Nyheder
Job
Radio
Klub
DitCentrum
Folk & Fag
Ugeaviserne
Hjælp
Annoncering
Om Nordjyske
Forside
Blogs
Forum
Billeder
i
Forside
Nyheder fra NORDJYSKE
(Alt)
DitCentrum.dk er skabt af dig og din mening -
opret dig her
Forside
March 2007 - Indlæg
Forsvaret bygger for millioner i Aalborg
Statskroner ruller i disse år i en strid strøm via Aalborg Kaserner ud i det nordjyske erhvervsliv. Det sker i takt med at kasernerne indrettes til et voksende antal soldater og en langt større vognpark. Kasernerne bliver bygget om for næsten en kvart milliard kroner. Det fortæller garnisonskommandant Christian Schmidt:
Kasernerne bliver bygget om for næsten en kvart milliard kroner. Det fortæller garnisonskommandant Christian Schmidt:
Alene det at få den store, specialiserede vognpark under tag koster omkring 45 millioner kroner.
posteret
Mar 06 2007, 08:40 AM
af NORDJYSKE med
no comments
Venstrefolk i Århus kritiserer Wammen for Mary-arrangement
Den socialdemokratiske borgmester i Århus holder Venstre uden for rampelyset under besøg af kronprinsesse Mary, klager de.
Venstrefolk i Århus Byråd er mugne over, at den socialdemokratiske borgmester, Nicolai Wammen, ikke tager dem med på rundtur i indvandrerkvarteret Gellerup sammen med kronprinsesse Mary, når hun tirsdag er på besøg. Wammen gør det kongelige besøg til et socialdemokratisk reklameprojekt, mener Venstrefolkene ifølge Morgenavisen Jyllands-Posten.
Venstres rådmand for det sociale område og beskæftigelse, Gert Bjerregaard, har forgæves foreslået, at rådmændene kom med på rundturen. Og han er utilfreds med, at rådmændene ikke er inviteret med til en frokost i indvandrerindkøbscentret Bazar Vest.
- Det er klart, at vi også gerne vil være med til at fortælle de gode historier, og det synes jeg også, at man som borgmester skal have overskud til at kunne se, siger Gert Bjerregaard til avisen.
Borgmesteren siger, at fokus for besøget har været at få bragt kronprinsesse Mary i "øjenhøjde" med beboere og medarbejdere i Gellerup for at give hende så godt et indtryk som muligt af hverdagen i indvandrerkvarteret.
/ritzau/
posteret
Mar 06 2007, 08:27 AM
af NORDJYSKE med
no comments
Rekordkontrakt til Tom Kristensen
Rekordkontrakt til racerkøreren og nordjyden Tom Kristensen, der kan kalde sig Danmarks dyreste bilist gennem tiderne.
Le Mans-legenden har tegnet en ny kontrakt med Audi, og dermed fortsætter et frugtbart samarbejde i mindst endnu en sæson.
Det er meningen, at Tom Kristensen både skal køre langdistanceløbene i løbskalenderen og samtidig være med i front i den tyske DTM-serie.
- Der har været tilbud fra andre bilkoncerner, men ret tidligt gav Audi og jeg håndslag på, at vi skulle fortsætte samarbejdet, siger en glad Tom Kristensen.
posteret
Mar 06 2007, 06:53 AM
af NORDJYSKE med
no comments
Politi efterlyser pengeskabstyve
Nordjyllands Politi Aalborg efterlyser vidner der har set tre pengeskabstyve i aftes i Aalborg Øst.
Nordjyllands Politi Aalborg efterlyser vidner der har set tre pengeskabstyve i aftes i Aalborg Øst.
De tre mænd blev set af et vidne omkring 22:30, da de kom kørende med en sækkevogn, hvorpå, der var anbragt et pengeskab.
Politiet sendte hurtigt flere vogne af sted, og det fik mændene til at flygte fra området. Ordensmagten har nu pengeskabet, men mangler gerningsmændene, som formentlig har pengeskabet fra et indbrud hos Ungdomsvejledningen på Tornhøjvej i Aalborg Øst.
- Vi hører gerne fra vidner, men vil ellers bruge dagen i dag på at lede efter tekniske spor på pengeskabet, siger vagthavende ved Nordjyllands Politi Aalborg Claus Skovfoged.
posteret
Mar 06 2007, 06:48 AM
af NORDJYSKE med
no comments
Gigantisk pres på toiletterne
Når Gigantium på fredag åbner dørene for den hoftevridende sangsild Shakira og stavsvingerne fra AaB Ishockey på samme tid, sker det ikke uden problemer og kompromisser.
