OleEU

Det Indre Markeds regler for arbejdskraftens frie bevægelighed er lavet for at styrke mobiliteten på arbejdsmarkedet. At arbejdskraften i Europa har lyst til at bevæge sig derhen, hvor der er arbejde at få. Derfor har arbejdstagerne nogle rettigheder, der bl.a. sikrer, at man kan få sin ægtefælle med sig til det land, som man vælger at arbejde i.

Jeg spørger mig selv, hvad er problemet i det? Er det ikke en fornuftig regel? Det tror jeg egentlig også, at de fleste synes.

Men alligevel er det den regel, som har vendt op og ned på alting i Danmark. I starten den meget voldsomme reaktion fra integrationsministeren og DF om, at det skulle EU ikke blande sig i, og nu måtte EU lave reglerne om. Sådanne udsagn fortæller mig, at man overhovedet ikke har forstået, eller nægter at forstå, hvad det europæiske samarbejde handler om. Selvfølgelig er der nødt til at være regler, ellers kan de enkelte lande jo gøre, som det passer dem. Og det duer ikke.

Det var så også det, man i regeringen kom frem til trods en meget voldsom retorik fra specielt DF´s side, måtte de krybe til korset. EU reglerne gælder - også i Danmark.

Nu lægger den nye aftale mellem regeringen og DF så op til en række stramninger. Her er det mig virkelig en gåde, at regeringen lader sig trække rundt i manegen, og for at "please" samarbejdspartneren DF strammer man op på de generelle udlændingeregler, udvisningsregler, og regler der handler om at få dansk statsborgerskab.

Jeg tror helt generelt, at reglerne vil vise sig at være til stor skade for integrationen i Danmark. Fokus fra regeringens og DF´s side er fortsat at mindske antallet af udlændinge i Danmark med alle til rådighedsværende midler og afholde udlændinge fra at få dansk statsborgerskab.

En så utiltalende politik der dæmoniserer og diskriminerer folk, og opdeler samfundet i dem og os. Det løser slet ikke de udfordringer vi står overfor i en globaliseret verden. I en fremtid, hvor vi kommer til at mangle den arbejdskraft, som en langt bedre integration kunne bidrage til at løse.

Hvorfor vil regeringen ikke løse den udfordring???????

Det franske formandskab ved ingen mindre end den franske præsident Sarkozy var på besøg i Europa-Parlamentet, hvor han fortalte om, hvilken indsats man i de næste seks måneder kan forvente fra Frankrigs side.

Det var en god tale. Han er meget direkte i sin kommunikation, og siger sin mening om tingene. Det kan jeg godt lide, det kunne mange politikere i disse spindoktor tider lærer meget af.

Han var meget klar i sin melding om de institutionelle problemer i EU. At det var noget som Parlamenter skal beskæftige sig med og ikke afgøres ved folkeafstemninger. Det kan man selvfølgelig mene om, hvad man vil. Men han meldte det ud tre dage før det franske valg, at han ville ratificere Lissabon-traktaten i det franske parlament, og ikke sende den ud til en fornyet folkeafstemning.

Sarkozy rejser til Irland den 21. juli for at lytte, og finde frem til en metode og en løsning på den strandede traktat. Således at der kan fremlægges et forslag sidst på året.

Det skal være klart, hvilken traktat der er grundlaget for det europæiske samarbejde inden EP valget i juni næste år. Skal EU fortsætte sine udvidelser, kræver det ændringer ellers vil EU stå stille, og det er ikke det, som borgerne i Europa ønsker. Vi skal ta' vores ansvar alvorligt.

Han nævnte også at et Europa i flere hastigheder skulle være den allersidste udvej, at nu burde landene stå sammen om at løse den krise som EU befinder sig i.

Sarkozy pegede på følgende prioriteter for det franske formandskab:

Klima og energipakken skal vedtages i løbet af de næste 6 måneder. Vi er den sidste generation, der har muligheden for at ændre verdens tilstand til det bedre. Fremtidige generationer kan kun lappe på ulykkerne. Verden venter ikke, vi må i EU gå foran.

