Orla Havs klumme

  • Vi venter på 4. november

    Tidspunktet for præsidentvalget i USA nærmer sig. Uanset hvad man må mene om USA, så er valgets udfald i den grad afgørende for store dele af verden. Mit håb skal være at amerikanerne - også på vore vegne - stemmer for change.

    Forandring fra den nuværende præsidents helt urimeligt ringe indsats som leder af den førende supermagt. Bush har været en katastrofe for freden i verden, for økonomien og for forståelsen mellem mennesker. Indsatsen har været præget af en dyb forankring i den værste cow boy-mentalitet, hvor man hyldede princippet om at skyde først og spørge bagefter. 

    Ser man på økonomien, så har verdens rigeste land under Bush lånefinansieret sine aktiviteter i en grad som over mange år vil præge verdens samlede økonomi og måske bringe vestens traditionelle lederrolle i fare. Lånene er foretaget for at finansiere en forældet indstilling til og adfærd på energiområdet, hvor vedvarende energi og reelle benzinpriser har haft meget svært ved at slå igennem. Krigsindsatsen rundt om i verden har været dyr for amerikanerne og der har været alt for ringe fokus på alternativer til brug af militærmagt. Disse aktiviteter kombineret med ønsket om at lade de bredeste skuldre slippe for at bidrage til den fælles økonomi gennem skattelettelser er hammerfarlig for stabiliteten i samfundet og når det er USA, så involverer det hele verden.

    Efter min mening kan vi kun håbe, at Barrack Obama får opbakning til sin linie med at der skal forandring til. Det har været befriende at se Obamas involvering af vælgerne i sin valgkamp på helt nye måder og signalerende en vilje til at tage vælgerne alvorligt. De unge og grupper der ellers traditionelt har holdt sig væk fra stemmeboksen har reageret med engagement og vilje til at involvere sig.

    Hvis Obama vinder og det håber jeg, så ligger der en gigantisk opgave foran ham med at genrejse tilliden til USA som verdens ledende magt, genopretning af økonomien og genskabe troen på at verden kan regeres med andre midler end våben. Disse opgaver er enorme og Obama har yderligere skabt en - helt berrettiget - forventning om at borgerne også mellem valgene skal tages seriøst med i opbygning af holdning og gennemførelse af handlinger.

    Afslutningsvis vil jeg ønske amerikanerne og Obama godt valg 4. november.

    posteret Oct 29 2008, 09:30 AM af Orla Hav med 4 comment(s)
  • Hurra, for præsidenten!

    Søndagens udgave af Nordjyske bringer et herligt og forfriskende indlæg om en tilflytters oplevelse af vores dejlige Nordjylland med regionsbyen Aalborg i centrum.

    Retspræsident Christian Lundblad er fuld af lovord om mulighederne og oplevelserne i vores landsdel. Tak, for det. Alt for ofte møder man som nordjyde en mur af fordomme om, hvor træls det må være at leve så langt væk fra hovedstaden som tilfældet er. Det forsøger man selvfølgelig som indfødt at tilbagevise; men argumenterne er meget stærkere, når det er en ny-aalborgenser, der fremhæver kvaliteterne.

    Det er ubegribeligt, at dette land har så ringe blik for hvordan en bevidst decentral indsats kunne sikre alle dele af landet en blomstring, som kunne styrke det samlede Danmark. En sådan udvikling kunne fremmes både i den offentlige sektor og i den private for netop kombinatione mellem disse to væsentlige dele af samfunds- og erhvervsliv rummer kimen til fremgang.