Af Af Pia Damsgaard Bach
For at holde de to forskellige publikumsgrupper adskilt, er foyeren reserveret til de 8500 koncertgængere, mens de op til 5000 ishockeyfans har én indgang til rådighed og dermed også begrænsede toiletforhold i selve isarenaen.
- Vi vil ikke have dem blandet sammen. Der er tale om to vidt forskellige folkemængder, forklarer Gigantium-chef Jørgen Smed.
Efter et møde med beredskabschefen i går blev det nemlig afklaret, at der ikke er noget i vejen for, at begge arrangementer kan have fuldt hus.
Det var derfor op til AaB’s ledelse, om de ville vælge at sælge alle 5000 billetter til DM-semifinalen mellem AaB og Sønderjyske.
- Det er selvfølgelig ikke optimalt. Vi ville jo gerne have haft det for os selv, men vi er ovenud lykkelige for, at vi har mulighed for at lukke 5000 ind alligevel, siger sportsdirektør i AaB Ishockey Ole Nielsen.
Planlægger sig ud af det
De største problemer omkring arrangementerne bliver toiletforholdene for ishockeyfansene og parkeringspladser til de i alt 13.500 personer, der er plads til.
AaB stiller derfor pissoirs op til mændene uden for isarenaen, og kommunen er i gang med at finde alternative p-pladser i området, blandt andet på Universitetet. Der vil så afgå shuttle-busser herfra til Gigantium.
Men i fremtiden håber Gigantium-chef Jørgen Smed at kunne planlægge sig ud af problemerne.
- Vi vil helst undgå, at der er en stor koncert og en ishockeykamp samtidig, så det prøver vi at undgå en anden gang. Men det har da været med i overvejelserne, da vi byggede, siger Jørgen Smed.
Han mener også, at det skal tages i betragtning, at isarenaen ikke er helt færdig, og at der altid vil være begyndervanskeligheder.
posteret
Mar 05 2007, 10:45 PM
af NORDJYSKE med
no comments
Kina lover mindre forurening
Det skal være slut med energispild og uhæmmet forurening i Kina, som er et af verdens mest forurenede lande. Det lovede Kinas premierminister, Wen Jiabao, mandag, da han talte ved åbningen af det kinesiske parlament, Den Nationale Folkekongres.
- Vi bliver nødt til at gøre mere for at spare energi og ressourcer, for at beskytte miljøet og for at udnytte jorden mere intensivt, sagde Wen Jiabao foran de 3000 delegerede i kongressen.
I takt med den økonomiske udvikling er Kina sunket dybt ned i forureningens søle. Ifølge en nylig rapport fra Kinas anerkendte, videnskabelige akademi ligger det store land nummer 100 ud 118 på listen over verdens mest forurenede lande, og Kina har ikke formået at leve op til sine egne miljømål i flere år.
Kinas regering skyder skylden for de manglende resultater på provinser og erhvervsledere, der koncentrerer sig mere om vækst end miljø.
- Mange gammeldags fabrikker er stadig i funktion, selv om de burde have været lukket. Visse lokale regeringer og virksomheder har ikke overholdt love, regler og standarder på energi- og miljøområdet, sagde Kinas premierminister, der varslede strengere kontrol med de forurenende fabrikker.
Kløft skal mindskes
Ud over fokus på energi- og miljøspørgsmål, har Kinas regering også bebudet at lægge mere vægt på uddannelse, sundhedssektoren og andre sociale programmer, der har været forsømt, mens Kina koncentrerede sig om at styrke økonomi og handel.
Især ønsker regeringen at mindske kløften mellem Kinas rige og fattige. Blandt planerne for det kommende år er at øge udgifterne til skoler i landområderne med 21 procent. I de samme områder skal der bruges flere penge på sundhed. 90 procent af indbyggerne i landområderne har ingen sygesikring og kun sparsom adgang til lægehjælp.
Wen varsler desuden en styrkelse af Kinas militær, der i højere grad skal have hjælp af moderne teknologi. Tidligere har Kina meddelt, at det vil øge militærbudgettet med 17,8 procent i 2008. Det er den største forøgelse i mere end ti år.
Kinas økonomi, der er verdens fjerdestørste, voksede med 10,7 procent sidste år. Analytikere forventer en næsten lige så stor vækst i år. /ritzau/
posteret
Mar 05 2007, 10:39 PM
af NORDJYSKE med
no comments
Gore kommer på overarbejde
Søndag morgen skete det, der bare ikke må ske for arrangørerne af eventen i aften med Gore og Gorbatjov i Frederikshavn. Gorbatjov meldte afbud.