Vi skal ikke være protektionister, sagde han også. Men vi skal drøfte, om vi skal importere produkter, der er produceret under forhold i lande, der ikke har de samme regler for miljø, arbejdstagerrettigheder, fødevaresikkerhed osv.

Vi skal have fælles regler for immigration og indvandring. Det skal ikke være yderfløjene i medlemslandene, der skal styre denne politik.

Herudover nævnte han en selvstændig europæisk sikkerhedspolitik, bedre europæisk forsvar, landbrugspolitikkens vigtighed i forhold til selvforsyning af fødevarer og fødevaresikkerheden.

Det var ikke tydeligt, hvad han ønskede med den europæiske sociale model, og i det hele taget synes jeg at dette område havde alt for lidt plads i talen.

Sarkozy lægger op til, at formandskabet vil arbejde hånd i hånd med Europa-parlamentet med henblik på at nå resultaterne. Gensidig respekt og dialog om politikområder, der kan være svære og problemfyldte er vigtige. Vi skal have modet til debat og til at træffe beslutninger. Det forventer borgerne i Europa af os.

Det bliver spændende at følge præsidenten, og hvilke resultater, han når de næste 6 måneder.

Ikke igen - var min første indskydelse, da jeg så, at Irland havde stemt NEJ til Lissabontraktaten. Suk. Nu skal vi igen igennem en periode, hvor alting står i stampe.

Ikke sådan at forstå at der ikke sker noget i Kommission, Rådet og Europa-Parlamentet - nej de ting fortsætter som om ingenting er hændt.
 
Men vi må erkende, at Nice traktaten, som vi så i et eller andet omfang må tilbage til, ikke er gearet til et samarbejde mellem 27 lande som EU i dag består af.
 
Derfor netop den nye traktat. "Spørgsmålet til 1.000 euro" er så, om det er det, som irerne vil. Tilbage til en traktat der ikke giver mere indflydelse til Europa-Parlamentet, der ikke giver mere indflydelse til de nationale parlamenter, der ikke giver et mere effektivt Europa, idet man fastholder princippet med enstemmighed forhold til en lang række af opgaver, og en traktat der stopper for udvidelserne.

Selvfølgelig skal vi acceptere irernes afgørelse, og nu må irerne så drøfte, hvad det er i den nye traktat, som de er modstander af. Det skal de øvrige medlemslande selvfølgelig støtte irerne i, og så må de have en form for forbehold, som Danmark fik i 1993, da vi i 1992 sagde nej til Maastricht traktaten. Men i første omgang må det være op til irerne selv at agere. EU samarbejdet kører videre, om vi kan lide det eller ej. EU-samarbejdet er kommet for at blive. Den risiko, jeg kan se foran mig, er et EU i flere hastigheder. Hvor de lande der er meget EU-integrations venlige sætter kadencen op, og de lande der er mere skeptiske, herunder Danmark, må så "take it or leave it". Den udvikling tror jeg ikke, nogen skal ønske sig.

Vi har drøftet traktaten på gruppemøde, og her er der den opfattelse, at selvfølgelig skal vi respektere irernes afgørelse, men man skal altså også tage hensyn til de resterende 26 lande, hvoraf 18 allerede har ratificeret traktaten. Traktaten er jo lavet, fordi den skal løse nogle presserende opgaver og politiske udfordringer for fremtiden Ex. miljø, energi, grænseoverskridende kriminalitet og terror, chartret for fundamentale rettigheder bl.a. med strejkeret som en grundlæggende rettighed osv.

Men det bliver så op til stats- og regeringscheferne som torsdag og fredag mødes i Bruxelles for at drøfte det europæiske samarbejde efter irernes nej til Lissabon-traktaten. Stats- og regeringscheferne kunne meget passende samtidig drøfte, om ikke også de synes, at de selv og de nationale parlamenter helt generelt har et særligt ansvar, når det gælder EU.

Vi skal ganske enkelt til at tale mere om Europa, og tale mere om de mange gode ting, der sker i samarbejdet. Det gælder alle politikere uanset om de sidder i folketing, regioner eller byråd. Det europæiske samarbejde er alt for vigtigt til kun at blive drøftet ved særlige lejligheder, såsom folkeafstemninger eller valg til Europa-Parlamentet. EU skal drøftes på lige fod med miljø, sundhed, kommunal service osv. kun på den måde bliver det europæiske integreret i national politik, således at også borgerne synes, at det er helt naturligt at snakke om det, der foregår i EU.