    Blot et enkelt eksempel på en mulig synergi. Danmark mangler i katastrofal grad læger. Ved at udbygge sundhedsuddannelserne på Aalborg Universitet til at omfatte et fuldt udbygget lægesudium kunne man sikre det nordjyske syghesvæsen mod lægemangel, sætte fokus på yderligere forskning og udvikling i sundhedssektoren og bidrage til at skabe nye fremtidssikrede jobs, der kan bidrage til den nordjyske udvikling. Vi har plads, kompetencer og hjerterum. Lad os blot tage fat på at overbevise beslutningstagerne - i hovedstaden.

    posteret Jun 23 2008, 01:23 PM af Orla Hav med 1 comment(s)
  • "...og har du penge så kan du få..."

    Ovenstående linie stammer fra børnesangen "Der bor en bager på Nørregade"; men i denne sammenhæng refererer jeg til en børneoplevelse vi havde i fredags i min lille familie. Vi besøgte Legoland, et gensyn for familiens yngste efter 6 år, så forventningerne var høje og selvom alt ligesom var blevet mindre i forhold til sidst og ikke mindst erindringen herom, så var det en fin tur med anledning og plads for megen begejstring over det, der var at se og prøve.

    Vi voksne lærte også noget. Et nyt fænomen havde vundet indpas, "Ticket pass", stod der ved mange af de forlystelser man kunne prøve. Vi var en smule undrende, for var konceptet ikke, at alt var betalt ved indgangen, så man var fri for hele tiden at have diskussion om børnene nu måtte prøve, underforstået, vi voksne skulle betale?

    Det gik så op for os at "Ticket pass" betød, at man kunne købe retten til at gå uden om køen, som jo ofte opstår i Legoland, hvor der er mange attraktive oplevelser. Købte man et "Ticket pass", så kunne barnet gå ind gennem en særlig indgang uden om den lange kø, få den førstgivne ledige plads på den ønskede forlystelse; mens resten af køen - uden anden billet end den man købte ved indgangen - ja, de måtte se til og pænt vente.

    Har vi virkelig i vores samfund drevet det så vidt, at helt ned i børnealderen skal man have udstillet oplevelsen af, at der er forskel på folk og vores formåen. Naturligvis er der forskelle; men behøver vi virkelig at udstille det allerede i 3-10 års alderen? Måske er det en forberedelse til det samfund, hvor det bliver mere og mere sat i system at "har du penge så kan du få ellers må du gå." Vores sygehusvæsen for eksempel.

    Jeg synes det er sørgeligt, at vore idealer fra Grundtvigs sang, "og da har i rigdom vi drevet det vidt, når få har for meget og færre for lidt." i den grad er blevet kastet over bord.

    posteret Jun 17 2008, 08:09 AM af Orla Hav med 7 comment(s)
    Fyld under:
  • Til lykke med Danmarksmesterskabet - AaB

    DM i fodbold til AaB aftvinger stor respekt, selv når man "bare" er superliga fan hjemme foran TV skærmen og ivrig læser af avisens spalter. Det har været glædeligt at opleve det holdspil, som AaB har mestret hen over sæsonen. Samspillet på holdet har været beundringsværdigt. Den hurtighed afleveringer er gennemført med imponerer. Spillernes indstilling om, at resultater er opnået i kraft af et godt team mere end enkeltstående stjerner har været dejlig. En lille smule "stolpe ind" har der naturligvis også været tale om; men sådan er det jo når der er tur i den. Det skal slet ikke skjules, at alene det at "få brudt monopolet på mesterskabet" har været en befrielse.

    Derfor stor tak til alle der aktivt har medvirket til at DM kom til det nordjyske og stort ønske om at det kan bruges udviklingsmæssigt for fodbolden i vores landsdel og for vores del af landet i al almindelighed.

    Nu har jeg fremhævet kollektivet bag præstationen og burde holde mig fra enkeltpersoner; men jeg vover alligevel pelsen. To personer fortjener selvstændig anerkendelse.

    Lynge Jakobsen for sit utrættelige virke for at give holdet og fodboldspillet gode vilkår i en verden, der også skal have økonomien til at gå op. Lynge Jakobsen har til tider været udsat for et helt urimeligt pres; men har med sit engagement og flair for at sammensætte et team gjort al skepsis til skamme. Godt gået Lynge og stort til lykke til dig.