Af Af Anders Kjærgaard
Den 75-årige russiske eks-præsident er faldet hjemme i Moskva, og lægerne har beordret 14 dages sygeleje.
- Det var selvfølgelig et chok, siger direktør Claus Pedersen, Arena Nord.En aflysning var kortvarigt i tankerne.
Men arrangørerne, TOPevent og Frederikshavn Event, besluttede hurtigt at gennemføre.
- Vi har trods alt stadig en højt profileret Oscar-vinder på plakaten, siger Claus Pedersen.
Der er solgt cirka 1.300 billetter til arrangementet, og alle får halvdelen af billetprisen refunderet. Det er ikke muligt at få alle pengene retur.
- Vi skal jo stadig betale Gores honorar, som Claus Pedersen siger.Der ændres heller ikke på, at tv-manden Samuel Rachlin bliver aftenens ordstyrer. Han blev valgt, fordi han taler russisk og har indgående kendskab til både russisk og amerikansk politik.
- Gorbatjov skulle havde talt kl. 18.30 og Al Gore halvanden time senere. Nu rykker vi Gore frem til kl. 18.30, og han forlænger med en halv time til halvanden time i alt.
Al Gore har krævet, at der hverken er journalister eller fotografer til stede.
- Vi vil prøve at få løsnet op, for umiddelbart er åbenhed og medieomtale i alles interesse. Men vi ved ikke, om det lykkes, siger Claus Pedersen.
Under alle omstændigheder er NORDJYSKE til stede i arenaen. Vi sender løbende indslag på tv-kanalen 24NORDJYSKE, ligesom vi fortæller om arrangementet i onsdagsavisen.
posteret
Mar 05 2007, 10:38 PM
af NORDJYSKE med
no comments
Gammel kending ny kandidat
Venstrefolkene i Vesthimmerland valgte på et opstillingsmøde i Haverslev i aftes at satse på det sikre - nemlig den tidligere Aalestrup-borgmester Per Bisgaard - som afløser for Christian Mejdahl, den garvede folketings-formand fra Løgstør, der har valgt at sige farvel til Christiansborg ved næste valg.
Med i opløbet var outsideren Mette Madsen fra Skørping og skatteinspektør Ole B. Sørensen. Per Bisgaard fik 140 af 272 afgivne stemmer, mens Mette Madsen kom ind på en andenplads med 94 stemmer. Ole B. Sørensen fik kun 38 stemmer.
Per Bisgaard var på forhånd udpeget som mulig favorit, men intet var givet på forhånd, da de små 300 medlemmer af den nye kreds fandt sammen i Haverslev i aftes.
Den nye kreds består af i alt 1700 Venstremedlemmer.
Vesthimmerlandskredsen er navnet, og den er til dels opstået på resterne af den Aars-kreds, der i årtier har givet et sikkert valg til en Venstremand.
Da Christian Mejdahl stillede op i 1987 og blev valgt som kandidat kom han direkte i Folketinget og fortrængte dengang endda daværende kriekminister Mette Madsen.
Vesthimmerlandskredsen består af storkommunerne Rebild og Vesthimmerland, der stadig tegner til at have et klart borgerligt flertal.
Per Bisgaard, der er overlærer, har på det seneste forstået at markere sig offentligt via en formandspost for fritids- og kulturudvalget. Blandt andet som leder af et udvalg, der på rekordtid søger at få et musikhus til Vesthimmerland. han var på forhånd udpeget som en svag favorit.
Imod ham talte dog hans alder på 55 samt det faktum, at han tidligere er vraget som kandidat to gange.
Mette Madsen er kun 35 år, er selvstændig erhvervsdrivend, men har kun boet tre år i Skørping. Til gengæld har erfaring fra byrådsarbejde i Hadsten.
Ole B. Sørensen er skatteinspektør og medlem af byrådet i Vesthimmerland samt i regionsrådet. Ved forrige valg til EU-parlamentet var han suppleant for Bertel Haarder.
Trods det noble generalieblad valgte medlemmerne ham imidlertid klart fra på mødet i aftes.
posteret
Mar 05 2007, 10:35 PM
af NORDJYSKE med
no comments
Kaserner giver penge
Statskroner ruller i disse år i en strid strøm via Aalborg Kaserner ud i det nordjyske erhvervsliv. Det sker i takt med at kasernerne indrettes til et voksende antal soldater og en langt større vognpark.
Af Af Birgitte Bové
Ved udgangen af 2008 vil Aalborg Kaserner i løbet af de seneste fem år have brugt en lille kvart milliard kroner på byggeri, renovering og vedligeholdelse, oplyser garnisonskommandant Christian Mollerup Schmidt.
