tur på sygehuset, men han er ikke kommet alvorligt til skade.
esben.pedersen@nordjyske.dk
posteret
Nov 30 2006, 10:34 PM
af NORDJYSKE med
no comments
Polske håndværkere anmeldt
Fagforbund mener, at deres ophold og arbejde i Mejlby er dybt ulovligt.
Af Af Ole Jensen
Efter et tip fra en lokal beboer i Mejlby i Himmerland om ulovlig polsk arbejdskraft har fagforbundet Træ-Industri-Byg i Hobro været på uanmeldt besøg på en byggeplads i landsbyen.
- De fire håndværkere var i gang med at renovere et ældre hus. Vi fik oplyst navnet på ejeren af det polske byggefirma, men hans opgivne momsnummer er totalt ukendt for Told & Skat. Af samme grund har vi nu skriftligt anmeldt de polske håndværkere til kriminalpolitiet i Hobro, da vi mener deres ophold og arbejde er i strid med udlændingeloven, fortæller Jens Møller Jacobsen, næstformand i fagforbundet i Hobro.
Hos Hobro Politi har vicekriminalinspektør Søren Eld ingen supplerende oplysninger til sagen, da den i øjeblikket bliver efterforsket.
Snydt for løn?
Ejeren af det gamle hus på hovedgaden i Mejlby er firmaet Alexis Invest ApS i Århus, der i foråret har søgt teknisk forvaltning om byggetilladelse til opdeling af huset i to lejligheder.
Lokale beboere i Mejlby kan berette, at den omfattende renovering af huset blev indledt i sommer af fire polske håndværkere.
- De kom fra Gdansk, men rejste hjem for tre uger siden. Jeg snakkede ofte med dem på tysk, og de oplyste at årsagen var, at de var blevet totalt snydt for deres løn og simpelthen intet havde fået udbetalt i den lange periode. Maden skulle ejeren af huset levere, og han kom engang imellem med rugbrød til dem. Men generelt tror jeg, de for det meste levede af vodka, fortæller Henrik Tolborg, der bor få husnumre fra byggepladsen.
Lige inden de polske håndværkere rejste, spurgte de flere lokale borgere om de ikke skulle udføre noget arbejde for dem.
- Og timeprisen var 60 kroner, i lighed med hvad de var blevet lovet af den polske entreprenør, oplyser Henrik Tolborg.
Han frygter nu, at det nye hold polske håndværkere i huset også bliver snydt på samme måde.
- Jeg er netop blevet ringet op af datteren til den ene håndværker i Gdansk. Hun spurgte, om jeg da ikke kunne finde noget arbejde til dem i Mejlby her og nu på grund af deres øjeblikkelige katastrofale økonomiske situation, tilføjer han.
Entreprenør nægter
Den polske entreprenør Jan Gruuba var selv til stede i huset på Mejlbyvej sammen med de tre håndværkere, da NORDJYSKE ønskede en kommentar til sagen.
Direkte adspurgt om de fire tidligere håndværkere er blevet snydt for deres løn siden i sommer og af samme grund nu er rejst hjem, nægter han smilende med store armbevægelser via en tolk og henviser i øvrigt til husets ejer med oplysning om dennes telefonnummer i Århus.
Ejeren, Ole Justesen, har ingen kommentarer og truer ophidset NORDJYSKE med en politianmeldelse for at have betrådt grunden på Mejlbyvej 108 under forsøget på at interviewe entreprenør Jan Gruuba.
ole.jensen@dnordjyske.dk
posteret
Nov 30 2006, 10:28 PM
af NORDJYSKE med
no comments
Nordjyske skoler i top
To skoler i Nordjylland er blandt de bedste til at skrive og regne.
Se karaktererne her
Af Af Kenneth Jakobsen Bøye og Britt Kristensen
Sct. Mariæ Skole i Aalborg og Privatskolen i Sæby ligger i top 10 i Danmark over skoler med det bedste gennemsnit i skriftlig dansk og matematik. Undervisningsministeriet har netop offentliggjort folkeskolernes karakterer, og her skiller de to nordjyske skoler sig ud sammen med Solsideskolen i Nørresundby. Nørresundbyskolen ligger nummer 23 på landsplan mod sidste års plads som nummer 1239, men det rører ikke skoleleder Hans Andersen.