    Træneren, Erik Hamrén, har tilført nordjysk fodbold nye vitaminer. Det vækker beundring at få mange sammenbragte spillere til at fungere som et velsmurt team og at udvikle den teknik, som holdet har mestret med tætte afleveringer med løb for hinanden. Det har været dejligt at se på og opleve resultatet af. Derfor al mulig lykke og held til Hamrén på den videre færd. Ja, så ligger der jo en stor udfordring til Lynge Jakobsen igen.

    Til alle I trofaste fans, der møder op til kampene: Vis jeres begejstring positivt og undgå de dumheder vi f.eks. desværre var vidner til i går fra kampen mellem to københavnske hold. Fodbold er en positiv sport, der kalder på begejstring og respekt for andres kunnen og tilsvarende engagement.

    God vind fremover til spillere, ledere og klub. Tillykke.

    posteret May 19 2008, 08:39 AM af Orla Hav med no comments
  • Spin...og virkelighed.

    Siden sidste indlæg her på denne blog har begrebet spin været inde på min lystavle med 3 oplevelser.

    Den første første oplevelse kan vi takke pressen for. Det blev "afsløret", at den nuværende regering har bygget en massiv mur op mellem sig og befolkningen bestående af en stadig større gruppe af spindoktorer. Prisen herfor er ikke mindre end 32 mio. kr betalt af skatteyderne hvert år. Spindoktorernes opgave er ikke, at sikre borgerne højst mulig indsigt i vores samfund, nej, opgaven er, at servere regeringens udlægning af virkeligheden i passende spisbare bidder. Efter min mening er det hammerfarligt, at politikerne ikke tør stå ved, det de mener; men gemmer sig bag kommunikationstilrettelæggere.

    Den anden oplevelse af spin fik jeg ved, at stille et spørgsmål til kulturministeren i Folketingets spørgetime. Spørgsmålet lød: "Hvordan vil ministeren forklare og forsvare at 50 000 danske skoleelever fratages muligheden for at opleve levende musik ved skolekoncerter?"

    Baggrunden er at Kunstrådet, som følge af en reduktion af sin pulje til frie midler har fjerne 2,1 mio. kr fra den ordning, der sikrer mange elever i skolen får mulighed for at opleve levende musik. Mit ærinde var såmænd blot, at få ministeren til at stå ved, at der er en sammenhæng mellem mindre bevillinger og mindre service. På helt forunderlig vis afviste ministeren denne sammenhæng. Det svarer til, at hvis vi som forældre begrænser lommepenge til vore børn og så påstår, at det ikke medfører ,at de kan skaffe sig færre goder. Er ministeren fanget i det spin, som er udlagt for, at vi kan erkende sådanne helt enkelte sammenhænge.

    Tredje oplevelse var den kommentar som formanden for Folketingets socialudvalg, havde til den katastrofemelding Kalundborgs socialrådgivere sendte om, at de ikke turde stå inde for at loven overholdes, når det gælder børns tryghed og frygter en gentagelse af Tønder skandalen. Svaret var, at der har bredt sig sådan en opfattelse i kommunere af, at der er sammenhæng mellem de midler der er til rådighed og den indsats der kan gøres. Jeg synes det er betænkeligt og at logikken halter.

    posteret Mar 14 2008, 11:04 AM af Orla Hav med 6 comment(s)
  • Lighed og retfærd?

    Ugen der er gået har politisk budt på to nyheder.

    Direktørlønningerne er eksploderet fra for få år siden at være 8 gange højere end gennemsnittet for en ansat til nu at være 15 gange højere. Samme gruppe er særdeles toneangivende gennem forskellige organisationer for at topskatten er Danmarks største problem. Tidligere tiders dyd om, at de bredeste skuldre skal bære de tungeste byrder er skubbet i baggrunden -  på trods af, at selv statsministeren giver udtryk for, at vi skal være opmærksomme på sammenhængskraften i vores samfund; men det er naturligvis jo ved festlige lejligheder dette argument bruges.