- Og opgaverne løses i udpræget grad af firmaer fra Aalborg og resten af Nordjylland.
En større renovering af Aalborg Kaserners kloakeringssystem til næste år tegner sig for 75 millioner kroner. Men ellers handler det mest om forsvarsforliget 2005-2009. Det indebærer, at Aalborg Kaserner inden udgangen af 2008 skal oprette en logistikbataljon på cirka 800 mand. En styrke, der skal kunne sættes ind overalt i verden - med køretøjer. Aalborg Kaserners vognpark skal på den konto udvides fra 400 til 900 køretøjer, og de skal stå tørt og godt.
Derfor er 10 haller ved at blive opført på Nørre Uttrup Kasernes gamle øvelsesområde. Det giver tilsammen 8.000 kvadratmeter overdækket garage til de nye, dyre køretøjer, der også kræver anlæggelse af nye veje til parkeringshallerne. Samlet pris: 45 millioner kroner.
Mange bygninger er desuden ved at blive renoveret, så de kan klare sliddet fra stadigt flere mennesker.
Antallet af fastansatte plus værnepligtige er på to år vokset fra 1100 til 1700, og inden år 2009 vil cirka 2100 have deres daglige gang på Aalborg Kaserner.
Stigningen skyldes både opbygning af logistikbataljonen og enheder fra militærpolitiet.
posteret
Mar 05 2007, 10:33 PM
af NORDJYSKE med
no comments
Indbrudsdrama under forestilling
Der var ekstra meget drama under Himmerlands Teaters forestilling ”Den sidste safari” i fredags.
Af Af Bente Lembo
Mens skuespiller Bodil Sangill optrådte i rollen som Karen Blixen på teatrets førstesal, optrådte en ung mand i rollen som indbrudstyv i stueetagen.
Tilfældigvis gik Mogens Pedersen, instruktør på teatrets kommende stykke ”Dødsdansen”, hen mod teatret, netop da den unge mand kylede en genstand mod et vindue til kontoret, så ruden blev knust.
- Hvad har du gang i? spurgte Mogens Pedersen, og fik det ærlige svar fra den unge mand, at det da var et indbrud.
Skuespiller Susanne Sangill, der havde overværet forestillingen på førstesalen, var også kommet nedenunder, hidkaldt af braget af det knuste glas.
Susanne Sangill fortæller, at den unge mand gik med ind på kontoret, hvor hun ville ringe til politiet. Manden havde øjensynlig været ude efter kontanter - på kontoret lå der et par hundrede kroner fra omsætningen i teatrets bar.
- Han undskyldte hvad han havde gjort og fortalte, at han havde fået for mange øl. Hvad med ruden, ville jeg vide, og han sagde, at den skulle han nok betale. Med hvad? - var det ikke penge, du manglede? spurgte Susanne Sangill.
Det huede ikke den unge mand at blive, til politiet kom, og han så sit snit til at stikke af og rendte gennem foyeren og ud af teatret.
posteret
Mar 05 2007, 10:32 PM
af NORDJYSKE med
no comments
Busser skal trække studerende til AAU
Kampen om at trække nye studerende til bliver ført på mange fronter. En af dem omfatter gratis busser fra en række vestjyske byer, når Aalborg Universitet i morgen indbyder til Åbent Hus.
Af Af Søren Beukel Bak
- Vi er i hård konkurrence med Århus, og man kan godt opfatte busserne som lidt af et svar på det store arrangement i Århus, hvor alle byens uddannelsesinstitutioner går sammen, siger Allan Clausen, informationschef på Aalborg Universitet (AAU).
- Med busserne gør vi det endnu lettere at komme til Aalborg. Det er vores erfaring, at det ofte kan være nogle små praktiske ting, der gør udslaget, forklarer Allan Clausen.
Han forventer 1200-1500 gæster til onsdagens åbne hus. I fjor kom lige over 1200, men flere nye attraktive uddannelser - idræt og jura - kombineret med busserne fra Vestjylland skulle gerne få tallet til at vokse i år.
Konkurrencen fra Århus er hård, erkender Allan Clausen. Det fælles arrangement i Århus, hvor 25 forskellige skoler i løbet af tre dage tiltrækker henved 10.000 interesserede, har helt andre betingelser end AAU’s åbne hus:
- De har et budget på ikke under halvanden million kroner - vi bruger vel alt i alt knap 200.000 kroner. Århus Kommune er meget engageret i arbejdet og stiller for eksempel sekretariat til rådighed.