- Om vi så lå nummer et, ville jeg være rystende ligeglad.
Han mener, det er tåbeligt, at Undervisningsministeriet offentliggør skolernes karakterer, da det ikke kan bruges til noget som helst.
- Tallene viser ikke en pind om skolerne, og at vi rykker mere end 1000 pladser, viser systemets tåbelighed, siger Hans Andersen fra Solsideskolen. På Solsideskolen er der kun én klasse på 9. årgang, og en enkelt elev vil derfor let kunne rykke hele karaktergennemsnittet.
Også skoleleder Henning Thomsen på Dronninglund Friskole er skeptisk overfor offentliggørelsen af skolernes karakterer. Skolen er en af de skoler i Nordjylland, der klarer sig dårligst i skriftlig dansk og matematik.
- Skolen har kun 60 elever, og få elever kan ændre meget statistisk. En sådan bedømmelse er hård for en skole som vores.
Han oplever, at skolen får elever sent i 6. eller 7. klasse, fordi de er utilfredse med deres forrige skole. Han mener, der ligger et flot stykke arbejde i at kunne rykke dumpetruede elever til at få et seks eller syv tal.
Gennemsnittet af Undervisningsministeriets tal er udarbejdet af Dicar, Center for analytisk journalistik og er udarbejdet på baggrund af karaktererne i skriftlig dansk og matematik, da opgaverne er ens overalt i landet, og derfor bedst kan sammenlignes.
kenneth.jakobsen.boeye@nordjyske.dkbritt.kristensen@nordjyske.dk
posteret
Nov 30 2006, 10:27 PM
af NORDJYSKE med
1 comment(s)
Mand fundet død i grusgrav
Aalborg Politi havde torsdag ved 20.30-tiden endnu ikke endelig fastlagt identiteten på den mand, som ved 16-tiden blev fundet død i en nedlagt grusgrav ved Frejlev sydvest for Aalborg.
- Han passer meget godt på signalementet af en 45-årig mand, der har været efterlyst siden i går, men familien er endnu ikke blevet underrettet, siger vagthavende ved Aalborg Politi til Ritzau.
Ifølge den vagthavende var det nogle personer, der var ude at gå tur, som opdagede liget i grusgraven.
- Umiddelbart er der ikke noget, der tyder på en forbrydelse. Men det er da et mærkeligt sted at ligge, så nu er sagen overgået til kriminalpolitiet, siger den vagthavende. Torsdag aften forventer politiet at kunne få afgjort, om der er tale om den efterlyste mand, og fredag skal der afholdes ligsyn.
Aalborg Politi vil gerne i kontakt med personer, der har set noget i området omkring grusgraven.
Telefonnummer til Aalborg Politi: 9630 1448. /ritzau/
posteret
Nov 30 2006, 08:44 PM
af NORDJYSKE med
no comments
Fem fly undersøges for radioaktivitet efter spionforgiftning
Fem fly på ruten Moskva-London undersøges for spor af det radioaktive polonium 210. Jegor Gajdar har måske også været udsat for stråling.
De britiske myndigheder var torsdag ved at undersøge fem passagerfly på ruten Moskva-London for radioaktiv stråling, efter at der blev fundet rester af stoffet polonium 210 i kabinerne.
I alt har myndighederne fundet spor af radioaktivt materiale 12 steder, oplyste indenrigsminister John Reid i parlamentet.
De nye undersøgelser ligger i forlængelse af sagen om forgiftning af den tidligere russiske spion Aleksandr Litvinenko, som døde for en lille uge siden.
Forgiftningssagen er måske mere omfattende end først antaget. Russiske læger sagde torsdag, at den tidligere premierminister Jegor Gajdar er syg af årsager, som ikke er naturlige. /ritzau/
posteret
Nov 30 2006, 06:42 PM
af NORDJYSKE med
no comments
Dom for hustruvold og trusler
Politibetjent fik straf nedsat i Vestre Landsret.