    Den anden nyhed var, at VKO fik vedtaget en jobplan, der yderligere skærper jagten på ledige og vel at mærke ledige i dele af landet, hvor helårsbeskæftigelse er vanskeligt at opnå p.gr. af et meget sæsonbetonet arbejdsmarked. Der kan naturligvis ikke være tvivl om, at man skal stå til rådighed for arbejde; men alene brug af piskemetoder er, at svække vanskeligtstillede dele af landet og dermed medvirke til at affolke disse.

    Skulle nogen være i tvivl om den retning regeringen ønsker for udviklingen af Danmark, så kan man læse om de elementer, der gemmer sig i finansloven. Nedskæringer i offentlig service og uddannelse står højt på VKO´s prioriteringsliste. Det er ikke klogt, man kan ikke spare sig til fremgang og fremtidssikring af det danske samfund, det kræver investeringer i bl.a. de unges uddannelser. Regeringen ønsker at bruge pengene på at give de skatteforhøjelser, som den har fået gennem folketinget og her er vægten igen til gavn for de højeste indkomster.

    Jeg synes, det er oplysninger man bør have med i sin vurdering af retningen for den politiske udvikling under VKO.

    posteret Mar 03 2008, 04:14 PM af Orla Hav med 3 comment(s)
  • En uge i København

    Skolernes vinterferie skulle bruges sådan at familiens yngste kunne få et indtryk af, hvor det nu var, at ham far var blevet af og havde fået sit nye arbejde derovre i København. I god tid havde vi lejet os ind på vandrerhjemmet ved Langebro midt i hovedstaden. Det kan anbefales, ligger centralt, har gode forhold når det drejer sig om bo- og overnatning til rimelige priser. Turen gik med tog fra stationen i Lindholm og efter 4,5 timer var vi 2 voksne og 2 børn på Hovedbanegården.

    Byen skulle udforskes, det blev til: Planetariet med hele 2, 3D film, hvor edderkopper og andet småkravl var lige i ræk-hånden-ud niveau. Besøg i Folketinget på tilhørerpladser og let frokost i "Snapstinget", hvor vi drak vand ligesom alle de øvrige. Experimentariet var en hel aften værd med udforskning af alle fysikkens love. Mens jeg passede job, blev det til besøg på Tøjhusmuseet, hvor der var opvisning i fægtekunst og anskuelsesundervisning i hvordan krige og konflikter opstår som følge af misforståelser og uoverlagte ord og handlinger. Ja, så var der oplevelserne i at blive transporteret med: Tog, bus, S-tog, Metro, kanalbus, elevator, rulletrapper og gå-ben. I skolen havde der været emnearbejde om Henry Heerup og vi havde studeret Københavns omegn og fundet ud af at Heerup har sit eget museum i Rødovre, så det blev til en tog/bus-tur "helt derud" og vi fik en herlig oplevelse af et sprudlende menneske, der havde mod til at sætte anderledes vinkler på tilværelsens ellers så hævdvundne synsmåder. Børn og kvinder har høj status i Heerups univers, hvilket man jo sagtens forstår, ja, og så var han jo formand for "Nissernes Fagforening" i Rødovre og omegn og tillige eneste medlem.

    Det er naturligvis godt at have en hovedstad med oplevelsesmuligheder; men vi skal jo hele tiden være bevidste om at Danmark er meget mere end København; men det er jo politik!

    Heldigvis kom vi ikke tæt på uroligheder, omend det gav et gib i os, da vi hørte om solcentre, der blev sprængt i luften. Ærgerligt, at vi ikke i vores ellers dejlige lille land, har større respekt for hinanden.