Informationschefen fra Aalborg Universitet kunne godt forestille sig et lignende fælles arrangement i Aalborg, hvor de enkelte instituioner holder hver sit åbent hus:
- Det vil kræve, at Aalborg Kommune også inddrages i økonomien. Hverken vi eller de andre uddannelsesinstitutioner har penge til det. Men jeg så gerne, at vi drøftede en fælles manifestation, hvor alle var med.
Skal Aalborg Kommune deltage, så bliver det i skikkelse af rådmand Thomas Kastrup-Larsen (S), der er formand for uddannelsesrådet. Han har dog ikke tænkt sig at finde pengekassen frem lige med det samme:
- Det kunne godt være, vi skulle søge inspiration i Århus. Uddannelsesrådet kommer også med nogle initiativer, men vi kan ikke sige det mere konkret, før vi har snakket med uddannelsesinstitutionerne.
Onsdagens åbne hus på Aalborg Universitet foregår i to runder, dels formiddag, dels eftermiddag. Gæsterne bliver budt på generelle introduktioner og mere specifikke oplysninger om de mere end 80 uddannelser, universitetet byder på. Over 50 studerende, forskere og undervisere står klar til at fortælle og svare på spørgsmål.
Læs mere på http://studieguide.aau.dk/Arrangementer/AabentHus/aalborg.
posteret
Mar 05 2007, 10:31 PM
af NORDJYSKE med
no comments
Nye regler klemmer elever
De kommende gymnasium- og HF-studenter kan blive tunget til at vælge videreuddannelse med det samme, fordi de ellers i 2008 risikerer at blive ramt af nye adgangskrav til de videregående uddannelser.
Af Af Iben Kragelund
Hvis de vælger at tage et friår, kan det betyde, at de skal tage supplerende kurser for at leve op til de nye adgangskrav.
Den problemstilling kender Christina Skovgaard Iversen fra Brønderslev alt til. Hun bliver matematisk student til sommer, og egentlig var hendes plan at tage et friår eller to, før hun begynder på uddannelsen i antropologi og etnografi. Men gør hun det, skal hun tage et supplerende kursus i spansk for at komme ind på uddannelsen i antropologi og etnografi på Aarhus Universitet.
- Det er da træls, for jeg har altid villet have et friår, når jeg blev færdig med gymnasiet. Det bliver ikke til noget nu, siger Christina Skovgaard Iversen, der i stedet må nøjes med en sommerferie.
Rektor på Aalborg Universitet, Finn Kjærsdam, er skeptisk overfor de nye adgangskrav.
- Langt de fleste af vores studerende vælger først uddannelse efter gymnasiet. Med de nye adgangskrav skal de beslutte sig allerede i niende klasse for at få de fag, der skal til. Det er der nok også nogle, der vil gøre, men mange vil komme til at stå med en studentereksamen, de reelt ikke kan bruge til noget, siger Finn Kjærsdam.
Den kritik er forskningsordfører Torsten Schack Pedersen (V) uenig i.
- Hvis man har bare den mindste ide om, hvad man vil læse, så har man også dækket sig ind med de nødvendige fag i gymnasiet. Ellers må man tage et supplerende kursus, siger han.
MitLiv side 2
posteret
Mar 05 2007, 10:30 PM
af NORDJYSKE med
no comments
Cille er altid hos os
Lisa Næblerød har med stor styrke lært at leve åbent med sorgen over tabet af sin datter
Af Af Ida Thorsen
Vi træder ind i en verden fuld af en overraskende ro og varme, stearinlys, duftolier, friske blomster og stille musik.
Milevidt fra de forestillinger, man kunne have om en sørgende og forstenet familie, slået ud af sorg og smerte.
I sofaen, foran et af sine egne malerier, sidder en lille, spinkel og rank kvinde, der udstråler en styrke, kraft og livsvilje som forekommer næsten overnaturlig, når man tænker på, hvad hun har været igennem.
For et år siden mistede Lisa Næblerød sin 18-årige datter, Cecilie, der ved en fest på Hasseris Gymnasium blev dræbt med knivstik af sin tidligere kæreste.
Et drab, der rystede og chokerede ikke blot familie, venner og studiekammerater, men også folk helt uden forbindelse til pigen, på grund af den voldsomhed og meningsløshed, der prægede drabet.
I lørdags, 3. marts, var det et år siden, Lisa Næblerød modtog det budskab, der vendte op og ned på tilværelsen for hende selv og Cecilies to søskende, 8-årige Sebastian og 21-årige Stephanie.