Dertil er vi desværre ikke nået endnu.

I denne uge er jeg i Syditalien, nærmere betegnet Napoli, med den socialdemokratiske gruppe, der en gang hvert halve år afholder gruppemøde i et andet land end Belgien.

Vi har haft møde med en lang række mennesker bl.a. lederen af centrum-venstre blokken Walter Veltroni, tidligere borgmester i Rom og formand for det italienske parti, Demokraterne. Han tabte (desværre) valget om magten i Italien til Berlosconi.

Han er meget bekymret for Italiens fremtid, og sagde helt åbenlyst, at Camorra (mafiaen) kontrollerer økonomien, forretningslivet gennem svindel og vold, hvilket forhindrer en fornuftig udvikling af landet og regionen.

Man regner med, at mafiaen har en omsætning på 90 milliarder euro om året (671 mia. kroner), hvilket er syv procent af Italiens BNP. Omkring 150.000 virksomheder/forretninger betaler beskyttelsespenge til mafiaen for at beskytte sig mod den selvsamme mafia.

Utroligt, at det ikke er lykkedes at få has på dette uvæsen.

Dertil kommer en øget nationalisme og stigende fremmedhad i forhold til immigranter og i disse dage direkte overfald og angreb på romaer. Hvilket ikke mindst skyldes højredrejningen ved valget, hvor såvel det meget indvandrerfjendske parti Lega Nord, er en del af regeringen og det nyfacistiske parti Aliance National er en del af koalitionen.

I alt 156 patier stillede op til valget, hvilket var temmelig uoverskueligt for folk. Men så må de selv samme politikere jo lave det om, men det er tilsyneladende ikke så let.

Vi hørte også fra fagforeninger fra området, at illegalt arbejde, sort arbejde florerede i stor stil. Selv i kommuner og regioner benyttede man sig af sort og illegalt arbejde. At det kan lade sig gøre, at komme godt fra at gøre noget sådan, ligger langt væk fra min forståelsesramme.

Affaldsdyngerne er et kapitel for sig. Når det på den måde hober sig op på gaderne, er det også i sig selv en forretning for mafiaen, der stort set kontrollerer alt affaldsindsamling samt distributionen. Den går i øjeblikket til Hamborg i Tyskland, fordi italienerne ikke selv har opbevaringspladser eller forbrændingsanlæg, der kan klare mængderne.

Ellers er Napoli en spændende by. En metropol med mere end 3 millioner mennesker. Byen har sin helt egen stemning og miljø, men der er meget larm, støj og så er der møg beskidt over alt, hvilket ikke kun skyldes den manglende fjernelse af affaldet.

Italienerne er også meget bekymret for fremtiden. Økonomien i Italien er ikke god. Den blev bedre under den tidligere regering, men der nu en frygt for at Berlosconi skal ødelægge det lille fremskridt, der trods alt blev nået under Romano Prodi.

Bare sådan noget som deres pensioner. Hvor man efter 25 år på arbejdsmarkedet får 80 procent af, hvad man har tjent i løn. Et sådant system er jo dømt til at blive til stor skade for økonomien. Det er ikke finansieret, men tages af statskassen. Prodi startede så småt med at røre ved det, men det er ikke populært hos nogen slet ikke vælgerne, der i forvejen ikke har den store tillid til politikere.

Men de er nødt til at gøre noget, ellers går det helt galt. Om vi skal forvente de store ændringer fra Berlosconi, det tror jeg ikke. Han snakker mere, end han handler. At han kan blive genvalgt er en gåde, men det er nok meget italiensk.

Der var der et flertal, der igen ønskede ham som premierminister, og det skal selvfølgelig respekteres, men derfor kan man da godt ønske noget andet. Men spændende at være ude og få nogle andre indtryk, selvom jeg dog tvivler på, at der er ret meget (udover deres fantastiske mad og vin) som vi kan lære af.