    Således lykkedes det os, at forene ferie for nogle og arbejde for andre til at passe masser af møder i en fin blanding og dermed bidrage til fælles oplevelser og glæde over igen at kunne tage hjem til hovedlandet, da fredagen indfandt sig.

    posteret Feb 25 2008, 03:13 PM af Orla Hav med no comments
  • Tanker med baggrund i tosserier..

    En uge, der har budt på oplevelser af den helt dumme slags, giver plads til lidt eftertanke. Vi skal og vil ikke acceptere dødstrusler mod mennesker her i Danmark. Uanset hvilke årsager, der kan tænkes at ligge bag, så kan det ikke tolereres.

    Alligevel kan der være grund til at se lidt på baggrunde og mulige løsninger. Lørdag var Nordjyske Stiftstidende læseværdig for i al fald to gode historier. Forsiden var prydet af "Aalborg model forhindrer optøjer" og en stor anerkendelse herfra for den systematiske indsats, der er sket for at bosætningsmønstret for herboende med anden etnisk baggrund end dansk er sket i relativt små koncentrationer, der modvirker, at man får en vi-contra-de opfattelse. Godt gået Aalborg.

    Nordjyske Weekend bød på en perspektivrig og god artikel med appel til eftertænksomheden. Overskriften var "Villys kaffe gav ham venskaber". Avisbudet, der blev inviteret på en kop kaffe, åbnede spændende nye døre og perspektiver. En understregning af et af mine favoritudsagn: "En fremmed er en ven du ikke har mødt endnu." Det var en dejlig livsbekræftende hverdagshistorie, som vi efter min mening kan lære meget af.  Opbygning af relationer menneske til menneske er den bedste kilde til at undgå mistro, mistænkeliggørelse og had. Her kan og bør vi som borgere medvirke til at fortsætte det gode grundlag der er skabt i vores kommune for at undgå "Storbyadfærd" med uroligheder og det der er værre. Mulighederne er mange. Jobbet er én mulighed, institutioner, skole og foreningslivet er andre for at medvirke til at nedbryde mistroen. Vi får brug for alle menneskelige ressourcer i en fremtid, hvor de store årgange forlader arbejdsmarkedet og de små årgange skal afløse. Alene af den årsag kan vi ikke tillade os at holde nogen udenfor og der er mange andre indlysende årsager til at skabe et godt samfund med højt til loftet. Tak, til murermesteren fra Vejgård for at bidrage til medmenneskelighed, der jo helt tydeligt giver oplevelser begge veje.

    Tilbage står nu, at der på landsplan bør lægges en plan for hvordan vi kan undgå uro og optøjer, så vi igen kan opleve Danmark som et mønsterland, der aftvinger respekt i den store verden for fravær af social uro og menneskelige modsætninger.

    Afslutningsvis så var det også herligt at læse den fine beretning om mennesket bag AaB fodbold.

     

    posteret Feb 17 2008, 01:06 PM af Orla Hav med 1 comment(s)
  • Jomfrutale 7. februar - refleksioner herom.

    7. februar var dagen for min første optræden på Folketingets talerstol, det danske folkestyres fremmeste symbol på folkets ret til selv at bestemme over udviklingen i vores samfund. Siden 1849 har Danmark haft folkestyre og vi har udviklet vores demokrati over alle disse år, så vi i dag fremstår som et samfund med stolte og markante traditioner i demokratiets svære kunst. Vi værner om folkestyret i så høj grad, at en diskussion har været under opsejling om, hvorvidt det er foreneligt med disse traditioner, at kronprinsen påtager sig en bestyrelsespost i det internationale olympiske arbejde. Min bekymring er ikke så stor herom. Kronprinsen er et begavet ungt menneske, der lægger vægt på, at engagere sig i samfundslivet. Naturligvis er der risici; men ligesom folkestyret har udviklet sig har monarkiet det også.