Lisa Næblerød har ikke tidligere stået frem i pressen. Hendes to brødre har hidtil klaret de kommentarer og udtalelser, der knyttede sig direkte til den tragiske begivenhed.
Men tankerne om, hvordan man overlever så stor en sorg, som familien har været igennem, dem lukker Lisa Næblerød gerne op for.
- De seneste dage har rummet utroligt mange minder og været hårde at komme igennem, siger hun.
Tiden har arbejdet
- Nogle morgener vågner jeg og synes næsten, at det var i går, at det skete, kommer det eftertænksomt.
Men det er tydeligt for enhver, at tiden har arbejdet og bragt Cecilies mor og søskende et godt stykke videre.
- Man kan vælge at fryse fast i sorgen, eller man kan vælge at komme videre. Vi har valgt at holde fast i det positive, og i dag tænker jeg kun lyse tanker for fremtiden, lyder det fast.
En holdning, der bekræftes af Cecilies søster Stephanie, der følger med i snakken fra sin plads ved computeren.
- Den dag, mor igen begyndte at irettesætte mig, da vidste jeg, at hun var kommet tilbage til os, smiler Stephanie.
Andre kunne træde til
Lisa Næblerød har hele tiden været bevidst om, at hun også har to andre børn, som ikke blot mistede deres kærlige søster, men også i en periode deres mor. Her trådte det stærke netværk af familie og venner til, og med et fast vagtskema de første fire uger var der hele tiden nogle, der kunne træde til.
- Vi er kommet igennem det her år på den eneste rigtige måde for os, siger Lisa Næblerød.
- Vi har lært at opsøge og tage imod den hjælp, vi får tilbudt, både professionelt, og fra venner og familie.
Lisa Næblerød understreger, at hun på ingen måde dyrker Cecilies død. Men hun lever åbent med sorgen, og hver morgen når hun står op, tænder hun et stearinlys i vinduet, ved siden af Cecilies billede, hvor der også altid er friske blomster. Pink eller lyserøde gerbera, eller roser, der var Cecilies yndlingsblomst.
- Vi har det svært, men vi har det også godt.
At turde følelserne
- Jeg savner Cille dybt hver evig eneste dag. Men jeg finder også hver dag en eller anden ting, jeg kan smile af, noget jeg kan være glad for.
Lisa Næblerød har lagt stor vægt på at tale åbent om sorgen, ikke mindst med sine to andre børn.
- Det handler om at turde være i sine følelser, ikke feje noget ind under gulvtæppet, men leve med det, græde og sørge.
- Men det vigtige er også at turde bevæge sig videre og ikke forstene i smerten. Det synes jeg, vi har været gode til.
- Nogle mennesker tør ikke overgive sig til sorgen fordi de frygter, at gråden aldrig vil stoppe igen. Men det gør den, og for mig har den dybeste og mest inderlige gråd været den mest helbredende.
- Efterhånden lærer man, at selv om man kommer helt derned, hvor man har mest lyst til at hoppe i havnen, så bliver man glad igen, man kommer altid videre, siger Lisa Næblerød med overbevisning.
Det bliver godt igen
Også børnene ved, at selvom der stadig er svære dage, så bliver det godt igen.
- Sebastian har set mig ligge hen over køkkenbordet, han kommer og nusser mig lidt og så går han ind og leger videre. Han ved, at jeg kommer ovenpå og er der for ham igen.
Der findes ikke antydningen af had eller bitterhed imod den unge mand, der dræbte Cecilie og senere tog sit eget liv.
- Hvis jeg følte had, ville jeg blive ædt op indvendig, siger Lisa Næblerød, der føler med den unge mands familie.
- Han valgte at tage Cille med i døden, og det må være resultat af en personlighedsforstyrrelse, andet kan jeg ikke se.
Cilles have
Huset På Rostrupsvej blev solgt allerede sidste forår. Tomrummet efter Cecilie var for tungt at bære, men på Almen Kirkegården er de små erantis, som Lisa gravede op inden flytningen, netop sprunget ud.
Familien taler ikke om Cecilies ”gravsted”, det hedder ”Cilles have” og her samledes venner og familie på Cecilies fødselsdag, 10. januar.
- Vi kunne jo ikke fejre, at hun blev 19 år, for det gør hun ikke. Men vi fejrede, at det var 19 år siden jeg fødte det vidunderlige barn, som Cille var.
- Det var en både sjov og rørende dag, vi grinede og vi græd, så billeder og video og udvekslede en masse minder.
Lisa Næblerød skelner meget mellem den mentale kontakt til Cecilie og så savnet efter at holde om sin datter.