Her i weekenden har jeg været til Bryan Adams koncert samt deltaget på socialdemokraternes stand på Hjallerup Marked, for at fortælle om det europæiske samarbejde. Men min sjovester oplevelse var fredag eftermiddag.

Jeg tager flyet fra Bruxelles fredag formiddag og videre til Aalborg kl. 14.30.

En fyr med lidt lange skægstubbe sætter sig ved siden af mig. Jeg læser i et par aviser, og jeg kan se, at han læser en bog på engelsk om design.

Jeg lukker øjnene og slapper lidt af, vågner og ser at bogen ligger på sædet. Han er på toilettet. Jeg kan se, at der boardingpasset står business og Bryan Adams. Jeg tænker, nå han skal også til Bryan Adams koncert.

Først da vi lander i Aalborg kikker jeg på ham en ekstra gang, og kan se til min store overraskelse, at det er Bryan Adams.

Jeg når lige, at sige til ham, da vi forlader flyet. Jeg skal ud at høre dig i aften, Good siger han, See You!

Sjov oplevelse. Og han var rigtig god.

Bare ærgerligt, at arrangørerne ikke havde ordentlige toiletforhold. Når man betaler 400 kroner for en billet, må man som kvinde kunne forlange, at man ikke skal stå i kø i en halv til en hel time for at komme på toilettet ligesom ventetiden på at få noget at spise var helt hen i vejret.

I Jyllands-Posten kan vi læse, at kræftlæger efterspørger nyt avanceret stråleudstyr.

Helt nøjagtigt en strålekanon til kræftbehandling, som fylder hvad der svarer til to store fodboldbaner. Nu er det ikke for at lave grin med denne alvorlige og frygtelige sygdom, men kan det virkelig passe, at kanonen er så stor eller at den fylder så meget. Men det var nu slet ikke det, der var mit ærinde.

Klinikchefen siger i artiklen, at såfremt politikerne i Danmark vælger at bruge pengene anderledes, så mister vi vores førerposition inden for strålebehandlingen.

Jeg var ikke klar over, at vi var førende i Danmark, hvilket jeg også tvivler på er sandt. Der er lige blevet lavet en europæisk undersøgelse (Eurocare), som påviser, at Danmark ligger helt i bund og kæmper om sidstepladsen med Slovenien, Tjekkiet og Polen, hvor flest kvinder og mænd får kræft og hvor flest mænd og kvinder dør af kræft. Så nogen fører position skal vi ikke bryste os med.

Men at der skal gøres mere på området er åbenlyst. Socialdemokraterne har foreslået en investeringsplan, hvor der investeres i bedre behandlinger af livstruende sygdomme. Hvad siger regeringen? Noget skal der gøres, det her kan vi ikke være bekendt.

Se artiklen i JP her: http://jp.dk/arkiv/?id=1352487&eceExpr=kræftbehandling&eceArchive=o

Velfærdsminister (eller hvad man nu vil kalde hende) Karen Jespersens holdning til udlændinge og speciel udlændige med muslimsk baggrund, kender vi alle.

Men hendes udmeldinger for nylig i forbindelse med handel med kvinder (trafficking), går hun igen over stregen. Hun udtaler, at vi ikke må se bort fra, at disse kvinder uanset den situation, som de befinder sig i med seksuel udnyttelse, at de lever under bedre forhold, end de ville have gjort i deres hjemland.

Dette er et tilbagekridt af dimensioner i indsatsen mod trafficking.

Vi skal selvfølgelig gøre alt, der overhovedet er muligt, for at forhindre dette i at finde sted. Kvinderne skal hjælpes, og der skal gøres endnu mere for at finde og straffe bagmændene - disse plattenslagere, der spinder guld på, at man på den groveste måde, der tænkes kan, udnytter kvinder som et seksuelt slaveobjekt. 

Hun har de sidste mange år været til stor skade for integrationen i Danmark, og nu forsøger hun sig så også på at bagatellisere handlen med kvinder.

FØJ for en holdning at ha' til andre mennesker. Jeg er glad for, at Karen Jespersen ikke længere er medlem af mit parti.