    Min "store" jomfrutale drejede sig om noget så tørt som en lov om forordning for reglerne for en Europæisk Gruppe for Territorialt Samarbejde - på EU slang en EGTS. I en verden, der i så høj grad er præget af globalisering, er det naturligt at vi har gode og gennemsigtige regler for hvordan samarbejde mellem myndigheder, erhverv og retlige enheder kan arbejde til gavn for udviklingen i vores del af verden. I min forestillingsverden ser jeg den lov, jeg var ordfører på udfolde sig til et nyttigt værktøj for forskere, erhverv, politiske fora og administration, så vi kan fremme sociale og økonomiske relationer på kryds og tværs af landegrænserne. Tænk om der langt nede i Europa sad en forskergruppe, der kunne give inspiration til en dansk virksomhed så den kunne forny sin produktion til gavn for hele den globale verden.

    Jo, der langt mellem de store tanker om vores folkestyre og de små enkeltelementer, det består af som en levende ramme om vores tilværelse. Det er også et vilkår at forene det største med det mindste i Folketinget akkurat som i hverdagen.

    posteret Feb 11 2008, 12:40 PM af Orla Hav med 2 comment(s)
  • Fastelavn eller hvad?

    Her på fastelavnsmandag lader jeg tankerne gå tilbage til ugen der gik på Christiansborg.

    Erhvervsministeren mener, at bankerne skal have pligt til at indberette kunder, der virker mistænkelige, har en anderledes adfærd eller foretager andre end de dagligdags forretninger. Opfører man sig således, skal banken/den bankansatte indberette kunden til bagmandspolitiet.

    Som reglerne er nu, er banken forpligtet til at indberette hvis de har mistanke om alvorlig kriminalitet, der kan straffes med mere end et år. Indberetning er sket i 1349 tilfælde og i kun 4 - skriver fire - tilfælde er der rejst sigtelse fra bagmandspolitiet!

    Nu ønsker ministeren, så at udvide indberetningspligten uden skelen til om der er mistanke om alvorlig kriminalitet eller blot anden adfærd. Hvis en person får et arveforskud på f.eks. 40 000 kr, sætter dem ind i banken. Skal vedkommende så indberettes eller forklare den bankansatte om arvetanten - uden at virke fordækt eller underlig? Det kunne være en gevist fra travbanen eller lotto?

    Er det klogt, at ødelægge kundeforholdet til banken med overvågning og indberetning? Risikerer vi ikke at strømpeskafteopsparing eller andre alternativer opstår uden for vores bankvæsen?

    Er det klogt at udbrede overvågningen i vores samfund endnu mere end tilfældet er i dag?

    Er det klogt at bruge flere og flere ressourcer på at overvåge lovlydige borgere?

    Naturligvis er der ingen tvivl om at vi som samfund skal gøre livet besværligt for snydere og svindlere; men hvor langt skal man gå overfor almindelige borgere med en risiko for at de kriminaliseres?

    Det handler i bund og grund om hvilket samfund, vi ønsker os, et overvågningssamfund præget af mistillid mellem borgerne og systemet eller et samfund, hvor man tager udgangspunkt i tillid som det bærende princip, uden naturligvis at være naive.

    Fortsat god fastelavn og tak for indlæg som reaktion på sidste uges klumme.

    posteret Feb 04 2008, 01:27 PM af Orla Hav med 4 comment(s)
  • Oven på EM - falder alt andet næsten til jorden...

    Ovenpå EM...

     De fleste af os har vel ikke fået armene ned endnu i begejstring over det flotte danske resultat ved håndbold EM for herrer. Få af os troede vel helt på, at de store forventninger træneren spændte ud over holdet kunne indfries. Heldigvis blev vores skepsis gjort til skamme.af en formidabel holdindsats. STORT TIL LYKKE.

    Drama i Folketinget...