I lørdags, på et-årsdagen for Cecilies død, kom det fysiske savn af hende til at fylde meget.
- Timerne fra klokken 16-18 året før, var de sidste vi havde sammen, vi var på badeværelset, nussede rundt, hun var så glad, ved at gøre sig klar til fastelavnsfesten, med kunstige øjenvipper og kreppet hår.
- Det var den sidste gang, jeg kørte en hånd gennem hendes lange hår og kyssede hende farvel, og jeg er meget taknemmelig over, at jeg havde hende i de to sidste timer, den aften.
Cille er omkring os
Men til forskel fra det fysiske savn efter datteren, der aldrig kan opfyldes, så er Lisa Næblerød af den faste overbevisning, at Cecilies sjæl og ånd er uforgængelig, at hun stadig er hos sin mor og sine søskende på det spirtuelle og åndelige plan.
Lisa Næblerød er helt klar over, at de tanker får nogle mennesker til at ryste på hovedet.
- Folk må tænke hvad de vil, jeg har en stærk og fast tro på, at Cille er omkring os, og at vi har kontakt til hende.
- De første uger efter drabet var jeg så bange og angst, jeg troede aldrig nogensinde, at jeg ville klare det.
- Jeg gruede for, hvad hun havde oplevet de sidste minutter, spekulerede på om hun havde kaldt på mig derude.
- En tidlig morgen vågende jeg ved, at der kørte et digt inde i mit hovede, med engelsk tekst, som jeg ikke aner hvor kom fra.
- Jeg skyndte mig at skrive det ned og jeg er helt overbevist om, at det var et budskab fra Cille.
- Det handlede om tro, håb og kærlighed, som der også står på hendes sten, om at jeg skulle holde fast i livet og alt det gode.
- Siden den morgen har jeg haft en stærk følelse af, at hendes energi er hos mig, hun er glad og smilende og det gør, at jeg kan klare at stå op hver morgen.
- Jeg ved godt, at det lyder underligt, og mange vil slet ikke forstå det.
- Men også i vores nære bekendtskabskreds er der folk, som ved at høre om vores oplevelser om Cilles nærvær har fået flyttet grænsen for, hvad de tror på.
Lev et godt liv
Også inden Cecilies død havde Lisa Næblerød lange samtaler med sine døtre, om åndelige og eksistentielle spørgsmål. I dag hælder hun meget til den buddistiske livsopfattelse.
- Også inden Cille døde, talte vi ofte om, at vi opfatter kroppen som et hylster, der bærer rundt på vores sjæl.
- Jeg ser hende for mig i Nirvana, i en let, blafrende, råhvid hørkjole og hendes budskab til os er, at vi skal leve et godt liv.
Lisa Næblerød og datteren Stephanie har taget konsekvensen af deres åndelige kontakt med Cecilie. Næste weekend skal de ned til det spiritistiske medium Marion Dampier-Jeans, hvor de håber at få nogle direkte budskaber fra Cecilie.
- For mig er det blot troen på det uforgængelige, så kan det være en hvilken som helst religion, kald det Nirvana, Himlen, eller Paradiset, siger Lisa Næblerød, der ikke behøver at opsøge Cecilies have for at føle sig i kontakt med datteren.
- Hendes energi kan ikke forgå, den er her stadig; hver gang jeg trækker vejret, er hun i mig.
- Det seneste år har givet os en enorm stor styrke og vilje til at sige, at vi vil have et godt liv, og det hjælper Cille os med at holde fast i, siger Lisa Næblerød, der hver dag skriver dagbog til din datter og fortæller om stort og småt, der dukker op i hendes tanker.
- I starten gjorde jeg det nok mest for ikke at blive skør, det var rart at få tankerne ned på papiret.
- Nu fortæller jeg hende om, hvor svært det er at undvære hende, om den første fødselsdag uden hende, den første jul, men også om alt det, jeg er glad for, om hvordan det går med Stephanie og Sebastian.
- Nogle gange taler jeg også bare med hende og føler så stærkt, at hun er hos mig.
Til sommer rejser hele familien til Italien, som var Cecilies yndlingsrejsemål.
- Vi skal op på et af de højeste bjerge, vi tager lidt af Cecilies hår med, som vi så vil sprede for alle vinde, ud over Adriaterhavet, mens vi tænker på alt det gode, vi havde sammen med hende.
Først nu, hvor familien er kommet over på den anden side af årsdagen, har de besluttet at deres nytår begynder. Med håb og tro på, at alting bliver lettere.