En 49-årig politibetjent blev torsdag i Vestre Landsret idømt 60 dages fængsel for hustruvold og trusler. Straffen er allerede udstået i varetægtsfængsel. Dommen i landsretten er en nedsættelse i forhold til dommen i byretten i Frederikshavn. Her blev han - efter de to måneders varetægtsfængsling - idømt fire måneders fængsel, som blev gjort betinget med vilkår om samfundstjeneste.
Landsretten begrunder strafudmålingen med, at truslerne og volden mod konen foregik over en længere periode, men samtidig anfører Landsretten, at de mest bastante trusler om at skyde konen og hendes børn, blev fremsat, mens han var stærkt uligevægtig, fordi hans kone havde forladt ham.
posteret
Nov 30 2006, 03:30 PM
af NORDJYSKE med
1 comment(s)
Kræftpatienter står til kontant erstatning
Sygehuse skal betale erstatning til kræftpatienter, der har fået det værre af, at behandlingsgarantien er blevet overskredet, oplyser Patientforsikringen.
Flere kræftpatienter kan se frem til kontant erstatning, fordi deres sygdom er blevet forværret ved, at regeringens behandlingsgaranti er blevet overskredet.
Patientforsikringen oplyser torsdag, at "nogle af disse patienter kan være berettiget til erstatning, fordi overskridelsen med overvejende sandsynlighed har ført til forringet overlevelsessandsynlighed, uhelbredelig kræft eller i værste fald har kostet liv".
- Da det i de fleste tilfælde vil dreje sig om meget syge patienter, vil vi naturligvis forsøge at fremskynde behandlingen af de sager, som vi vil modtage. Men denne type af sager vil ofte rejse nogle meget vanskelige bevisspørgsmål og vurderinger af, om der er årsagssammenhæng mellem forsinkelse og patientens nuværende tilstand. Alle sager skal derfor vurderes individuelt af erfarne specialister i kræftsygdomme, siger Arne Grünfeld, direktør i Patientforsikringen.
I første omgang ligger erstatningsansvaret hos landets amter og kræftsygehuse, mens Sundhedsstyrelsen angiveligt ikke er omfattet af patientforsikringsloven. /ritzau/
posteret
Nov 30 2006, 02:34 PM
af NORDJYSKE med
no comments
Boheme-livet på Skagen i musical
En musical om Skagensmalerne skal beskrive deres ofte udsvævende samliv på Skagen for godt 100 år siden. Hovedrollerne blev præsenteret torsdag.
Det indimellem udsvævende liv blandt Skagens-malerne omkring forrige århundredskifte udspilles med fynd og klem, når den hidtil største musical-satsning uden for København har premiere i Skagen den 10. august 2007.
Nyt Dansk Musikteater står bag satsningen til 17 millioner kroner, og det betyder, at musicalen "Lyset over Skagen" efter to uger i Skagen skal gæste 30 danske byer. I alt satser arrangørerne på at sælge mindst 30.000 billetter.
Navnene på hovedrollerne i musicalen blev offentliggjort torsdag i Aalborg.
Den tidligere popstar-vinder, 22-årige Maria Lucia Heiberg Rosenberg, skal spille Marie Krøyer, skuespilleren Casper Phillipson bliver hendes mand, P.S. Krøyer, og den garvede musicalsanger Jesper Lundgaard får rollen som Michael Ancher. /ritzau/
posteret
Nov 30 2006, 02:23 PM
af NORDJYSKE med
no comments
Flere indlæg
Næste side »
NORDJYSKE Login
Klik her for at logge på
Opret NORDJYSKE Login
Denne blog
Hjem
Syndikering
RSS
Atom
Kommentarer RSS
Seneste indlæg
Forsvaret bygger for millioner i Aalborg
Venstrefolk i Århus kritiserer Wammen for Mary-arrangement
Rekordkontrakt til Tom Kristensen
Politi efterlyser pengeskabstyve
Gigantisk pres på toiletterne
Arkiver
March 2007
(118)
February 2007
(745)
January 2007
(859)
December 2006
(828)
November 2006
(1,028)
October 2006
(906)
September 2006
(928)
August 2006
(914)