    I den forløbne uge var dramaet på Christiansborg, jo, mulighederne for at lette de strandede asylansøgeres vilkår. Rigtig mange af os havde håbet, at det kunne lykkes at skabe bedre vilkår for den lille gruppe afviste asylansøgere og ikke mindst deres børn.

    De fleste af os kan vel forestille sig hvordan et familieliv ødelægges, hvis de voksne ikke får mulighed for at udfylde deres rolle som forsørgere og hvordan børnene ødelægges ved ikke at kunne opbygge venskabsforbindelser fordi alt er midlertidigt.

    Desværre blev anledningen til at skabe forbedringer skudt ned af - Ny Alliance, af alle. De havde ellers ført stærke argumenter på banen for at fremme medmenneskelighed og humanisme, før valget! Nu var situationen åbenbart en anden ? Mit håb skal være at der efter de forhandlinger som Khader og co har fået lovning på så vil der blive mulighed for at et bredt flertal i Folkietinget får mulighed for at medvirke til forbedring af vilkårene.

    I skole igen...

    Nogen synes at visse af os skal genoptage skolegangen. Det kan der sikkert gives gode argumenter for. Hvis hensigten er at fremme debatten om hvordan vi udvikler det danske velfærdssamfund, så vi bygger på de muligheder de grupper der har sværst ved at klare dagligdagens udfordringer, så er debatten meget velkommen. For mig handler det om at skabe et samfund der giver muligheder for alle med de forudsætninger vi nu hver i sær har fået.

     

     

    posteret Jan 28 2008, 11:13 AM af Orla Hav med 6 comment(s)
  • Tak, for reaktioner og lidt om nyt oplevelsescenter.

    Allerførst tak for reaktionerne på mit første input til bloggen.

    Gode råd, ikke mindst fra Daniel Nybo. I vores branche er det svært at fatte sig i korthed.

    Tak, til navngivne afsendere af indlæg.

    Det er med lidt blandede følelser at læse de ikke-navngivne; men de deler sig i venlige input og mere uvenlige, så det går vel an. Det der med at sætte navn under er måske en gammel dyd, når det gælder offentlig debat?

    Kultur- og oplevelses Center Danmark

    Det var spændende i denne uge som erhvervspolitisk ordfører for Socialdemokraterne, at medvirke til udmøntning af et bredt forlig om Kultur- og oplevelses Center i Danmark. Der er ingen tvivl om, at der ligger et stort potentiale for danske arbejdspladser i det vi kalder oplevelsesøkonomien. Spændvidden i dette nye aspekt i økonomien er stort. Fra den mere traditionelle turisme til hele computerspil, iPods, film, IT og alle kombinationerne af disse elementer og så krydret med de mere traditionelle fra kulturens verden sang, musik, litteratur, drama, billedkunst for nu blot at nævne nogle. Ja, jeg er sikker på at mange af I flittige blog-deltagere har mange ideer til anvendelse af ny teknologi, kombineret med noget kendt, der kan omsættes til oplevelser og forhåbentlig også forretning.

    Oplevelsescenteret bliver organiseret som en selvejende institution med egen bestyrelse, hvor der skal sidde kloge og indsigtsfulde folk, der repræsenterer: Kulyur- og erhvervsliv og forskning/uddannelse. Centeret får adresse i Roskilde, med et signal om at det skal være hele Danmarks center.

    Første opgave bliver at sende konkrete projekter/opgaver i udbud, så alliancer af oplevelsesmiljøer kan byde ind med spændende bud på at flytte oplevelser fra teori til noget vi kan opleve i virkelighedens verden til gavn for det at være borger i Danmark eller gæst/turist her.

     

    posteret Jan 21 2008, 12:31 PM af Orla Hav med 8 comment(s)
  • Blog - en ny verden, nye muligheder!?

    At blogge – en ny kommunikationsform.

    Kortere vej mellem mennesker.

     

    Teknologien udvikler sig med lynets hast. Nye muligheder opstår i kølvandet på teknologi og medieudvikling.