- Nu begynder vores liv at få et andet omdrejningspunkt end det, at vi har mistet Cille, siger Lisa Næblerød.
posteret
Mar 05 2007, 10:26 PM
af NORDJYSKE med
no comments
Voldsom ballade i Varmestuen
Freden er tilsyneladende brudt i Varmestuen på Læsøgade i Frederikshavn, hvor nogle af byens tørstige sjæle holder til. Formanden har forladt sin post.
Af Af Palle W. Nielsen
- Vi har haft en kraftig diskussion, og jeg har modtaget så alvorlige trusler, at jeg har sagt, jeg stopper som formand indtil videre. Jeg er blevet truet med, at jeg skulle skydes og meget mere. Truslerne blev afgivet anonymt per telefon, og jeg har talt med politiet.
- Nu stopper jeg, rejser på ferie og kommer ikke i Varmestuen foreløbig. Jeg føler mig hængt ud som narkohandler i Varmestuen, og det har intet på sig.
- Hvis jeg er problemet, må jeg jo holde mig væk et stykke tid. Måske vender jeg tilbage, men indtil videre er Simon ny formand for bestyrelsen i Varmestuen. Jeg ønsker på ingen måde, at huset skal lukke, for det er normalt et godt sted, fortæller Leif Andersen.
posteret
Mar 05 2007, 09:47 PM
af NORDJYSKE med
no comments
Royal hyldest til unge opfindere
I går dannede en fyldt sal i Aalborg Kultur og Kongrescenter rammen om finalen i konkurrencen for unge opfindere.
Af Af Michael Kjeldsen
Finalen var kulminationen på en landsdækkende konkurrence, der har haft mere end 1000 deltagere i år.
Inden de unge forskere kunne modtage deres præmier og tilhørende hyldest, skulle de først igennem en lang dag fuld af indtryk.
Klokken 8.30 skulle finalisterne stille deres opfindelser op. Herefter skulle de unge opfindere møde juryen, der bestod af fagfolk fra universiteterne og erhvervslivet bl.a. repræsenteret ved professor Peter Mose Larsen. Dernæst var der frokost, inden den store præmieuddeling gik i gang.
Alle finalisterne var på forhånd sikret en præmie på minimum 3000 kroner, mens vinderne i hver kategori fik 10.000 kroner.
De unge forskere var delt op i fire grupper. De to første kategorier havde deltagere fra 0. til 10. klasse og hed Min vildeste ide og Natur & Teknik.
Så forskellige emner som mug og sikkerhed under parkering i et offentligt transportmiddel, var blandt deltagerne.
I kategorien Min vildeste ide vandt Astrid Thea Jørgensen, Kathrinebjerg Skole, for sin ide til en fiskeopsamler, mens Natur & Teknik finalen blev vundet af Julia Bruus, Rønde Skole, for sin opfindelse til sikker parkering af barnevogne i busser.
Næste gruppe af opfindere var specielt inviteret til at deltage i år. Det var nemlig en konkurrence, der handlede om den danske Galathea ekspedition.
Her vandt Stine Hach Jull Madsen, Augustenborg Skole, for sin forskning om global opvarmning.
Så var det blevet tid til at præmiere opfinderne, der måtte være op til 22 år for at deltage i konkurrencen.
- De projekter er så spændende, at vi har rykket flere af dem op som vindere, sagde Peter Mose Larsen, inden han præsenterede vinderne af konkurrencen.
- I er alle vindere, sagde Prins Joachim fra talerstolen.
Det kan der være noget om, for ud over pengepræmierne, vandt alle deltagerne i finalen også retten til at repræsentere Danmark ved forskellige internationale forskningskonkurrencer.
Af de mere eksotiske opdagelser var: Ingefærs virkning mod køresyge af Martin Rune Hansen, Ullerslev.
At kvaliteten på deltagerprojekterne var høj i år vidner ikke færre end seks indstillinger til patentkontoret om.
posteret
Mar 05 2007, 09:46 PM
af NORDJYSKE med
no comments
Flere indlæg
Næste side »
NORDJYSKE Login
Klik her for at logge på
Opret NORDJYSKE Login
Denne blog
Hjem
Syndikering
RSS
Atom
Kommentarer RSS
Seneste indlæg
Forsvaret bygger for millioner i Aalborg
Venstrefolk i Århus kritiserer Wammen for Mary-arrangement
Rekordkontrakt til Tom Kristensen
Politi efterlyser pengeskabstyve
Gigantisk pres på toiletterne
Arkiver
March 2007
(118)
February 2007
(745)
January 2007
(859)
December 2006
(828)
November 2006
(1,028)
October 2006
(906)
September 2006
(928)
August 2006
(914)