Nordjyske

Ung støtte til kræftramte bryster

ENGAGEMENT: Penge fra koncert er før sendt til tsunamiofre og Røde Kors - i år får Kræftens Bekæmpelse overskuddet
Af Af Birgit Eriksen birgit.eriksen@nordjyske.dk

BRØNDERSLEV: I tre år har unge arrangeret støttekoncert på Brønderslev Gymnasium - således også i år. Og alt tegner til, at arrangørerne efter lørdagens koncert kan sende et pænt økonomisk bidrag til en god sag - denne gang til Kræftens Bekæmpelses ”Støt Brysterne”-kampagne.

Cirka 400 hørte Devine Decay, Guldregn, Marys Garden og Ekstra Store Grønlandske Rejer, og samtlige bands spillede vel at mærke gratis.

Støttekoncerten er blevet til i et tæt samarbejde mellem gymnasiets festudvalg og tidligere elever på gymnasiet. Og før, under og efter koncerten var et stort antal frivillige i sving for at planlægge, afvikle og rydde op.

- Vi får også en sjov aften ud af det, forsikrer Morten Holm, der er en af medarrangørerne.

Han forlod gymnasiet for to år siden og er i dag pædagogmedhjælper. Alligevel bruger han gerne noget af sin fritid på at stable støttekoncerten på benene.

Skulderklap som løn

- Folk er jo glade, når de kommer til sådan et arrangement, og lønnen er nogle af de skulderklap, man får af gæsterne, siger Sisse Madsen, der er formand for festudvalget på gymnasiet.

Hun går i 3. g. og forventer, at traditionen med en støttekoncert vil fortsætte mange år endnu - at nye gymnasieelever vil tage over.

- Det er hyggeligt og en sjov proces at være med til, siger Morten Holm.

Morten Holm har været tovholder i forhold til teknikken og aftenens musikere, mens Sisse Madsen har haft det overordnede ansvar for sponsorkontakt, samt ansvar for, at baren var leveringsdygtig i drikkelse til koncertgæsterne og at skilte, markedsføring og plakater var på plads.

Men de understreger begge kraftigt, at rigtig, rigtig mange frivillige er med til at rykke igennem for at gøre koncerten til en succes.

Rekord og overskud

- Det hele begyndte for tre år siden efter tsunamien - der var en masse indsamlingen, og gymnasiet ville også være med til at sende et bidrag til ofrene, fortæller Sisse Madsen.

- Det var samtidig en oplagt mulighed for at få en ekstra gymnasiefest. Det blev en rigtig stor succes, og så har vi gentaget det for et år siden, hvor overskuddet gik til Røde Kors.

At Kræftens Bekæmpelse i år skal have glæde af overskuddet er et forslag fra Sisse Madsen.

- Mange kommer til at blive berørt af brystkræften, og så kan vi med god samvittighed sige, at vi har bakket kampagnen op.

Brønderslev-gymnasiet sendte første år 11.000 overskudskroner af sted og året efter 14.000. Og målet var i år at sætte ny rekord. Men endnu er regnskabet ikke gjort op.

-Vi håber at nå 20.000 kroner - det er mit mål, smilede Sisse Madsen lørdag formiddag.

Og foreløbig tegner det til, at Brønderslev kan sende mellem 15.000 og 20.000 kroner til den gode sag.

Dronninglund i top

Støttekoncerten var åben for alle - og i år har Brønderslev-eleverne indledt samarbejde med Dronninglund Gymnasium. 40 unge havde taget turen fra Dronninglund-gymnasiet.

- Vi var til morgensamling i Dronninglund for at reklamere for støttekoncerten. Vi havde håbet på at der kom 20 - så det er bare rigtig godt, at der kommer 40, siger medlemmerne af festudvalget.

Flere tidligere elever benyttede i øvrigt støttekoncerten som anledning til at sætte hinanden stævne på gymnasiet.

- Og nu håber vi bare, at de nye elever vil bære koncerten videre, tilføjer Morten Holm.
Offentliggjort Feb 12 2007, 04:00 AM af NORDJYSKE

Kommentarer

Ingen kommentarer
Du har ikke godkendt ditcentrum.dk vilkårene, klik her for at ændre i din profil.

Denne blog

Syndikering

Arkiver