Du er her > Nordjyske.dk > Aalborg > DitAalborg
Finanskrisen er hård ved luksus som bladabonnementer og forenings medlemskaber. Danske Ølentusiaster kan også mærke krisen. For første gang i flere år er medlemsantallet dykket under 10.000 – helt nøjagtigt er der i øjeblikket disse linier nedfældes 9840 medlemmer i forbruger- og interesseorganisationen.
Nordjylland er også ramt af nedgangen – der er lige nu 6 % færre ølentusiaster i Nordjylland end der var i juli 2008. På trods af vækst på 13,21 % og 4,32 % det seneste år hos henholdsvis lokalafdelingen i Fjerritslev og Thisted samt tab af et enkelt medlem i Hjørring skyldes nedgangen regionalt primært de to største nordjyske lokalafdelinger Frederikshavn og Aalborg, der begge har minusvækst. 6,84 % nedgang i Frederikshavn og 11,89 % i Aalborg, som dermed er nede på 467 medlemmer.
Ærgerlig tendens for en forening, der har så meget at byde på. Medlemskabet koster sølle 350 kroner om året og kun 500,- for to personer i samme husstand. For den smule penge får du medlemsbladet ØLentusiasteN leveret i din postkasse 6 gange årligt. Du får adgang til Danmarks største website om øl og mulighed for adgang til at deltage i medlemsmøder, ølsmagninger, studierejser og bryggeribesøg i foreningens 59 lokalafdelinger. Du kan få rabat i en lang række butikker og værtshuse. Endvidere afvikler Danske Ølentusiaster Danmarks bedste ølfestivaler.
Også lokalt er der gode tiltag henover sommeren.
Lørdag 8/8 afvikler Frederikshavn ølsmagning på Palmestranden i Frederikshavn – så vidt vides for første gang i dansk historie. Martin Rantzau fra HaandBryggeriet på Gjøl har fremstillet en palmeøl specielt til lejligheden og Brandbilen fra Jerrys Bryghus vil være at finde ved arrangementet, hvorfra der serveres lidt lækkert til maven, og det lille bryghus har også brygget en dejlig hvedeøl.
Mandag 17/8 afvikler Hjørring sensommersmagning på Sysseltinget med smagning af 7 danske og 2 belgiske øl.
Lørdag 22/8 afvikler Aalborg en sjælden smagning med Mikkel Borg Bjergsøe fra Mikkeller. Bryggeriet er det mest eksporterende danske mikrobryggeri. Kåret som Årets Bryggeri 2006 og 2008 af Danske Ølentusiaster som kåret som verdens 5. bedste bryggeri i 2006 og verdens 6. bedste bryggeri i både 2007 og 2008 af brugerne på ølforummet Ratebeer. Succesen skyldes blandt andet bryggeriets fokus på at lave udfordrende og grænsesøgende øl, hvor kvalitet altid kommer før kvantitet. Kort og godt kompromisløst øl, hvor grænserne for alkoholprocent, humlemængder og bitterhed ikke eksisterer. Der er udvalgt 8 øl til smagningen som kun de færreste har smagt.
Mon ikke der traditionen tro arrangeres et eller andet i anledning af Øllets Dag lørdag den 5/9? Kun Aalborg har meldt ud hvad der skal ske. Der er arrangeret en BEERWALK som starter med fælles morgenkaffe. Herefter skal deltagerne smage 8 X 10 centiliter øl 8 udvalgte steder. I år skal deltagerne bevæge sig cirka 3,3 kilometer mellem Vinspecialisten, John Bull Pub, Holte Vinlager, The Irish House, The Wharf, London Pub, Cafe Luna og Søgaards Bryghus. Selve BEERWALKen slutter på Søgaards Bryghus, hvor der er mad samt premiere på Doppelbarelled Doppelbock samt på brygger Kasper Malmbergs udgave af Øludfordringen # 1- skal man aflevere sit svar-ark, som med 8 rette besvarelser burde skaffe ejermanden tættere på at vinde et gavekort på 500 kroner til brug på et af de 8 steder efter eget valg. Det er nemlig gevinsten som tilfalder den dygtigste smager – er der flere som er lige dygtige til at lokalisere det rigtige ølmærke blandt 3 muligheder findes vinderen ved lodtrækning. Prisen for morgenkaffe, 8 x 10 cl. øl, unikt smageglas samt et måltid mad + en øl er kun 195 kroner pro persona. Er man til mere sjov kan man finde et sted i byen, der viser fodboldkampen Danmark-Portugal som spilles kl. 20.00
Fra 16/9 til og med 20/9 tager Aalborg på en længe fuldt booket tur til øl-landet Belgien.
Tirsdag 29/9 arrangerer Hjørring Marathon-smagning hos Kent på Døvnældevej, hvor der skal skal smages 42 forskellige øl.
Hvad der foregår i sensommeren i Fjerritslev og Thisted er endnu ikke offentligtgjort – men jeg kunne ikke tænke mig andet end at de har noget på bedding.
Så der er såmænd nok at tage sig til for en ølentusiast – også i det nordjyske…
Se mere om regionen på: http://www.ale.dk/index.php?id=559 eller lokalafdelingerne på: www.aalborg.ale.dk www.frederikshavn.ale.dk www.hjoerring.ale.dk www.thisted.ale.dk www.fjerritslev.ale.dk
Glem heller ikke provinsfestivalen i Esbjerg 22/10 til 24/10.
Klik her for at logge på
Opret borgerjournalist og NORDJYSKE Login