Begrebet globalisering handler groft sagt om, at varer og mennesker flytter på tværs af grænser. Globaliseringen gør os utrygge, men er det begrundet?

Ugen har budt på to nye rapporter, der tog toppen af vores frygt. Èn rapport slår fast, at udvidelsen med Bulgarien og Rumænien ikke har ført til masseindvandring. Resultatet er altså det samme som ved alle de tidligere udvidelser i EU. Masseindvandringen udebliver og skræmmekampagnerne mod indvandring bliver gjort til skamme.

En anden rapport fra denne uge viser, at hver husstand i Danmark har tjent 6.500 kr. på globaliseringen. Det er sket fordi blandt andet tøj og el-artikler er blevet billigere, og fordi vi har importeret varer fra fattigere lande, der får arbejdspladser og stigende velstand.

Et hav af udfordringer følger med globaliseringen. Ulighed, udnyttelse og fattigdom. Udfordringerne er dog forskellige fra land til land. I Danmark er en af de helt store udfordringer måske, at vi ikke automatisk skal blive så indadvendte og skræmte over udviklingen?

Med venlig hilsen

Ole

Overgangen til 2008 handlede ikke kun om champagne, raketter, fulde naboer og sprængte postkasser.

Indvarslingen af det nye år betød også, at Slovenien overtog formandskabet for EU. Premierminister Janez Jěnsa talte her til morgen i Europa-Parlamentet og kom ind på, at han for 20 år siden var sat i fængsel, i det der dengang hed Jugoslavien, for at have kritiseret regimet, uden rettergang eller noget der bare mindede om demokratiske tilstande.

Nu her 20 år efter, er Slovenien formandsland for EU, som det første af de ti nye medlemslande fra central- og Østeuropa. Og Janez  Jěnsa sidder ikke længere i fængsel, han er premierminister. Det er sket på bare 20 år.

At Slovenien nu er medlem – og nu har formandskabet det næste halve år - understreger essensen af EU. At EU bringer fred og demokrati og fællesskab. Det altafgørende formål vi ikke må glemme, uanset hvor stor materiel rigdom EU bringer.

venlig hilsen

Ole EU

Ofte siges det, at euroen gør varer dyrere, men det er nu endeligt afkræftet. Danmark, Sverige, Norge, Island og Schweiz er de dyreste lande i Europa, og ingen af dem er euro-lande.

Ifølge de nyeste tal fra Danmarks Statistik, betaler en dansker 139 kroner for den samme vare, europæren betaler 100 kroner for.

hilsen Ole EU

Sudan har i mere end 30 år været præget af en konflikt mellem oprørsgrupper i Sydsudan og regeringen i Khartoum.

400.000 døde på tre år og mere end 2,5 millioner internt fordrevne flygtninge og mere end 3 millioner mennesker, der er afhængige af fødevarehjælp.

Til trods for den fredsaftale der blev indgået i 2006, sker der fortsat alvorlige brud på menneskerettighederne.

En person, der i den forbindelse har gjort en stor indsats, blev i dag hædret i Europa-Parlamentet.

Sakharov-prisen 2007 blev tildelt advokat Salih Mahmoud Osman.

Den tildeles på grund af hans indsats for menneskerettighedsorganisationen Sudan Organisation Against Torture (SOAT) for at hjælpe mennesker i Dafur, der har været udsat for disse grove krænkelser.

Osmans kamp mod uretfærdigheden i Sudan har også haft personlige omkostninger, idet han selv og flere af familiemedlemmerne har været udsat for overgreb.

Osman har endvidere været fængslet i flere måneder, men han har alligevel fortsat sit arbejde med at få domme omstødt, og dødsstraffe og straffe der indebær amputering sat ned.

Det er godt, at vi har personer som Osman, som I salen også talte om alle de mennesker der havde del i prisen, og havde bidraget med det dyrebareste, som de havde nemlig deres liv.

Det internationale samfund har nu endelig taget hånd om krisen i Dafur i Sudan. 26.000 soldater under FN og den Afrikanske Union indsættes i Darfur og 3.000 EU-soldater og politifolk i Tchad.