    Mange af os +50´ere har svært ved at holde trit med alle de nymodens muligheder. Det gode gammeldags brev eller bare den gode telefonsamtale fortrænges af mail og SMS.

    Man kan vælge at sige at det ønsker man ikke at bruge tid på eller man kan tage handsken op og forsøge sig.

    Jeg har på opfordring valgt at sige ja til at være ”blogger” på Mit Centrum.

    Først skal jeg have teknologien til at swinge og gøre som jeg beder den om og så skal jeg udforske hvilke landvindinger blog-teknologien kan tilføre samspillet mellem os der mødes i ”Blog-universet”.

    Målet for mit vedkommende er at forbedre kommunikation, information og oplysning i forhold til virket som valgt til Folketinget og det Nordjylland, som jeg repræsenterer.

    Kan blog-indsatsen leve op hertil så vil jeg gerne bruge den som supplement til det at møde mennesker personligt eller i foreningssammenhæng. Bloggen må ikke blive en erstatning herfor, så mister dialog og nærvær værdi og det bør ikke ske.

    Så meget om baggrunden for at være med på en blog.

     

    At vende op og ned på tilværelsen.

     

    Ved folketingsvalget blev der grundigt vendt op og ned på den tilværelse jeg nu har haft gennem næsten 25 år, som medlem af Nordjyllands Amtsråd og senere Regionsrådet i Nordjylland.

    Dette arbejde har fundet sted på hjemmebane her i Nordjylland, nu skal Nordjylland med i kufferten til Christiansborg og tro mig det vil de nordjyske problemstillinger komme.

    31 medlemmer af amtsrådet, 41 af regionsrådet overfor nu 179 medlemmer af Folketinget. Alene tallene angiver forandring i arbejdsvilkår.

    Faste strukturer med møder i udvalg og andre arrangementer hvor vi drøfter løsninger på konkrete udfordringer for den nordjyske region og dens borgere er nu afløst af at tingene bliver mindre konkrete og skal omfatte hele Danmark og tættest samarbejde med ens egne gruppefæller i form af daglige gruppemøder.

    Meget nyt at lære og spændende er det; men også med risiko for at begå fejl.

     

    Platforme på Christiansborg

     

    Medlem af Erhvervsudvalget og Socialdemokratisk ordfører for erhvervsområdet. Her ligger stof som forbrugerpolitik, regional- og national udviklingspolitik.

     

    Medlem af Europaudvalget, der er det sted ministrene skal sikre sig deres mandat for de forhandlinger de på Danmarks vegne skal føre i EU. Første udfordring var at deltage i diskussionen om Lissabon traktaten og hvordan vi her i Danmark skal håndtere den.

    Mit grundsynspunkt er at Danmarks som et lille land bør søge samarbejde og indflydelse på retningen for hvordan Europa skal udvikle sig. Efter min mening gør man det bedst ved at spille med inde på banen og ikke stå ude på sidelinien; men perspektivet skal naturligvis altid være at det giver os bedre vilkår som mennesker.

     

    Stedfortræder i Socialudvalg, kulturudvalg og Færøudvalg.

     

    De to første er dejligt nærværende og konkrete udvalg, der berører vores hverdag og bidrager til at skabe velfærd også for grupper der har det svært i vores rige samfund.

    Færøudvalget har endnu ikke været samlet; men det er da spændende at blive involveret i at holde gode og tætte forbindelser mellem Færøerne og Danmark. I Nordjylland har vi i høj grad konkret været involveret i dette samarbejde. Mange færøske fiskere kender de nordjyske havne og hele Thy og Mors områderne har traditionelt tætte relationer til de nordatlantiske områder, der jo historisk er forbundet med vores land.

     

    posteret Jan 14 2008, 08:03 PM af Orla Hav med 10 comment(s)

Denne blog

Syndikering