Jeg håber inderligt, at det vil vise sig at være nok.

Det her er mit andet indlæg fra valgkampen. Hvis nogen har lyst til at kommenterer, skal i være mere end velkomne, og jeg vil forsøge at svare tilbage hurtigst muligt.

Når valgmaskinen ruller, kan det blive svært at trænge igennem. Derfor har jeg besluttet mig for at sætte fokus på nogle klare budskaber som jeg vil forsøge at bringe ind i valgkampen.

• bedre forhold for offentligt ansatte.
  
• et arbejdsmarked, hvor der er plads til alle.
  
• væk med den fastlåste blokpolitik
  
• bedre integration
  
• massivt løft til folkeskolen
  
• udvikling af hele Nordjylland. Bedre infrastruktur og en vestlig forbindelse over Limfjorden.

Gulerod frem for pisk

I forbindelse med overenskomstforhandlingerne forstår jeg godt, at de offentlige ansatte er utilfredse med deres arbejds- og lønforhold.

I de senere år er grebet for alvor blevet strammet om plejepersonalet, rengøringsassistenter, undervisere og andre grupper af offentlige ansatte. I stedet for at have medbestemmelse på deres arbejdsvilkår bliver de i høj grad pisket.

Det bedste er, at en forbedring af arbejdsforholdene i den offentlige sektor faktisk kan betale sig. Ved at forbedre arbejdsforholdene og nedbringe sygedagene vil både flere være til rådighed, færre vil blive stressede og gå ned.

Derved kan vi bryde den onde cirkel - færre syge, flere hænder og bedre kvalitet.

- se mere på www.oleeu.dk

Set i tv: Karen J og den rekordhøje ulighed

I søndags var der debat mellem Karen Jespersen og Mette Frederiksen i tv-avisen. Emnet var ulighed.

Ikke overraskende var Karen Jespersens automat-svar til en enlig mor, der fik kontanthjælp og derfor havde omkring 1000 kr. om måneden når de faste regninger var betalt:

Find dig et arbejde!

Er det virkelig det bedste svar vores socialminister kan komme på? Har tanken mon strejfet socialministeren, at nogle er ledige fordi de har problemer, der kræver støtte? Faktisk så mange, at vi i dag har den største ulighed i 40 år.

Tal fra det det uafhængige CASA viser, at vi skal tilbage til 1965 for at finde en tilsvarende kløft mellem, hvor meget rige danskere tjener, og hvor meget de laveste indkomstgrupper tjener.

Der er virkelig behov for, at vi tænker nyt i måden vi tackler ledighed på.

Regeringen er kørt fast, og hiver de samme gamle argumenter frem omkring, ”at det skal kunne betale sig, at arbejde”. Ja da, men hvad nu, hvis der er andre problemer, der forhindrer folk i at tage det job?

Stemningen vender

Senere på DR 2 var der tre borgerlige debattører i studiet. Den ene (Ulrik Høi) indrømmede at ville støtte socialdemokraterne ved dette valg. Den anden (Bent Blüdnikow, Berlingske) kunne ønske sig en ”kort overgang” med en socialdemokratisk statsminister, og den sidste (Martin Ågerup, CEPOS) kritiserede Fogh for at være socialdemokrat.

Vi kan vist vende det gamle ordsprog om og sige: med sådanne fjender har vi (næsten) ikke brug for venner.

Det ser heldigvis ud som om, at den meget positive stemning - selv blandt flertallet af borgerlige medier og meningsdannere - er ved at vende.

Har vi glemt Irak?

Et tema har dog glimtet ved sit fravær i valgkampens første dage; nemlig krigen i Irak. Krigen som VKO startede på en løgn, og som sluttede på en løgn. Først påstod Anders Fogh, at der var masseødelæggelsesvåben, og da vi skulle hjem, var påstanden, at området som de danske soldater var i, var stabilt. Begge dele var løgn.

Lad os håbe, at vi efter valget får mulighed for at føre en udenrigspolitik, der markedsfører Danmark på en ordentlig positiv måde, og ikke følger i hælene på den mest højredrejede præsident i USA's historie.

Med venlig hilsen

Ole Christensen